Registrerings- og årsgebyrer for registreringspligtige virksomheder
1. Registreringsgebyr
A. Virksomhedsformer
Registrering i Erhvervsstyrelsen vedrørende følgende virksomhedsformer er gebyrbelagt:
1. Aktie- og anpartsselskaber
2. Partnerselskaber
3. Filialer af udenlandske kapitalselskaber og virksomheder med begrænset ansvar
4. Virksomheder, som er omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder dog undtaget interessentskaber (I/S) samt kommanditselskaber (K/S)
5. Europæiske økonomiske firmagrupper
6. SE-selskaber
7. SCE-selskaber
8. Energinet.dk
9. Naviair
10. Danpilot
11. DSB
12. Nordsøenheden
13. Fjordforbindelsen Frederikssund
14. Finansiel Stabilitet
15. EKF Danmarks Eksportkredit
16. Virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, eller hvor virksomhed kun kan udøves efter tilladelse af Finanstilsynet, og som ikke er aktieselskaber, men som skal registres efter reglerne om aktieselskaber:
a) Spare- og andelskasser samt sammenslutninger af andelskasser
b) Tværgående pensionskasser
c) Gensidige forsikringsselskaber, bortset fra selskaber omfattet af § 301 i lov om finansiel virksomhed
d) Firmapensionskasser
e) Sparevirksomheder
f) SIKAV’er
g) Investeringsforeninger
h) Kapitalforeninger
i) AIF-SIKAV’er
For registrering vedrørende ovennævnte virksomhedsformer skal der betales registreringsgebyr efter taksterne i afsnit B.
B. Takster
For de virksomhedsformer, der er nævnt i afsnit A, skal der betales registreringsgebyr efter nedenstående takster, jf. § 11:
Registreringsgebyr for
|
Gebyrtakst
|
Stiftelse indberettet i selvbetjeningsløsning
|
670,00 kr.
|
Stiftelser af øvrige virksomheder, der ikke er understøttet af digital selvbetjening
|
2.150,00 kr.
|
Ændringer indberettet i selvbetjeningsløsning
|
180,00 kr.
|
Ændringer, der ikke er understøttet af digital selvbetjening
|
340,00 kr.
|
Rettelse af fejlregistreringer
|
340,00 kr.
|
Genoptagelse
|
350,00 kr.
|
Indeholder en registrering flere forhold, skal der kun betales ét gebyr svarende til den højeste takst.
C. Gebyrfri
Der skal ikke betales registreringsgebyr i følgende tilfælde:
1. Ændring af adresse og hjemsted
2. Ændring af regnskabsår
3. Ændring af revisor
4. Ændring af status (under afvikling eller opløsning)
5. Offentliggørelse af planer og erklæringer om fusion og spaltning, herunder grænseoverskridende
6. Offentliggørelse af planer og erklæringer om omdannelse af andelsselskab til aktieselskab
7. Genoptagelse efter afsagt konkursdekret, når der ikke afsiges endelig konkursdekret
8. Omdannelse af selskab, der er registreret i henhold til lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, til ikke-erhvervsdrivende virksomhed
9. Rettelse af fejlregistreringer, når fejl skyldes Erhvervsstyrelsen
10. Effektuering af kapitalnedsættelser
11. Notering af, at en virksomhed er undtaget fra registrering i henhold til lov om visse erhvervsdrivende virksomheder
D. Takst for registrering af binavne
For registrering af binavne udover 5 i et aktieselskab, partnerselskab, et anpartsselskab samt andre virksomheder, der følger navnereglerne i selskabsloven skal der betales et gebyr pr. binavn på 1.000 kr., jf. selskabslovens § 3, stk. 2.
E. Rykkergebyr
I tilfælde af manglende betaling af registreringsgebyr vil der blive pålagt et rykkergebyr på 100 kr., jf. § 11, stk. 5.
2. Årsgebyrer mv. for erhvervsdrivende fonde
For erhvervsdrivende fonde betales et årsgebyr på 0,015 pct. af egenkapitalen, dog altid mindst 300 kr. og højest 20.000 kr.
Årsgebyret for fonde skal bl.a. dække tilsyn og kontrol med de erhvervsdrivende fonde, registreringer, modtagelse og bekendtgørelse af årsrapporter og visse ikke særligt prissatte ydelser.
Årsgebyret betales for et helt kalenderår ad gangen. Gebyret beregnes på grundlag af fondens egenkapital ifølge årsrapporten for det seneste regnskabsår. Det nedrundes til nærmeste hele kronebeløb. Årsgebyret opkræves efter modtagelsen af fondens årsrapport.
I tilfælde af manglende betaling af årsgebyr vil der blive pålagt et rykkergebyr på 100 kr.