Kapitel 8 Krav til indholdet af ansøgningen
Ansøger skal i sin ansøgning redegøre for sine programplaner.
Stk. 2 Ansøger skal i sin ansøgning beskrive følgende delelementer:
-
1) Planerne for den selvstændige nyheds- og aktualitetsredaktion, jf. § 3, stk. 2. Herunder skal ansøger redegøre for den organisatoriske og redaktionelle kapacitet i forhold til at producere originale nyheder og aktualitetsudsendelser fra henholdsvis hele Danmark og udlandet.
-
2) Planlagte konkrete tiltag angående udsendelse af programmer (dog ikke nyhedsprogrammer) med værter, som har klart deklarerede holdninger/værdier.
-
3) Hvorvidt og i hvilket omfang der er planlagt nyhedsprogrammer udover minimumskravene i § 6, nr. 1.
-
4) Hvordan der arbejdes systematisk med programudvikling m.v. Til dokumentation heraf skal ansøger beskrive, hvorvidt og på hvilken måde radiokanalen løbende gentænker fortælleformer, journalistik, programformater, teknologi, lytterinddragelse og produktionssamarbejder.
-
5) Konkrete tiltag med henblik på at sikre inddragelse af lyttere som en aktiv del af programfladen både i enkelte programmer og generelt.
-
6) Planerne for distribution og tilrådighedsstillelse, jf. §§ 9 og 10, herunder særligt distribution via en brugervenlig og dynamisk hjemmeside samt eventuelle øvrige internetbaserede indholdstjenester.
-
7) Konkrete tiltag med henblik på at sikre, understøtte og fremdrive nye talenter inden for programmedarbejdere.
-
8) Planerne for formidling af kulturnyheder og kulturprogrammer, jf. § 6, nr. 5 og 6.
-
9) Planerne for tilrettelæggelse af debatprogrammer ud fra fastlagte temaer for hver ugedag, samt procedurer der giver mulighed for fleksibilitet i forhold til særlige aktuelle temaer, jf. § 6, nr. 8.
-
10) Planerne i forhold til anvendelsen af musik, jf. § 7, og for formidlingen af musik med historisk og faglig viden, herunder hvordan musikken udvælges redaktionelt og indgår i en fortælleteknisk sammenhæng med indholdet i programmerne, samt for formidlingen af musik med faglig viden af værter og/eller programmedarbejdere med relevant uddannelsesmæssig og/eller erfaringsmæssig baggrund.
-
11) Planerne for at satire fremstår som et markant element inden for tilladelseshavers programprofil, jf. § 6, nr. 7.
Stk. 3 Organisatorisk og redaktionel kapacitet i henhold til stk. 2, nr. 1 kan bestå i:
-
1) egne korrespondenter med journalistisk baggrund,
-
2) egne interne, redaktionelle medarbejdere med journalistisk baggrund,
-
3) leveranceaftaler med andre foretagenders korrespondenter med journalistisk baggrund,
-
4) freelance-korrespondenter (”stringers”), og
-
5) øvrige redaktionelle freelance-medarbejdere.
Ansøger skal fremlægge en plan for driften, der dækker hele tilladelsesperioden.
Stk. 2 Planen for driften skal indeholde budgetoverslag for den planlagte programvirksomhed, jf. §§ 6-8 og § 23, med oplysninger om eventuelle indtægter og om udgifter inklusive forventning til overskud. Planen skal endvidere indeholde en realistisk omkostningsfastsættelse af såvel de planlagte programmer, herunder rettighedsbetaling, som sendeomkostninger.
Ansøger kan basere sin virksomhed på andre enheders formåen og ressourcer, herunder eksempelvis underleverandører eller enheder, der er helt eller delvist ejet af ejerkredsen, jf. dog § 22. I givet fald skal ansøger godtgøre, at ansøger fuldt ud – med respekt af kravet om økonomisk adskillelse – kan råde over de beskrevne ressourcer og kompetencer m.v.
Ansøger skal afgive et bud på det samlede tilskud for hele tilladelsesperioden, som ansøger vil drive stationen for. Buddet kan maksimalt udgøre 789,6 mio. kr. (2019-PL) Tilskuddet reguleres årligt med forbrugerprisindekset. Ansøger skal i planen for driften, jf. § 25, stk. 1, oplyse om fordelingen af tilskuddet over tilladelsesperioden, idet der de enkelte år maksimalt kan udbetales følgende tilskud: 11,7 mio. kr. i 2019, 108,7 mio. kr. i 2020, 102,5 mio. kr. i 2021, 97,5 mio. kr. i 2022, 94,6 mio. kr. i 2023, 94,7 mio. kr. i 2024, 93,3 mio. kr. i 2025, 93,3 mio. kr. i 2026 og 93,3 mio. kr. i 2027.
Der skal ved indlevering af ansøgningen stilles en ubetinget og uigenkaldelig bankgaranti på 5 mio. kr. Garantien skal være udstedt af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab, hvis langsigtede gæld skal have en rating fra S&P Global på mindst A eller fra Moody’s Investors Service Limited på mindst A2.
Stk. 2 Når programtilladelsen er tildelt, vil bankgarantierne blive frigivet.