Bekendtgørelse om visse skattebegunstigede opsparingsformer i pengeinstitutter § 26

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2640 af 28. december 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1297 af 06. november 2023

§ 26

Højst 20 pct. af kundens opsparing i samme pengeinstitut placeret på indlånskonti samt i et særskilt depot, som er omfattet af denne bekendtgørelse, jf. § 1, må på investeringstidspunktet placeres i instrumenter omfattet af § 23, stk. 1, nr. 1, 2, 4 og 5, som er udstedt af en enkelt emittent. 1. pkt. finder ikke anvendelse på realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og EU-statsobligationer samt afdelinger af kapitalforeninger, der opfylder kravene i §§ 157 a og 157 b i lov om finansiel virksomhed. Højst 5 pct. af kundens opsparing i samme pengeinstitut placeret på indlånskonti samt i et særskilt depot, som er omfattet af denne bekendtgørelse, jf. § 1, må på investeringstidspunktet placeres i et instrument omfattet af § 23, stk. 1, nr. 6, som er udstedt af en enkelt emittent.

Stk. 2 I kapitalforeninger anses den enkelte afdeling for at være emittent, jf. stk. 1.

Stk. 3 Et beløb svarende til § 12, stk. 1, nr. 1, 5. pkt., i lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven) kan dog altid uanset stk. 1 anbringes i værdipapirer omfatter af § 23, stk. 1.

Stk. 4 Uanset stk. 1 kan midler placeret på børneopsparingskonti svarende til to års indskud anbringes i et instrument.

Stk. 5 Ved opgørelsen efter stk. 1 indgår det maksimale tab, der kan opstå på depotets call optioner og skrevne put optioner på det eller de instrumenter, som opgørelsen vedrører.

Stk. 6 Ved beregningen af kundens opsparing i et særskilt depot i henhold til stk. 1 foretages værdiansættelsen i henhold til de for pengeinstitutter gældende regnskabsregler.

Stk. 7 Beløbsgrænserne i stk. 1 og § 23, stk. 4, nr. 2-4, skal iagttages på det tidspunkt, hvor investeringen foretages.