1. Anvendelse af computer eller tablets
1.1. Den prøveafholdende udbyder kan tilbyde prøvedeltagere at bruge udbyderens computere eller tablets ved de skriftlige prøver. Udbyderen skal udarbejde retningslinjer for, på hvilken måde udbyderens computere eller tablets fordeles til prøvedeltagerne, hvis der er flere ansøgere, end der er computere og tablets.
1.2. Udbyderen kan give tilladelse til, at prøvedeltagere selv medbringer og anvender en computer eller tablet, der opfylder kravene under pkt. 3.1, 3.2 og 3.3.
2. Særlige prøvevilkår
Prøvedeltagere, der er bevilget særlige prøvevilkår, jf. § 27 og § 28, må medbringe og anvende særligt bevilgede hjælpemidler til prøven. Prøvedeltageren har selv ansvaret for at medbringe det bevilgede udstyr. Hvis brugen af et bevilget hjælpemiddel forudsætter internetadgang, kan adgang til internettet bevilges af lederen hos den prøveafholdende udbyder under forudsætning af, at det sikres, at prøvedeltageren ikke kan benytte internetadgangen til at skaffe sig uberettiget hjælp, og at internetadgangen ikke kan benyttes af andre prøvedeltagere. Tilladelse til adgang til internettet forudsætter særlig hensyntagen i forbindelse med fastsættelse af antallet af tilsynsførende, jf. afsnit 4.1.
3. Tekniske krav m.v.
3.1. It-udstyr, som eksempelvis computer eller tablet, der benyttes ved en prøve, må ikke udveksle oplysninger med andet it-udstyr.
3.2. Udbyderen skal inden prøven sikre, at it-udstyr, der benyttes ved en prøve, ikke har adgang til internettet under prøven, jf. dog afsnit 2.
3.3. Udbyderen skal sikre, at it-udstyr, der benyttes ved en prøve, ikke muliggør adgang til ikke-tilladte hjælpemidler.
3.4. Der må benyttes tekstbehandling inklusive stavekontrol og synonymordbog samt elektroniske udgaver af de ordbøger, der er tilladt som hjælpemidler ved prøverne, jf. bilag 2. Grammatikkontrol må ikke anvendes.
4. Procedurer ved anvendelse af it-værktøjer ved prøver
4.1. Antallet af tilsynsførende ved prøver med computere fastsættes af lederen hos den prøveafholdende udbyder under hensyntagen til de lokale praktiske forhold, hvorunder prøven afvikles. Antallet af tilsynsførende må dog ikke være færre end angivet i § 20 stk. 3.
4.2. Computere skal opstilles sådan, at prøvedeltagerne ikke har mulighed for at læse hinandens skærmtekster.
4.3. Prøvedeltagere har selv ansvaret for under prøven at foretage den nødvendige løbende lagring af teksten, herunder periodisk fremstilling af backup og sikkerhedskopi.
4.4. Prøvedeltagere, der benytter udbyderens computer, skal have mulighed for at foretage udskrivning (printning) på udbyderens printere under prøven. For prøvedeltagere, der benytter egen medbragt computer, skal det på forhånd være fastlagt, i hvilket omfang udbyderen stiller printer til rådighed, og hvordan udskrivning foregår.
4.5. Lederen hos den prøveafholdende udbyder skal fastlægge procedurer for udskrivning, så det er muligt entydigt at identificere hvert enkelt udskrevet ark. Proceduren skal endvidere sikre, at en prøvedeltager kun har adgang til sine egne udskrifter. Den praktiske gennemførelse af udskrivningen ved prøven må ikke virke unødvendigt forstyrrende på de øvrige prøvedeltagere eller på prøveafholdelsen. Udbyderen skal sikre, at prøvedeltagere, der skriver på computer eller tablet, ikke kan arbejde videre med deres besvarelse efter prøvetidens udløb, og at forholdene omkring udskrivning er tilrettelagt således, at prøvedeltagernes opgavebesvarelser kan foreligge på papir i umiddelbar forlængelse af prøvetidens udløb.
4.6. Hvis der anvendes eksterne lagringsenheder (usb-nøgler m.v.), skal disse udleveres tomme af udbyderen umiddelbart før prøvens begyndelse. De skal være forsynet med udbyderens navn, og prøvedeltageren skal herefter anføre sit navn og prøvenummer på enheden. Den eksterne lagringsenhed skal afleveres til den tilsynsførende senest samtidig med aflevering af den udskrevne opgavebesvarelse.
4.7. Det er prøvedeltageren, der selv foretager udvælgelsen af de udskrevne ark, der ønskes afleveret til bedømmelse. Indhold på eksterne lagringsenheder (usb-nøgler m.v.) eller backupfiler bedømmes ikke.
4.8. Lederen hos den prøveafholdende udbyder skal sikre, at der kan ydes teknisk bistand under prøven til at afhjælpe eventuelle tekniske problemer med udbyders udstyr.
4.9. Lederen hos den prøveafholdende udbyder skal inden prøvens afholdelse orientere prøvedeltagere, der anvender egen computer eller printer, om og i hvilket omfang udbyderen under prøven kan tilbyde teknisk assistance til prøvedeltagernes eget udstyr.
4.10. Hvis der under prøven opstår strømsvigt eller andre problemer med benyttelse af it-udstyret, som ikke umiddelbart kan afhjælpes eller udbedres, fortsættes prøven uden benyttelse af computer. Hvis problemerne medfører væsentlige gener for prøvens afvikling, herunder problemer med hensyn til udskrivning af opgavebesvarelser eller dele heraf, retter udbyderen straks henvendelse til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, som træffer beslutning om det videre forløb i forhold til den pågældende prøve.
4.11. Hvis betingelserne i afsnit 3 ikke overholdes, eller hvis en prøvedeltager anvender andre end de eksterne lagringsenheder, der er udleveret af udbyderen, opfattes dette som uretmæssigt at skaffe sig hjælp, jf. § 31.