Andre bilag
Bilag 1 (KRITERIER FOR UNDERINDDELING AF MATERIELGRUPPER I KATEGORIER)
Bilag 2 (VÆSENTLIGE SUNDHEDS- OG SIKKERHEDSMÆSSIGE KRAV I FORBINDELSE MED KONSTRUKTION OG FREMSTILLING AF MATERIEL OG SIKRINGSSYSTEMER TIL ANVENDELSE I EN POTENTIELT EKSPLOSIV ATMOSFÆRE)
Bilag 3 (MODUL B: EU-TYPEAFPRØVNING)
Bilag 4 (MODUL D: TYPEOVERENSSTEMMELSE PÅ GRUNDLAG AF KVALITETSSIKRING AF FREMSTILLINGSPROCESSEN)
Bilag 5 (MODUL F: TYPEOVERENSSTEMMELSE PÅ GRUNDLAG AF PRODUKTVERIFIKATION)
Bilag 6 (MODUL C1: TYPEOVERENSSTEMMELSE PÅ GRUNDLAG AF INTERN PRODUKTIONSKONTROL PLUS OVERVÅGET PRODUKTPRØVNING)
Bilag 7 (MODUL E: TYPEOVERENSSTEMMELSE PÅ GRUNDLAG AF PRODUKTKVALITETSSIKRING)
Bilag 8 (MODUL A: INTERN PRODUKTIONSKONTROL)
Bilag 9 (MODUL G: OVERENSSTEMMELSE PÅ GRUNDLAG AF ENHEDSVERIFIKATION)
Bilag 10 (EU-OVERENSSTEMMELSESERKLÆRING (nr. XXXX))
Bilag 11 (Det særlige eksplosionssikringsmærke)
Indledende bemærkninger
A. Der skal så vidt muligt tages hensyn til den tekniske viden, som kan udvikle sig hurtigt, og den skal hurtigst muligt tages i anvendelse.
B. For anordninger, der er omhandlet i § 1, nr. 2, gælder de væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav kun, for så vidt de er en forudsætning for, at anordningerne kan fungere og betjenes sikkert og pålideligt i henseende til eksplosionsrisici.
1. Krav, der er fælles for materiel og sikringssystemer
1.0. Generelle krav
1.0.1 Principper for integreret eksplosionssikring
Materiel og sikringssystemer beregnet til anvendelse i en potentielt eksplosiv atmosfære skal konstrueres med integreret eksplosionssikring for øje.
Med henblik herpå skal fabrikanten sørge for:
– i første række at undgå, at selve materiellet og sikringssystemerne afgiver eller frigiver eksplosive luftblandinger, hvis det er muligt
– at forhindre antændelse af eksplosive atmosfærer, idet alle tændkilder, elektriske såvel som ikke-elektriske, tages i betragtning
– at en eksplosion, hvis den alligevel skulle ske og direkte eller indirekte kan bringe personer og i givet fald husdyr eller ejendom i fare, omgående bringes til ophør, og/eller, at det område, der påvirkes af flammer og tryk fra eksplosionen, begrænses til et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau.
1.0.2. Materiel og sikringssystemer skal konstrueres og fremstilles under hensyntagen til eventuelle funktionsforstyrrelser, så farlige situationer så vidt muligt undgås.
Der skal tages højde for muligt misbrug, som med rimelighed kan forventes.
1.0.3 Særlige kontrol- og vedligeholdelsesbetingelser
Materiel og sikringssystemer, for hvilke der gælder særlige kontrol- og vedligeholdelsesbetingelser, skal være konstrueret og fremstillet under hensyntagen til disse bestemmelser.
1.0.4 Omgivelsesbetingelser
Materiel og sikringssystemer skal konstrueres og fremstilles under hensyntagen til bestående og forudsigelige omgivelsesbetingelser.
