Kapitel 2 Generelle bestemmelser
Foruden at indeholde oplysning om de forhold, som fremgår af kapitel 3 i formidlingsbekendtgørelsen, skal formidlingsaftalen eller et tillæg til denne indeholde oplysning om, at sælger og formidler har aftalt, at ejendommen skal udbydes til salg ved budrunde.
Stk. 2 Det skal fremgå, at sælger har modtaget oplysning om reglerne for salg ved budrunde, og at sælger ved sin underskrift accepterer at følge disse regler.
Stk. 3 Det skal fremgå, at det udbudsmateriale, som skal udleveres til interesserede købere, jf. kapitel 3, på forhånd er gennemgået med sælger og godkendt af denne.
Formidlingsaftalen eller et tillæg til denne skal indeholde oplysning om den aftalte udbudspris, som skal svare til den skønnede kontantpris i almindelig handel, jf. § 3 i lov om omsætning af fast ejendom.
Hvis formidleren ønsker at byde på ejendommen, skal formidleren skriftligt opsige formidlingsaftalen, frasige sig sit vederlag og rådgive sælger om behov og mulighed for at søge anden bistand, jf. § 15, stk. 3, i lov om omsætning af fast ejendom.
Sælger og formidler må ikke føre forhandlinger med interesserede købere eller sælge ejendommen i budperioden.
Stk. 2 Ved budperioden forstås den tidsperiode, inden for hvilken interesserede købere kan afgive bud på ejendommen, jf. § 15.
Uanset hvilken fremgangsmåde der vælges for afgivelse af bud, jf. § 16, stk. 2 og 3, skal formidleren sikre, at buddene holdes hemmelige i hele budperioden, således at ingen, ej heller formidleren, har adgang til oplysninger om indholdet af buddene i budperioden. Dette gælder således uanset, om bud afgives på papir eller elektronisk.