Den certificerede statikers virke omfatter som minimum at
-
1) udarbejde start- og sluterklæring,
-
2) udfærdige dokumentation for konstruktionsklasser for konstruktionsafsnit og for det samlede byggeri, jf. § 503, stk. 2 og 3,
-
3) udfærdige Statisk kontrolplan projektering – bygværk, Statisk kontrolplan udførelse - bygværk og Statisk kontrolplan udførelse – arbejde - særlig kontrol, jf. § 502, stk. 1, nr. 2 og sikre, at den samlede B2. statisk kontrolplan er i overensstemmelse med kapitel 30,
-
4) sikre, at de valgte løsninger for de bærende konstruktioner er i overensstemmelse med kravene i kapitel 15,
-
5) sikre, at dokumentationen for de bærende konstruktioner opfylder sit formål, jf. kapitel 28,
-
6) sikre, at konstruktionen virker som en helhed og er i overensstemmelse med definerede krav til sikkerhed og anvendelighed, jf. § 494, og er egnet til formålet,
-
7) sikre, at dokumentationen er udarbejdet og samlet i overensstemmelse med kapitel 28, kontrolleret i overensstemmelse med kapitel 30 og kan anvendes, som den foreligger, er fyldestgørende og udgør et hele, og
-
8) udarbejde en redegørelse for sit virke, herunder en redegørelse af den certificerede statikers supplerende kontrol, jf. § 542.