1.0.5 Mærkning
Alt materiel og alle sikringssystemer skal mindst være forsynet med følgende angivelser på en måde, så de er letlæselige og ikke kan fjernes:
– fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og adresse
– CE-mærkning (jf. bilag II til forordning (EF) nr. 765/2008)
– serie- eller typebenævnelse
– eventuelt parti- eller serienummer
– fabrikationsår
– det særlige eksplosionssikringsmærke, jf. bilag 11, efterfulgt af symbolet for materielgruppen og -kategorien
– for så vidt angår materielgruppe II, bogstavet »G« (for eksplosive atmosfærer, som skyldes tilstedeværelsen af gasser, dampe eller tåger) og/eller bogstavet »D« (for eksplosive atmosfærer, som skyldes tilstedeværelsen af støv).
Endvidere skal materiel og sikringssystemer, hvor det er nødvendigt, forsynes med alle angivelser, der er påkrævede af hensyn til brugssikkerheden.
1.0.6 Brugsanvisning
a) Der skal til alt materiel og alle sikringssystemer medfølge en brugsanvisning, som mindst indeholder følgende oplysninger:
– de samme angivelser som anført for mærkningen bortset fra parti- eller serienummeret (se punkt 1.0.5), og eventuelle oplysninger, der kan være nyttige i forbindelse med vedligeholdelsen (f.eks.: reparatørens adresse, osv.)
– vejledning i sikker:
– ibrugtagning
– anvendelse
– montering, demontering
– vedligeholdelse (løbende vedligeholdelse og reparation)
– installation
– justering
– om nødvendigt angivelse af fareområder ud for trykaflastningsanordninger
– om nødvendigt oplæringsinstrukser
– de angivelser, der er nødvendige for på et betryggende grundlag at kunne afgøre, om materiel i en given kategori eller et sikringssystem kan benyttes uden fare på det sted og under de forhold, hvor det påtænkes anvendt
– specifikationer for elektriske forbindelser og for tryk, maksimal overfladetemperatur og andre grænseværdier
– om nødvendigt særlige brugsbetingelser, herunder angivelse af misbrug, der erfaringsmæssigt kan forekomme
– om nødvendigt de vigtigste egenskaber for redskaber, der kan monteres på materiellet eller sikringssystemet.
b) Brugsanvisningen skal indeholde de tegninger, diagrammer og skitser, der er nødvendige for ibrugtagning, vedligeholdelse, eftersyn, kontrol af korrekt funktion, og i givet fald reparation af materiellet eller sikringssystemet, samt alle nødvendige forskrifter især vedrørende sikkerheden.
c) Dokumentation om materiellet eller sikringssystemet må ikke være i modstrid med brugsanvisningen, hvad angår de sikkerhedsmæssige aspekter.
1.1. Valg af materialer
1.1.1. Materialer, der anvendes til fremstilling af materiel og sikringssystemer, må ikke kunne forårsage en eksplosion under de forventelige driftsbelastninger.
1.1.2. Under de anvendelsesbetingelser, fabrikanten har opstillet, må der ikke mellem de materialer, der anvendes, og bestanddelene i den eksplosive atmosfære opstå reaktioner, der kan medføre en forringelse af eksplosionsforebyggelsen.
1.1.3. Materialerne skal vælges således, at forudsigelige ændringer i deres egenskaber og kompatibilitet med andre materialer ikke resulterer i en forringelse af den tilstræbte beskyttelse, idet der især skal tages behørigt højde for materialets korrosionsbestandighed, slidstyrke, elektriske ledningsevne, mekaniske styrke, ældning og følgerne af temperatursvingninger.
1.2. Konstruktion og fremstilling
1.2.1. Materiel og sikringssystemer skal konstrueres og fremstilles under hensyntagen til den tekniske viden vedrørende eksplosionssikring, således at de kan fungere sikkert under hele den forventede levetid.
1.2.2. Komponenter beregnet til indbygning i eller som reservedele til materiel og sikringssystemer skal konstrueres og fremstilles således, at de fungerer sikkert i overensstemmelse med den beregnede brug, når de monteres efter fabrikantens forskrifter.
1.2.3 Lukket konstruktion og forebyggelse af lækage
Materiel, der kan frigøre gasser eller brændbart støv, skal, så vidt det overhovedet er muligt, anvende lukket konstruktion.
