Bilag 1

Bilag

Andre bilag

  • Bilag 1 (Særlige regler for taxametre og kontrolapparater)

  • Bilag 2 (Regler for udøvelse af taxameterkontrollantvirksomhed)

  • Bilag 3 (Trafikbog)

  • Bilag 4 (Retningslinier for brud på taxametres plomberinger)

  • Bilag 5 ()

Særlige regler for taxametre og kontrolapparater
Bilag 1

I: 
Taxametrets funktion:

Et taxameter skal automatisk udregne og til stadighed angive de beløb, der skal betales i forhold til en tilbagelagt vejstrækning, og - under en vis hastighed - i forhold til den tid pågældende taxi har været hyret. Taxametret skal endvidere have et tælleværk, som viser:

1. den samlede vejlængde, som taxien har tilbagelagt (total kilometer),

2. den samlede vejlængde som er tilbagelagt, mens taxien er hyret (besatte kilometer),

3. det samlede antal gange (ture) taxien har været hyret,

4. antal enheder eller totalbeløb.

II: 
Kontrolapparatets funktion:

Et kontrolapparat skal registrere, om der har været passagerer i taxien under kørslen (kontroltæller besatte kilometre). Kontrolapparatet skal fungere overensstemmende med taxametrets tælleværk for besatte kilometre. Kontroltælleren skal endvidere opfylde følgende bestemmelser:

1. Kontroltælleren skal kontinuerligt sammentælle og elektronisk angive antallet af kontroltæller besatte kilometre i 6 cifre.

2. Kontroltælleren må ikke kunne nulstilles eller kunne slette optalte kilometre eller dele heraf. I kontroltælleren kan angivelsen ske i trin for hver talt kilometer. Impulstælleværker anses for at fungere kontinuerligt, når der tælles flere impulser end 500 pr. 1000 meters kørsel.

3. Aflæsning af cifrene skal til enhver tid kunne ske direkte eller kunne foretages uden anvendelse af værktøj.

4. Kontrolapparatet skal aktiveres af kontaktanordninger (sædekontakter), der indbygges i sæderne, eller

5. Kontrolapparatet skal aktiveres af kontaktanordninger, der fungerer ved hjælp af moduleret infrarødt lys og fotoceller, hvor aktiveringen sker ved brydning af lysstrålen mellem hver sender- og modtagerenhed. Apparatet og dets forbindelser skal være upåvirkeligt af indstråling af sollys eller af tilfældig elektromagnetisk stråling. Kontrolapparatet kan alternativt aktiveres af et såkaldt ”singleside system” med indbygget sender og modtager i samme enhed. ”Singleside systemet” skal registrere, om der befinder sig en passager på et sæde inden for en forud indstillet afstand, og giver derved signal til kontrolapparatet. ”Singleside systemet” skal selv kunne kontrollere, om det er funktionsdygtigt, og hvis en ledning til systemet afmonteres, skal det give signal til kontrolapparatet om, at sædet er besat. Apparatet og dets forbindelser skal være upåvirkeligt af indstråling af sollys eller af tilfældig elektromagnetisk stråling.

6. Kontaktanordningerne skal aktivere kontrolapparatet, når der medtages passagerer, uanset på hvilke passagersæder disse sætter sig. Dette gælder også for passagerer i kørestole.

7. Der må ikke foretages indgreb, der kan hindre kontaktanordningernes tilsigtede funktion, og kontaktanordningerne skal være anbragt beskyttet, dels mod indgreb i deres tilsigtede funktion, dels mod ødelæggelse ved taxiens normale brug.

8. Kontrolapparatet skal tillige aktiveres af taxametret, når dette er indstillet på et takstområde og er slået til.

9. Synligt for føreren skal forefindes en kontrollampe, der lyser, eller et displaysymbol der indikerer, når kontrolapparatet er aktiveret, og der registreres kontroltæller besatte kilometre.

III: 
Installation, plombering, reparation og afprøvning af taxametre og kontrolapparater:

1. Installation af taxametre og kontrolapparater.

1.1 Taxametret skal med hensyn til førstegangsindstillingen være tilpasset det aktuelle køretøj i overensstemmelse med taxameterfabrikantens forskrifter.

1.2 Taxametret og kontrolapparatet skal være monteret på en sådan måde, at der ikke fremstår skarpe kanter til fare eller ulempe for chauffør eller forsædepassagerer.

1.3 Taxametre, der er forsynet med uoriginale huller eller tilslutninger igennem kabinettet, må ikke monteres.

1.4 Taxametre skal monteres således, at såvel bagsæde- som forsædepassagerer uden vanskelighed kan aflæse taxametrets udvisende.

1.5 Taxametret skal være forsynet med belysning, når taxametret slås til.

1.6 Kontrolapparatet kan være sammenbygget med taxametret. Er kontrolapparatet installeret separat, kan det have fælles transmission eller impulsgiver med taxametret.

1.7 Strømforsyning til taxameter og kontrolapparat skal ske direkte fra taxiens akkumulatorpolsko.

2. Plombering af taxametre og kontrolapparater.

2.1 Taxametret, kontrolapparatet, deres forbindelser til taxien (transmissionen), ledningssamlinger og kontakter skal være plomberet på en sådan måde, at indgreb i taxametrets og kontrolapparatets funktion kun kan foretages, når en eller flere plomber brydes. Plombering af polskoen er ikke nødvendig, såfremt taxien ikke kan køre, når polskoen er taget af. Forbindelserne til en eventuel ekstra akkumulator til taxametret eller printer til taxametret skal ligeledes være plomberet.

