Ved ansøgning om godkendelse af en systemopkobling skal ansøger angive en eller flere medarbejdere i virksomheden, der skal fungere som administrator af ansøgers adgang til tinglysningssystemet ved brug af systemopkoblingen. Dette gælder dog ikke, hvis ansøger er autoriseret anmelder, jf. kapitel 4 i bekendtgørelse om adgang til tinglysningssystemet og om tinglysningsmåden. I så fald administreres adgangen via systemopkoblingen af den administrator, der er udpeget efter § 13, stk. 2, i bekendtgørelse om adgang til tinglysningssystemet og om tinglysningsmåden.
Stk. 2 Administrator har adgang til hos Tinglysningsretten at registrere de medarbejdere i virksomheden, som skal kunne benytte systemopkoblingen. Administrator kan ikke selv anmelde dokumenter til tinglysning ved brug af systemopkoblingen.
Stk. 3 Ved registrering af medarbejdere efter stk. 2, skal administrator angive navn og kontaktoplysninger på de pågældende samt oplysninger om deres personnumre.
Stk. 4 Hvis der i forhold til en bestemt virksomhed, på hvis vegne flere medarbejdere skal have adgang til tinglysningssystemet ved brug af systemopkoblingen, findes særlige grunde, som gør det uhensigtsmæssigt at udpege en administrator efter stk. 1, kan Tinglysningsretten bestemme, at retten forestår registrering af de medarbejdere i virksomheden, som skal kunne benytte adgangen.
Stk. 5 Tinglysningsretten fastsætter regler om de tekniske krav, som systemopkoblingen skal opfylde. Reglerne herom fremgår af rettens internetportal.