Hvis sådant materiel har åbninger eller lækager, skal disse så vidt muligt være udformet således, at udslip af gasser eller støv ikke fører til, at der dannes en eksplosiv atmosfære uden for materiellet.
Åbninger til påfyldning og tømning skal være konstrueret og udstyret således, at udledning af antændelige stoffer så vidt muligt begrænses ved påfyldning og tømning.
1.2.4 Støvaflejring
Materiel og sikringssystemer, der er beregnet til anvendelse i områder, hvor støv forekommer, skal være konstrueret således, at støvaflejring på overfladen ikke kan medføre, at de antændes.
Støvaflejringer skal som hovedregel begrænses mest muligt. Materiel og sikringssystemer skal nemt kunne rengøres.
Overfladetemperaturen på de forskellige dele af materiellet skal være væsentlig lavere end det aflejrede støvs glødetemperatur.
Der skal tages hensyn til tykkelsen af det aflejrede støvlag, og om nødvendigt skal der træffes foranstaltninger til begrænsning af temperaturen for at undgå varmeakkumulation.
1.2.5 Supplerende beskyttelsesforanstaltninger
Materiel og sikringssystemer, som kan blive udsat for visse former for ydre belastninger, skal om nødvendigt være forsynet med supplerende beskyttelsesforanstaltninger.
Materiellet skal kunne modstå de belastninger, det udsættes for, uden at eksplosionssikringen forringes.
1.2.6 Sikker åbning
Er materiel og beskyttelsessystemer anbragt i en beholder eller indkapsling, som udgør en del af selve eksplosionsbeskyttelsen, må denne beholder eller indkapsling kun kunne åbnes med specialværktøj eller under anvendelse af egnede beskyttelsesforanstaltninger.
1.2.7 Beskyttelse mod andre risici
Materiel og sikringssystemer skal konstrueres og fremstilles sådan:
a) at der ikke er fare for legemsbeskadigelse eller anden skade ved direkte eller indirekte kontakt,
b) at overfladetemperaturer på tilgængelige dele eller stråling, som kan medføre fare, ikke forekommer,
c) at farer af ikke-elektrisk art, som erfaringsmæssigt kan forekomme, undgås,
d) at forudsigelig overbelastning ikke fører til en farlig situation.
Når de risici i forbindelse med materiel og sikringssystemer, som er omhandlet i dette punkt, helt eller delvis er omfattet af andre EU-retsakter, finder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/34/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om materiel og sikringssystemer til anvendelse i en potentielt eksplosiv atmosfære2), ikke anvendelse eller ophører med at finde anvendelse på sådant materiel, sådanne sikringssystemer og sådanne risici, når disse specifikke EU-retsakter finder anvendelse.
1.2.8 Overbelastning af materiellet
Farlig overbelastning af materiellet skal forebygges allerede på planlægningsstadiet ved hjælp af indbyggede måle-, styrings- og reguleringsanordninger, såsom overstrømsrelæer, termostater, differenstrykafbrydere, flowmetre, tidsrelæer, omdrejningstællere og/eller lignende kontrolanordninger.
1.2.9 Eksplosionssikker indkapsling
Hvis dele, der kan forårsage antændelse af en eksplosiv atmosfære, er indkapslet, skal det sikres, at indkapslingen kan modstå det tryk, der opstår ved en eksplosion af en eksplosiv blanding inde i materiellet, og forhindre, at eksplosionen forplanter sig til den eksplosive atmosfære uden for indkapslingen.
1.3. Potentielle tændkilder
1.3.1 Farer fra forskellige tændkilder
Der må ikke forekomme potentielle tændkilder såsom gnister, flammer, elektriske lysbuer eller høj overfladetemperatur, lydenergi, optisk stråling eller elektromagnetiske bølger eller andre tændkilder.
1.3.2 Farer fra statisk elektricitet
Akkumulering af statisk elektricitet, der kan føre til farlige udladninger, skal forebygges med egnede midler.
1.3.3 Farer fra fejl- og krybestrømme
Det skal forhindres, at der i materiellets elektrisk ledende dele forekommer fejl- og krybestrømme, der eksempelvis kan medføre farlig korrosion, ophedning af overfladen eller gnistdannelse, der vil kunne forårsage antændelse.
