Bekendtgørelse om visse ligningslovsregler m.v. Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1492 af 6. december 2023

Kapitel 3 Kontoføring efter ligningslovens § 14 G, stk. 6, og Grundejernes Investeringsfonds oplysningspligt
§ 5

Ejere af ejendomme, der er omfattet af ligningslovens § 14 G, skal føre en særskilt konto, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2 På debetsiden skal angives

  • 1) de beløb, der anvendes til ejendommens lejeretlige vedligeholdelse,

  • 2) de beløb, der anvendes til ejendommens lejeretlige forbedring, og

  • 3) de beløb fra tidligere års lejeretlige forbedringsudgifter, som i indkomståret anvendes til nedsættelse af overskydende beløb, jf. ligningslovens § 14 G, stk. 5, 3. pkt., og de beløb, der kommer til efterbeskatning efter ligningslovens § 14 G, stk. 5.

Stk. 3 På kreditsiden skal angives

  • 1) de udgifter til lejeretlig vedligeholdelse og/eller lejeretlig forbedring af ejendommen, som modregnes i den årlige indbetaling til ejendommens konto i Grundejernes Investeringsfond efter § 59 i lov om boligforhold, og de udgifter, der afholdes af beløb, der udbetales fra kontoen efter § 122 i lov om leje eller § 63 e i lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 11. august 2010 med senere ændringer, jf. § 212 i lov om leje,

  • 2) de lejeretlige forbedringsudgifter, der ikke kan dækkes af beløb, som modregnes i den årlige indbetaling til ejendommens konto i Grundejernes Investeringsfond efter § 59 i lov om boligforhold, eller af beløb, der udbetales fra kontoen efter § 122 i lov om leje eller § 63 e i lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 11. august 2010 med senere ændringer, jf. § 212 i lov om leje, og

  • 3) de beløb, der kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

§ 6

Ejere af ejendomme, der er omfattet af ligningslovens § 14 G, skal efter Skatteforvaltningens anmodning sende Skatteforvaltningen en udskrift af den konto, der er nævnt i § 5, med bevægelserne på kontoen inden for et indkomstår.

§ 7

Ejere af ejendomme, der er omfattet af ligningslovens § 14 G, skal til Grundejernes Investeringsfond oplyse cpr-nummer og ejerandele, hvis ejendommen har flere ejere. Hvis virksomheden (udlejningsejendommen) har et selvstændigt SE-nummer eller cvr-nummer, skal dette oplyses.

Stk. 2 Selskaber m.v., der er ejere af ejendomme, som er omfattet af ligningslovens § 14 G, skal til Grundejernes Investeringsfond oplyse SE-nummer eller cvr-nummer.

Stk. 3 For selskaber m.v. og andre ejere, der hverken har SE-nummer, cvr-nummer eller cpr-nummer, skal ejendommens administrators SE-nummer eller cvr-nummer oplyses, dog administrators cpr-nummer, hvis administrator ikke har SE-nummer eller cvr-nummer.

§ 8

Grundejernes Investeringsfond skal for hvert indkomstår oplyse Skatteforvaltningen om

Stk. 2 Grundejernes Investeringsfond skal endvidere oplyse Skatteforvaltningen om indestående på en konto efter § 120 i lov om leje eller § 63 a i lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 11. august 2010 med senere ændringer, jf. § 212 i lov om leje, ved kontoens ophør.

§ 9

Indberetningerne efter § 8 skal forsynes med ejendommens Bestemt Fast Ejendom-nummer (BFE-nummer) og oplysning om ejendommens matrikelnummer eller -numre og adresse.

Stk. 2 Indberetningerne efter § 8 skal ledsages af oplysninger om ejers eller administrators SE-nummer, cvr-nummer eller cpr-nummer, jf. § 7.

§ 10

Grundejernes Investeringsfond skal til Skatteforvaltningen sende de indberetninger for et indkomstår, som er omtalt i § 8, senest den 31. august det efterfølgende år.

Stk. 2 Skatteforvaltningen fastsætter indhold og form, herunder kodemarkering, for indberetninger efter ligningslovens § 14 G, stk. 7.