Et fuldtidsforsikret medlem genoptjener ret til supplerende dagpenge, jf. § 41, stk. 1, når medlemmet
-
1) inden for 12 sammenhængende måneder har fået indberettet mere end 146 løntimer i hver af 6 månedsindberetninger, mere end 34 løntimer i hver af 26 ugeindberetninger eller mere end 68 løntimer i hver af 13 14-dages-indberetninger, jf. dog stk. 4, eller
-
2) inden for et indkomstår har en samlet indtægt opgjort som A- og B-indkomst samt overskud ved selvstændig virksomhed på mindst 254.328 kr. (2023) og i det pågældende år ikke har modtaget dagpenge.
Stk. 2 Et deltidsforsikret medlem genoptjener ret til supplerende dagpenge, jf. § 41, stk. 1, når medlemmet
-
1) inden for 12 sammenhængende måneder har fået indberettet mere end 118 løntimer i hver af 6 månedsindberetninger, mere end 27 løntimer i hver af 26 ugeindberetninger eller mere end 54 løntimer i hver af 13 14-dages-indberetninger, jf. dog stk. 4, eller
-
2) i et indkomstår har en samlet indtægt opgjort som A- og B-indkomst samt overskud ved selvstændig virksomhed, der udgør mindst 169.548 kr. (2023), og i det pågældende år ikke har modtaget dagpenge.
Stk. 3 Opgørelsen af beskæftigelse, der kan medregnes til genoptjeningen af retten til supplerende dagpenge i stk. 1 og 2, sker efter reglerne om opfyldelse af beskæftigelseskravet i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge. Løntimer, der har dannet grundlag for en periode med ret til forlængelse af supplerende dagpenge, jf. § 47, kan ikke medregnes i opgørelsen af beskæftigelseskravet efter stk. 1 og 2.
Stk. 4 Indtægt efter stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2, kan tidligst medregnes til opgørelsen af genoptjeningskravet på det tidspunkt, hvor indtægten fremgår af årsopgørelsen.
Stk. 5 For medlemmer, der i indberetningsperioderne efter stk. 1 og 2 både får indberettet løn månedsvis og uge- eller 14-dagesvis, sker opgørelsen af genoptjeningen af supplerende dagpenge i uger. Medlemmet kan genoptjene retten til supplerende dagpenge på baggrund af 26 ugers lønarbejde. I den forbindelse tæller én månedsindberetning med mere end 146 løntimer som fuldtidsforsikret eller 118 løntimer som deltidsforsikret som 4,33 uger, én 14-dages indberetning med mere end 68 løntimer som fuldtidsforsikret eller 54 løntimer som deltidsforsikret tæller som 2 uger og én ugeindberetning med mere end 34 løntimer som fuldtidsforsikret eller 27 løntimer som deltidsforsikret tæller som én uge.
Stk. 6 Genoptjening efter stk. 1 og 2 sker løbende. Ved genoptjening af retten til supplerende dagpenge finder reglerne i § 5 i bekendtgørelse om dagpengeperioden tilsvarende anvendelse.