1.3.4 Farer fra overopvarmning
Ved konstruktionen skal det så vidt muligt undgås, at der kan ske overopvarmning ved friktion eller slag, f.eks. mellem materialer på roterende dele eller på grund af fremmedlegemer.
1.3.5 Farer fra trykudligning
Materiel og sikringssystemer skal konstrueres eller udstyres med indbyggede måle-, kontrol- og reguleringsanordninger på en sådan måde, at trykudligning ikke danner chokbølger eller kompression, som kan forårsage antændelse.
1.4. Farer som følge af påvirkninger udefra
1.4.1. Materiel og sikringssystemer skal være konstrueret og fremstillet sådan, at de på fuldt forsvarlig vis og under hensyntagen til de af fabrikanten opstillede grænser for driftsbetingelser kan bruges i overensstemmelse med deres formål, selv i skiftende omgivende miljøer og under påvirkninger såsom fejlstrømme, fugt, rystelser, forurening og anden påvirkning udefra.
1.4.2. Materiellets dele skal være egnede til de forventede mekaniske og temperaturmæssige forhold og kunne modstå angreb fra stoffer, der allerede er til stede eller kan forventes at forekomme.
1.5. Krav til udstyr, der bidrager til sikkerheden
1.5.1. Sikkerhedsanordninger skal fungere uafhængigt af de måle- og/eller styreanordninger, der er nødvendige for driften.
Fejl i en sikkerhedsanordning skal ved hjælp af passende tekniske foranstaltninger så vidt muligt konstateres tilstrækkeligt hurtigt til at sikre, at der kun er meget lille sandsynlighed for, at der opstår en farlig situation.
Som hovedregel skal princippet om aktiv sikkerhed (failsafe-princippet) anvendes.
Sikkerhedsmæssige indgreb skal som hovedregel virke direkte på de pågældende styreorganer, uden om softwaren.
1.5.2. Ved fejl i en sikkerhedsanordning skal materiel og/eller sikringssystemer så vidt muligt gå i sikker tilstand.
1.5.3. Nødstopanordninger skal så vidt muligt være forsynet med spærring, sål genstart ikke kan finde sted. En ny startordre må kun medføre, at maskinen går i gang, hvis spærringen mod genstart forinden er blevet tilbagestillet ved en bevidst handling.
1.5.4. Styrings- og displayanordninger
Eventuelle styrings- og displayanordninger skal være udformet i overensstemmelse med ergonomiske principper, så der opnås den størst mulige brugssikkerhed for så vidt angår eksplosionsrisici.
1.5.5. Krav til anordninger med målefunktioner til anvendelse i forbindelse med eksplosionsbeskyttelse.
Anordninger med målefunktioner skal, i den udstrækning de anvendes i forbindelse med materiel, der anvendes i eksplosive atmosfærer, være konstrueret og fremstillet under hensyntagen til deres forventede funktionsevne og de særlige forhold, som de skal anvendes under.
1.5.6. Om nødvendigt skal anordninger med målefunktioner kunne kontrolleres for aflæsningsnøjagtighed og for funktionsevne.
1.5.7. Ved konstruktion af anordninger med målefunktioner skal der anvendes en sikkerhedsfaktor, der sikrer, at alarmtærsklen ligger tilstrækkelig langt under eksplosions- og/eller antændelsesgrænsen for den analyserede luft, idet der navnlig tages højde for anlæggets driftsform og mulige afvigelser i målesystemet.
1.5.8 Risici i forbindelse med software
Ved udformningen af datastyret materiel og datastyrede sikringssystemer og sikkerhedsanordninger skal der især tages hensyn til risici som følge af fejl i programmet.
1.6. Sikkerhedskrav til systemet
1.6.1. Materiel og sikringssystemer, der indgår i en automatiseret proces, skal kunne standses manuelt, hvis driftsbetingelserne ændrer sig ud over det påregnede interval, forudsat at sikkerheden ikke forringes herved.
1.6.2. Når nødstopanordningen aktiveres, skal akkumuleret energi ledes bort så hurtigt og sikkert som muligt eller isoleres, så den ikke længere udgør en fare.
