Et gruppe 1-forsikringsselskab skal ved beregningen af det bedste skøn, jf. § 4, stk. 2, anvende den risikofrie rentekurve uden nogen matchtilpasning eller volatilitetsjustering, som fastlægges og offentliggøres af Den europæiske Tilsynsmyndighed for forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) for hver relevant valuta mindst hvert kvartal i henhold til artikel 77e, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Hvis gruppe 1-forsikringsselskabet har opnået tilladelse til at anvende en matchtilpasning eller en volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve, jf. bekendtgørelse om den risikofrie rentekurve, matchtilpasning og volatilitetsjustering for gruppe 1-forsikringsselskaber, skal matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen indgå i den risikofrie rentekurve til værdiansættelse af det bedste skøn.
Stk. 2 Såfremt Kommissionen vedtager den risikofrie rentekurve efter proceduren i artikel 77e, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), skal forsikringsselskabet anvende disse tekniske oplysninger ved beregningen af det bedste skøn.