Den undersøgende læges helbredsmæssige vurdering af udlændingen skal omfatte en samtale med og en helbredsundersøgelse af udlændingen med henblik på en lægefaglig vurdering af udlændingens fysiske og psykiske helbredstilstand og en lægefaglig vurdering af, om der er behov for yderligere helbredsmæssig udredning eller behandling, jf. integrationslovens § 15 d, stk. 5.
Stk. 2 Samtalen skal omfatte en gennemgang af udlændingens sygehistorie, eventuelle symptomer på aktuel fysisk og psykisk sygdom samt psykosociale belastninger.
Stk. 3 Helbredsundersøgelsen skal omfatte en objektiv undersøgelse, herunder en primær afdækning af relevante somatiske og psykiske sygdomme.
Stk. 4 Den lægefaglige vurdering skal indeholde en konklusion og ved behov en plan for yderligere udredning og behandling.
Stk. 5 Samtaler og undersøgelser skal gennemføres med den fornødne kvalificerede tolkebistand. Tolkeopgaven kan ikke overlades til udlændingens nærmeste familiemedlemmer.