Dette gælder ikke elektrokemisk oplagret energi.
1.6.3. Farer som følge af strømafbrydelse
Materiel og sikringssystemer, hvor strømafbrydelse kan medføre, at der opstår nye farer, som kan forplante sig, skal kunne holdes i sikker drift uafhængigt af resten af anlægget.
1.6.4 Risici forbundet med tilslutninger
Materiel og sikringssystemer skal være forsynet med egnede kabel- og ledningstilslutninger.
Ved anvendelse af materiel og sikringssystemer i kombination med andet materiel og andre sikringssystemer skal forbindelserne være sikre.
1.6.5 Anbringelse af alarm anordninger på materiel
Når materiel eller sikringssystemer omfatter detekterings- eller alarmanordninger, der skal overvåge, om der opstår en eksplosiv atmosfære, skal der gives de anvisninger, der er nødvendige for korrekt placering af anordningerne.
2. Supplerende krav til materiel
2.0. Krav til materiel i materielgruppe 1
2.0.1 Krav til materielkategori M1 i materielgruppe 1
2.0.1.1. Sådant materiel skal konstrueres og fremstilles, så dets tændkilder ikke bliver aktive. Dette gælder også ved sjældent forekommende hændelser, der vedrører materiellet.
Det skal være forsynet med beskyttelsesforanstaltninger, sådan
– at der i tilfælde af, at en af beskyttelsesforanstaltningerne svigter, er mindst én anden deraf uafhængig beskyttelsesforanstaltning, der sikrer det krævede beskyttelsesniveau eller,
– at det krævede beskyttelsesniveau stadig er sikret, selv om der opstår to indbyrdes uafhængige fejl.
Om nødvendigt skal materiel være forsynet med særlige supplerende beskyttelsesforanstaltninger.
Materiellet skal forblive funktionsdygtigt i en eksplosiv atmosfære.
2.0.1.2. Materiellet skal, så vidt det er nødvendigt, være fremstillet, så støv ikke kan trænge ind i det.
2.0.1.3. Overfladetemperaturen på materiellets dele skal for at undgå antændelse af støv, der hvirvles op, være betydeligt lavere end antændelsestemperaturen for de støv-luftblandinger, der kan forventes.
2.0.1.4. Materiellet skal være konstrueret sådan, at dele heraf, som kan være tændkilder, kun kan åbnes, når energitilførslen er afbrudt, eller når materiellet i sig selv ikke frembyder fare. Hvis materiellet ikke kan inaktiveres, skal fabrikanten anbringe en advarsel på de dele af materiellet, som kan åbnes.
Materiellet skal om nødvendigt være forsynet med egnede supplerende låsemekanismer.
2.0.2. Krav til materielkategori M2 i materielgruppe 1
2.0.2.1. Materiellet skal være udstyret med sådanne beskyttelsesforanstaltninger, at tændkilderne ikke kan aktiveres under normal drift og heller ikke under mere vanskelige driftsforhold, herunder kraftig belastning af materiellet og skiftende omgivende miljøer.
Energitilførslen til dette materiel skal kunne afbrydes i tilfælde af, at der opstår en eksplosiv atmosfære.
2.0.2.2. Materiellet skal være konstrueret således, at dele heraf, som kan være tændkilder, kun kan åbnes, når energitilførslen er afbrudt, eller ved hjælp af egnede låsemekanismer. Hvis materiellet ikke kan inaktiveres, skal fabrikanten anbringe en advarsel på de dele af materiellet, som kan åbnes.
2.0.2.3. Beskyttelsesforanstaltninger mod eksplosioner som følge af tilstedeværelse af støv skal opfylde de samme krav som dem, der gælder for materielkategori M1.
2.1. Krav til materielkategori 1 i materielgruppe 2
2.1.1. Eksplosiv atmosfære, dannet af gasser, dampe eller tåge
2.1.1.1. Materiellet skal være konstrueret og fremstillet sådan, at tændkilder ikke bliver aktive. Dette gælder også ved sjældent forekommende hændelser, der vedrører materiellet.