2.2 Taxametret, kontrolapparatet, deres forbindelser til taxien (transmissionen), ledningssamlinger og kontakter skal være kontrolleret og plomberet af en taxameterkontrollant.

2.3 Plomberne skal være forsynet med det af Færdselsstyrelsen tildelte nummer. Det er tilstrækkeligt, at plombens ene side indeholder dette nummer.

2.4 Alle transmissionens samlinger, ved udvekslinger og ved indføringen til taxametret, herunder udtaget fra gearkassen eller impulsgiver, skal være plomberet.

2.5 I EØF-typegodkendelsesattesten for e-godkendte taxametre er fastsat plombernes placering og eventuelt arten og formen af disse plomberinger. Kontrol og plombering skal være foretaget af en taxameterkontrollant.

2.6 Antallet af monterede plomber samt plombernes mærkning anføres på den taxameterattest, som udstedes af taxameterkontrollanten.

3. Kontrol af taxametre og kontrolapparater.

Kontrollen skal omfatte:

1) Taxametrets udvisende ved kørsel for samtlige installerede takster, jf. afsnit 3.1,

2) taxametrets udvisende i forbindelse med ventetid, jf. afsnit 3.3 og

3) kontrolapparatets funktion og nøjagtighed, jf. afsnit 3.5.

3.1 Kontrol ved kørsel.

Kontrollen af taxametrets udvisende ved kørsel kan foretages enten ved:

1) Kørsel over opmålt vejstrækning,

2) benyttelse af målehjul eller

3) benyttelse af taxameterprøvestand (rullefelt).

Vejbanen skal bestå af jævn asfalt eller cement, og strækningen skal være lige og uden vejkryds eller andre elementer, der kan forhindre en jævn gennemkørsel af kontrolstrækningen.

Vejstrækningens længde bør give mulighed for kontrol af mindst 3 »slag« i samme kørselsretning.

Ved »slag« forstås den periodiske ændring i taxametrets udvisende, der tilkendegiver, at en fastsat vejstrækning er gennemkørt.

Opmåling af vejbanen bør foretages med stålmålebånd.

Afmærkning bør foretages med maling i vejkanten.

Tilladelse til denne afmærkning bør indhentes ved Vejmyndighederne.

Vej- og tolerancemærkerne aftegnes i vejkanten med tolerance som beskrevet under nedenstående punkt. »Taxametrets nøjagtighed og tolerance«.

Hastigheden ved passage af vejmærke 0, hvor taxametret slås til, skal være så stor, at den i taxametret indbyggede ventetidstælling er udkoblet.

Denne hastighed (omkoblingshastigheden) skal beregnes på grundlag af den i takstregulativet eller - hvis sådant ikke forefindes - den i taxameterattestens angive km-takst og ventetakst således:

Ventetakst (kr./time)

= (km/time)

km - takst (kr./km)

3.2 Taxametrets nøjagtighed og tolerance under kørsel.

Taxametret skal være justeret til nøjagtig udvisende i henhold til takstregulativet eller anden takstangivelse. Inden kontrollen udføres, må det konstateres, om køretøjets data er i overensstemmelse med taxameterattestens oplysninger. For at imødegå visse måleusikkerheder ved kontrollen tillades følgende tolerance:

1) for den første vejstrækning + 1,5%/-0,5% af vejstrækningens sande længde; dog er denne tolerance for førstevejstrækninger under 1000 meter + 15 meter/- 5 meter,

2) for de følgende vejstrækninger +/- 1% af vejstrækningens sande længde.

Tolerancegrænserne afmærkes som anført på vejbanen, og henholdsvis 1. og 3. »slag« skal under afprøvningen falde inden for disse toleranceområder.

3.3 Kontrol af ventetid.

Når en taxi er udtaget til kontrol, skal der altid foretages kontrol af taxiens ventetid, der indgår i det beløb, taxametret udviser. Kontrollen foretages med stopur, medens taxien holder stille.

Tiden for det enkelte »slag« kontrolleres, og der kontrolleres mindst 3 »slag«.

3.4 Taxametrets nøjagtighed og tolerance under ventetid.

Med hensyn til ventetid skal taxametret være indstillet til nøjagtig udvisende, men af hensyn til aktiveringsusikkerheden ved start af taxameter og stopur tillades en vis tolerance:

1) For den første periode + 2%/- 1% af periodens længde, dog er usikkerheden for første perioder under 10 min. + 12 sekunder/- 6 sekunder.

2) For de følgende perioder + 2%/- 1% af periodens sande længde.

3.5 Kontrolapparatets nøjagtighed og tolerance.

I de tilfælde, hvor kontrolapparatet er sammenbygget med (indeholdt i) taxametret, skal kontrolapparatets tæller og taxametrets tæller for besatte kilometre fungere synkront.

Separat kontrolapparat skal tælle overensstemmende med taxametrets tælleværk for besatte kilometre. Af hensyn til konstruktive forskelle i tælleværkerne tillades en afvigelse på højst 1% mellem tællervisningerne for en gennemkørt vejstrækning.