CFC-loven

Denne konsoliderede version af cFC-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af cfc og visse industrielle drivhusgasser

Lov nr. 832 af 21. december 1988,
jf. lovbekendtgørelse nr. 448 af 17. april 2020,
som ændret ved lov nr. 1728 af 27. december 2018, lov nr. 811 af 9. juni 2020, lov nr. 2225 af 29. december 2020, lov nr. 1240 af 11. juni 2021, lov nr. 2616 af 28. december 2021, lov nr. 755 af 13. juni 2023, lov nr. 1795 af 28. december 2023 og lov nr. 1797 af 28. december 2023

  • Bilag

  • Bilag 1 Varer, hvor der ikke kan opnås godtgørelse ved anvendelse af afgiftspligtige stoffer efter § 3 a:
Kapitel 1 Afgift af klorfluorkarboner og haloner
§ 1

Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller fra udlandet modtager følgende kemiske stoffer, der anvendes til fremstilling m.v. af de i stk. 2 nævnte varer, skal betale en afgift til statskassen:

  • 1) Triklorfluormethan (CFC-11).

  • 2) Diklordifluormethan (CFC-12).

  • 3) Triklortrifluorethan (CFC-113).

  • 4) Diklortetrafluorethan (CFC-114).

  • 5) Klorpentafluorethan (CFC-115).

  • 6) Bromklordifluormethan (halon-1211).

  • 7) Bromtrifluormethan (halon-1301).

  • 8) Dibromtetrafluorethan (halon-2402).

Stk. 2 Afgift betales af disse stoffer, når de anvendes til fremstilling og vedligeholdelse m.v. af følgende varer:

  • 1) Fjernvarmerør.

  • 2) Køleskabe.

  • 3) Frysere.

  • 4) Køle- og frysediske og køle- og frysereoler.

  • 5) Køle- og fryseanlæg til industriel brug.

  • 6) Køle- og fryseanlæg til transportmidler.

  • 7) Paneler til køle- og fryserum.

  • 8) Isolerede porte og døre.

  • 9) Ekstruderet polystyren til isolering.

  • 10) Konstruktionsskum.

  • 11) Fugeskum.

  • 12) Polyurethan-slipmiddel.

  • 13) Spraydåser.

  • 14) Dåser indeholdende CFC bl.a. beregnet på at frembringe støj (tågehorn).

  • 15) Brandslukningsanlæg indeholdende haloner.

Stk. 3 Afgift skal også betales af de i stk. 1 nævnte stoffer, når de findes i blandinger med andre stoffer.

§ 2

Afgiften udgør 35 kr. pr. kg af de i § 1, stk. 1, nævnte stoffers nettovægt.

§ 3

Af de i § 1, stk. 2, nævnte varer, der indeholder et eller flere af de i § 1, stk. 1, nævnte stoffer, betales ved erhvervsmæssig indførsel fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, en dækningsafgift til statskassen.

Stk. 2 Dækningsafgiften udgør 35 kr. pr. kg af varens indhold af stoffer, der er afgiftspligtige efter § 1, stk. 1. Skatteministeren fastsætter regler om beregning af vægten.

Stk. 3 Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 For dækningsafgiftspligtige varer, der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven, finder reglerne i § 3 d tilsvarende anvendelse.

Kapitel 2 Afgift af hydrofluorkarboner, perfluorkarboner og svovlhexafluorid
§ 3a

Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller fra udlandet modtager følgende kemiske stoffer, skal betale en afgift til statskassen:

  • 1) Hydrofluorkarboner (HFC'er)

  • 2) Perfluorkarboner (PFC'er)

  • 3) Svovlhexafluorid (SF 6 )

Stk. 2 Afgiften skal også betales af de i stk. 1 nævnte stoffer, når de findes i blandinger med andre stoffer.

Stk. 3 Told- og skatteforvaltningen skal meddele virksomheder godtgørelse efter ansøgning for betalt afgift for stoffer omfattet af stk. 1, som er anvendt ved produktion af varer, der ikke er omfattet af bilag 1, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 4 Det er en betingelse for at opnå godtgørelse, at virksomheden kan dokumentere, at der er sket en anvendelse, der er berettiget til godtgørelse, samt at den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr. Told- og skatteforvaltningen fastsætter de nærmere regnskabs- og kontrolforskrifter i forbindelse med afgiftsgodtgørelsen.

Stk. 5 Told- og skatteforvaltningen meddeler efter anmodning virksomheder, der ikke er registreringspligtige efter § 4, bevilling til afgiftsfritagelse for afgiftspligtige stoffer omfattet af stk. 1, der leveres til virksomheden fra oplagshavere. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at virksomheden udelukkende producerer varer, der ikke er omfattet af bilag 1, samt at virksomheden ikke har videresalg af afgiftspligtige stoffer efter stk. 1. Told- og skatteforvaltningen fastsætter nærmere regler om administration af afgiftfritagelsen, herunder regnskabs- og kontrolforskrifter.

Stk. 6 Told- og skatteforvaltningen kan give offentligheden adgang til oplysninger om virksomheders bevillingsforhold og virksomheders registrering som oplagshaver i henhold til denne lov. Udleveringen kan ske, når der angives SE-nummer/cvr-nummer på en virksomhed. Oplysningerne kan udleveres mundtligt, skriftligt eller elektronisk.

