Bilag 1

Institutionsrevisors opgaver ved revision af tilskudsgrundlaget
Bilag 1

For så vidt angår revision af tilskudsgrundlaget, omfatter institutionsrevisors opgaver:

Tilskud

Institutionsrevisor kontrollerer, at institutionens oplysninger til brug for beregningen af tilskud er rigtige, herunder at institutionens registrering af antallet af årsstuderende er i overensstemmelse med bekendtgørelse om tilskud m.v. til videregående uddannelser på erhvervsakademier, professionshøjskoler og maritime uddannelsesinstitutioner m.fl. og tilskudsinstruks for professionshøjskoler, erhvervsakademier og maritime uddannelsesinstitutioner sammenholdt med reglerne om de pågældende uddannelser og reglerne om uddannelser udbudt som åben uddannelse, før de indsendes. I forbindelse med attestationen af oplysninger vedrørende tilskudsudbetaling og -beregning påser institutionsrevisor, at opgørelsen af institutionens antal af årsstuderende på de enkelte uddannelser, herunder registrering af forhold om de enkelte studerende og deres uddannelse med relevans for tilskuddet, er korrekt, jf. tilskudsinstruks for professionshøjskoler, erhvervsakademier og maritime uddannelsesinstitutioner.

Tilskud til åben uddannelse og arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

Institutionen skal over for institutionsrevisor kunne dokumentere, at tilskudsgrundlaget for indberetninger af aktiviteter efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. er i overensstemmelse med lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., bekendtgørelse om åben uddannelse på videregående niveau, bekendtgørelse om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og bekendtgørelse om deltagerbetaling ved erhvervsrettet uddannelse, herunder at

1) de tilskudsbetingelser, der er fastsat i §§ 12-13 i bekendtgørelse om åben uddannelse på videregående niveau, er opfyldt,

2) de tilskudsbetingelser, der er fastsat i §§ 19-20 i bekendtgørelse om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser mv., er opfyldt,

3) hvor der er fastsat supplerende regler for opgørelse af antallet af årselever i tilskudsinstruks for professionshøjskoler, erhvervsakademier og maritime uddannelsesinstitutioner eller underliggende myndighedskrav på baggrund af bestemmelser i bekendtgørelse om åben uddannelse på videregående niveau eller i bekendtgørelse om tilskud m.v. til videregående uddannelser på erhvervsakademier, professionshøjskoler og maritime uddannelsesinstitutioner m.fl. er opfyldt,

4) institutionen er godkendt til det udbud (uddannelse, enkeltfag, arbejdsmarkedsuddannelse/fælles kompetencebeskrivelse m.v.) som institutionen indberetter aktivitet for, og

5) deltagerbetalingen er fastsat inden for frister, der er fastsat i tilskudsinstruks for professionshøjskoler, erhvervsakademier og maritime uddannelsesinstitutioner.

For institutioner, der er godkendt til indberetning af aktivitet ved arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, og hvor der er fastsat supplerende regler for opgørelse af antallet af årselever i IEU-instruksen (Børne- og Undervisningsministeriets instruks for tilskud til erhvervsrettede uddannelser) på baggrund af regler i § 15 i bekendtgørelse om åben uddannelse, gælder, at disse supplerende regler tillige skal være opfyldt.

Ved indberetning af aktivitet ved arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse gælder tillige de regler, som følger af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og af bekendtgørelse om fælles kompetencebeskrivelser for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og om arbejdsmarkedsuddannelser, herunder om godkendelse til udbud, optagelse og tilrettelæggelse af særlige uddannelsesforløb for flygtninge og indvandrere.

Tilskud til erhvervsuddannelse

For institutioner, der er godkendt til indberetning af aktivitet ved erhvervsuddannelser efter lov om erhvervsuddannelser, og hvor der er fastsat supplerende regler for opgørelse og indberetning af antallet af årselever i IEU-instruksen (Børne- og Undervisningsministeriets instruks for tilskud til erhvervsrettede uddannelser), gælder, at disse supplerende regler tillige skal være opfyldt.

Tilskud til almen voksenuddannelse m.v.

For institutioner, der er godkendt til indberetning af aktivitet ved almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse efter lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i uddannelse til hf-eksamen og i uddannelsen til almen studentereksamen, og hvor der er fastsat supplerende regler for opgørelse og indberetning af antallet af årselever i AGV-instruksen (Børne- og Undervisningsministeriets instruks for tilskud til institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse), gælder, at disse supplerende regler tillige skal være opfyldt.