Bilag 2

Bilag

Andre bilag

Bilag 2

Udarbejdelse af risikostyringsplaner:

I risikostyringsplaner fastsættes passende mål for styring af oversvømmelsesrisiciene for de udpegede risikoområder med særlig vægt på at mindske de potentielle negative følger af oversvømmelser for menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomiske aktiviteter og, hvis dette anses for relevant, med sigte på ikkestrukturelle initiativer (f.eks. friholdelse af arealer til brug for oversvømmelse) eller nedbringelse af sandsynligheden for oversvømmelse.

Ved udarbejdelse af risikostyringsplaner skal der tages relevante aspekter i betragtning såsom omkostninger og fordele, oversvømmelsesomfang, afløbsveje og arealer, der kan virke som overløb ved oversvømmelser, som f.eks. lavbundsarealer (ferske enge og ådale), miljømål fastsat i regler udstedt med hjemmel i § 7, stk. 1, i lov om vandplanlægning jordbunds- og vandforvaltning, fysisk planlægning, arealanvendelse, naturbevaring, sejlads og havneinfrastruktur.

Risikostyringsplanerne skal omfatte alle aspekter af risikostyring med særlig vægt på forebyggelse, sikring og beredskab, herunder oversvømmelsesprognoser og systemer for tidlig varsling og hensyntagen til de særlige forhold, der gør sig gældende for de forskellige vandløbsoplande eller deloplande. I planerne skal også indgå fremme af bæredygtige arealanvendelsesmetoder, forbedring af vandbindingen og kontrolleret oversvømmelse i visse områder i tilfælde af oversvømmelse.

A. Risikostyringsplaner skal altid indeholde:

1) En beskrivelse af prioriteringen for planens gennemførelse.
2) En beskrivelse af, hvordan fremskridtene med hensyn til planens gennemførelse vil blive overvåget.
3) En oversigt over de foranstaltninger, der er truffet med henblik på offentlig oplysning og høring.
4) En fortegnelse over ansvarlige myndigheder og, hvis det er hensigtsmæssigt, en beskrivelse af samarbejdsforløbet vedrørende det internationale vanddistrikt og koordineringen med vandplanlægningen.
Risikostyringsplaner inden for det internationale vanddistrikt skal tillige indeholde en beskrivelse af den metode til costbenefit-analyse, som Tyskland eller Danmark har anvendt til vurdering af foranstaltninger med grænseoverskridende virkninger, hvis en sådan foreligger.

B. De første risikostyringsplaner for kommunens geografiske område skal ud over elementerne i punkt A indeholde:

1) Konklusionerne af vurderingen af oversvømmelsesrisikoen, jf. § 3, stk. 1, i form af et oversigtskort for de udpegede områder.
2) Kort over faren for oversvømmelse og kort over oversvømmelsesrisikoen, jf. § 5, stk. 1, og de konklusioner, der kan drages af kortene.
3) Fastsættelse af passende mål for oversvømmelsesrisikostyringen.
4) En oversigt over de foranstaltninger og prioriteringen heraf, der tager sigte på at nå de relevante mål for oversvømmelsesrisikostyringen og de oversvømmelsesrelaterede tiltag, der er truffet i henhold til gældende lovgivning, herunder planloven, miljøbeskyttelsesloven, miljømålsloven og lov om miljøvurdering af planer og programmer.

C. De efterfølgende revurderinger af risikostyringsplaner for oversvømmelser inden for kommunens geografiske område skal ud over elementerne i punkt A indeholde:

1) Eventuelle ændringer og revurderinger siden offentliggørelsen af den tidligere version af risikostyringsplanen for oversvømmelser, herunder et resume af de revurderinger, der er foretaget i planperioden.
2) En vurdering af de fremskridt, der er gjort med hensyn til at nå de fastsatte mål.
3) En beskrivelse af og en forklaring på eventuelle foranstaltninger, der var planlagt i den tidligere version af risikostyringsplanen for oversvømmelser, men som ikke er iværksat.
4) En beskrivelse af eventuelle andre foranstaltninger siden offentliggørelsen af den foregående version af risikostyringsplanen for oversvømmelser.
5) En beskrivelse af klimaændringernes sandsynlige indvirkning på forekomsten af oversvømmelser.