Det skal være forsynet med beskyttelsesforanstaltninger, sådan
– at der i tilfælde af, at en af beskyttelsesforanstaltningerne svigter, er mindst én anden deraf uafhængig beskyttelsesforanstaltning, der sikrer det krævede beskyttelsesniveau eller,
– at det krævede beskyttelsesniveau stadig er sikret, selv om der opstår to indbyrdes uafhængige fejl.
2.1.1.2. Ved materiel med overflader, der kan blive varme, skal det sikres, at den angivne maksimale overfladetemperatur ikke overskrides, selv under de mest ugunstige forhold.
Temperaturstigning som følge af varmeakkumulering og kemiske reaktioner skal ligeledes tages i betragtning.
2.1.1.3. Materiellet skal være konstrueret sådan, at dele heraf, som kan være tændkilder, kun kan åbnes, når energitilførslen er afbrudt, eller når materiellet i sig selv ikke frembyder fare. Hvis materiellet ikke kan inaktiveres, skal fabrikanten anbringe en advarsel på de dele af materiellet, som kan åbnes.
Materiellet skal om nødvendigt være forsynet med egnede supplerende låsemekanismer.
2.1.2. Eksplosiv atmosfære som følge af tilstedeværelse af støv-luft-blandinger
2.1.2.1. Materiellet skal være konstrueret og fremstillet, så antændelse af støv-luft-blandinger ikke kan ske, selv ikke hvis der undtagelsesvis forekommer fejl ved materiellet.
Det skal være forsynet med beskyttelsesforanstaltninger, sådan
– at der i tilfælde af, at en af beskyttelsesforanstaltningerne svigter, er mindst én anden deraf uafhængig beskyttelsesforanstaltning, der sikrer det krævede beskyttelsesniveau eller,
– at det krævede beskyttelsesniveau stadig er sikret, selv om der opstår to indbyrdes uafhængige fejl.
2.1.2.2. Materiellet skal om nødvendigt være fremstillet, så støv kun kan komme ind eller ud på de steder, der er beregnet hertil.
Det samme krav gælder for kabelgennemføringer og forberedte tilslutninger.
2.1.2.3. Materiellets overfladetemperatur skal for at undgå antændelse af støv, der hvirvles op, være betydeligt lavere end antændelsestemperaturen for de støv-luft-blandinger, der kan forventes.
2.1.2.4. Kravene i punkt 2.1.1.3 med hensyn til åbning af materiellet gælder tilsvarende.
2.2. Krav til materielkategori 2 i materielgruppe 2
2.2.1. Eksplosiv atmosfære, dannet af gasser, dampe eller tåge
2.2.1.1. Materiellet skal være konstrueret og fremstillet, så tændkilder undgås, selv i tilfælde af hyppige forstyrrelser eller funktionsfejl ved materiellet, som normalt må påregnes.
2.2.1.2. Materiellets dele skal være konstrueret og fremstillet sådan, at overfladetemperaturen ikke overskrides, selv ikke hvor der er tale om unormale situationer, der er forudset af fabrikanten.
2.2.1.3. Materiellet skal være konstrueret sådan, at dele heraf, som kan være tændkilder, kun kan åbnes, når energitilførslen er afbrudt, eller ved hjælp af egnede låsemekanismer. Hvis materiellet ikke kan inaktiveres, skal fabrikanten anbringe en advarsel på de dele af materiellet, som kan åbnes.
2.2.2. Eksplosiv atmosfære som følge af tilstedeværelse af støv-luft-blandinger
2.2.2.1. Materiellet skal være konstrueret og fremstillet, så støv-luft-blandinger ikke antændes, selv ikke i tilfælde af hyppige forstyrrelser eller funktionsfejl ved materiellet, som normalt må påregnes.
2.2.2.2. Med hensyn til overfladetemperaturen gælder kravene i punkt 2.1.2.3.
2.2.2.3. Kravet i punkt 2.1.2.2 finder anvendelse for så vidt angår beskyttelse mod støv.
2.2.2.4. Kravet i punkt 2.2.1.3 finder anvendelse for så vidt angår sikker åbning af dele af materiellet.
2.3. Krav til materielkategori 3 i materielgruppe 2
2.3.1 Eksplosiv atmosfære, dannet af gasser, dampe eller tåge
2.3.1.1. Materiellet skal være konstrueret og fremstillet, så tændkilder, der kan forventes under normal brug, ikke forekommer.
2.3.1.2. Overfladetemperaturen må under normale driftsbetingelser ikke overstige den angivne maksimale overfladetemperatur. Overskridelser i særtilfælde kan kun accepteres, hvis fabrikanten indfører særlige supplerende beskyttelsesforanstaltninger.
2.3.2 Eksplosiv atmosfære som følge af tilstedeværelse af støv-luft blandinger
2.3.2.1. Materiellet skal være konstrueret og fremstillet sådan, at tændkilder, der kan forventes at forekomme under normale driftsforhold, ikke kan antænde støv-luft-blandinger.
2.3.2.2. Med hensyn til overfladetemperaturen gælder kravene i punkt 2.1.2.3.
2.3.2.3. Materiellet, herunder kabelgennemføringer og forberedte tilslutninger, skal være fremstillet under hensyntagen til støvpartiklernes størrelse, så dannelse af eksplosionsfarlige støv-luft-blandinger og farlige støvaflejringer undgås.
3. Supplerende krav til sikringssystemer
3.0. Generelle krav
3.0.1. Sikringssystemer skal dimensioneres sådan, at virkningerne af en eksplosion bringes ned på et forsvarligt sikkerhedsniveau.
3.0.2. Sikringssystemer skal være konstrueret og kunne placeres, så det forhindres, at en eksplosion forplanter sig via farlige kædereaktioner eller stikflammer, og at begyndende eksplosioner bliver til detonationer.
3.0.3. Sikringssystemer skal, hvis deres energitilførsel afbrydes, kunne bevare deres funktionsevne i et passende tidsrum, så der ikke opstår farlige situationer.
3.0.4. Sikringssystemer må ikke udvise funktionsfejl, når de udsættes for forstyrrende påvirkninger udefra.
3.1. Planlægning og konstruktion
3.1.1 Materialernes egenskaber
De maksimale tryk- og temperaturforhold, der skal anvendes på planlægningsstadiet for så vidt angår materialernes egenskaber, er det forventede tryk under en eksplosion som følge af ekstreme driftsbetingelser og de forventede varmepåvirkninger hidrørende fra ilden.
3.1.2. Sikringssystemer, der er konstrueret til at kunne modstå eller begrænse en eksplosion, skal kunne modstå trykbølgen derfra, uden at systemet beskadiges.
3.1.3. Tilbehør, der er tilsluttet sikringssystemer, skal kunne modstå det forventede maksimale eksplosionstryk og stadig fungere.
3.1.4. Ved planlægning og konstruktion af sikringssystemerne skal der tages hensyn til eventuelle reaktioner som følge af trykket i tilsluttet udstyr og rørforbindelser hertil.
3.1.5 Trykaflastningsanordninger
Sikringssystemer, som kan forventes at blive udsat for påvirkninger ud over deres belastningsevne, skal ved konstruktionen forsynes med passende trykaflastningsanordninger, som ikke medfører fare for personer i nærheden.
3.1.6 Systemer til standsning af eksplosioner
Systemer til standsning af eksplosioner skal planlægges og konstrueres sådan, at de reagerer tidligst muligt efter en begyndende eksplosion og modvirker den optimalt under hensyntagen til maksimal trykstigningshastighed og maksimalt eksplosionstryk.
3.1.7 Eksplosionsafkoblingssystemer
Afkoblingssystemer, hvormed bestemt materiel med kort varsel kan isoleres ved hjælp af passende anordninger i tilfælde af begyndende eksplosioner, skal planlægges og konstrueres sådan, at ild ikke kan brede sig inden i dem, og at de bevarer deres mekaniske styrke under normale driftsforhold.
3.1.8. Sikringssystemer skal kunne integreres i kredsløbene og have en så lav alarmtærskel, at tilførsel og bortledning af produkter standses, og de dele af materiellet, der ikke længere kan fungere sikkert, afbrydes, hvis det er påkrævet.