§ 3b

Afgiften udgør for

1)
HFC-23 (R-23)
3.047 kr. pr. kg
2)
HFC-32 (R-32)
139 kr. pr. kg
3)
HFC-41 (R-41)
21 kr. pr. kg
4)
HFC-43-10mee (R-43-10mee)
338 kr. pr. kg
5)
HFC-125 (R-125)
721 kr. pr. kg
6)
HFC-134 (R-134)
226 kr. pr. kg
7)
HFC-134a (R-134a)
295 kr. pr. kg
8)
HFC-143 (R-143)
69 kr. pr. kg
9)
HFC-143a (R-143a)
920 kr. pr. kg
10)
HFC-152a (R-152a)
26 kr. pr. kg
11)
HFC-227ea (R-227ea)
663 kr. pr. kg
12)
HFC-236fa (R-236fa)
2.020 kr. pr. kg
13)
HFC-245ca (R-245ca)
132 kr. pr. kg
14)
HFC-245fa (R-245fa)
213 kr. pr. kg
15)
HFC-365mfc (R-365mfc)
163 kr. pr. kg
16)
R-404A (HFC-143a/HFC-125/134a)
807 kr. pr. kg
17)
R-407C (HFC-32/HFC-125/134a)
365 kr. pr. kg
18)
R-410A (HFC-32/HFC-125)
430 kr. pr. kg
19)
R-413A (134a/PFC-218/HC-600a)
423 kr. pr. kg
20)
R-507 (HFC-125/HFC-143a)
821 kr. pr. kg
21)
R-508A (HFC-23/PFC-116)
2.721 kr. pr. kg
22)
R-508B (HFC-23/PFC-116)
2.758 kr. pr. kg
23)
Svovlhexafluorid (SF6)
4.694 kr. pr. kg
24)
Perfluormethan (R-14)
1.521 kr. pr. kg
25)
Perfluorethan (R-116)
2.512 kr. pr. kg
26)
Perfluorpropan (R-218)
1.818 kr. pr. kg
27)
Perfluorcyclobutan
2.121 kr. pr. kg
28)
Perfluorhexan
1.915 kr. pr. kg
29)
Perfluorbutan
1.824 kr. pr. kg
30)
Perfluorpentan
1.886 kr. pr. kg
31)
HFO-1234ze (1,3,3,3 – tetrafluorpropen)
1,4 kr. pr. kg
32)
HFO-1234yf (2,3,3,3 – tetrafluorpropen)
1,4 kr. pr. kg

Stk. 2 Hvis et stof er omfattet af § 3 a, stk. 1, men ikke er omfattet af stk. 1, svares en afgift på 824 kr. pr. kg.

Stk. 3 Hvis en blanding er sammensat af flere forskellige af de i stk. 1 og 2 nævnte stoffer, beregnes afgiften som summen af afgifterne af hvert enkelt stof. Udgør et stof mere end 90 vægtpct. af blandingen, kan afgiften beregnes efter satsen for dette stof og blandingens samlede vægt.

§ 3c

Af de i bilag 1 nævnte varer, der indeholder et eller flere af de i § 3 a, stk. 1, nævnte stoffer, betales ved erhvervsmæssig indførsel fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, en dækningsafgift til statskassen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Der skal ikke svares dækningsafgift efter stk. 1 for stoffer, som er afgiftspligtige efter § 3 a, og som er anvendt som kølemiddel i airconditionanlæg i biler, jf. bilag 1, nr. 12.

Stk. 3 Dækningsafgiften beregnes efter mængden af de afgiftspligtige stoffer, jf. stk. 1, og afgiftssatser fastsat i § 3 b. Skatteministeren fastsætter regler om beregning af vægten.

Stk. 4 Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. dog stk. 5.

Stk. 5 For dækningsafgiftspligtige varer, der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven, finder reglerne i § 3 d tilsvarende anvendelse.

Kapitel 3 Fælles bestemmelser
§ 3d

Ved erhvervsmæssig modtagelse af dækningsafgiftspligtige varer, jf. § 1, stk. 2, og bilag 1, fra andre EU-lande svares afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, jf. dog stk. 2. Varemodtagere skal inden varens afsendelse fra udlandet anmelde sig som registreret varemodtager hos told- og skatteforvaltningen.

Stk. 2 Der skal ikke svares afgift efter stk. 1 for stoffer, som er afgiftspligtige efter § 3 a og er anvendt som kølemiddel i airconditionanlæg i biler, jf. bilag 1, nr. 12.

Stk. 3 De i stk. 1 nævnte registrerede varemodtagere skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i §§ 2, 3 og 5-7 og § 8, nr. 2 og 3, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.

Stk. 4 Told- og skatteforvaltningen kan pålægge registrerede varemodtagere, der gentagne gange ikke betaler afgiften rettidigt, at afgive angivelse ved varens modtagelse. Told- og skatteforvaltningen kan endvidere pålægge virksomheden at betale afgiften ved varens modtagelse.

Stk. 5 Bestemmelserne i lovens §§ 8, 12 og 14 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6 Ved indførsel eller modtagelse af dækningsafgiftspligtige varer efter stk. 1, § 3, stk. 1, og § 3 c, stk. 1, kan en virksomhed undlade at lade sig registrere som varemodtager og betale afgift, hvis mængden af indførte og modtagne afgiftspligtige varer svarer til en afgift, der ikke overstiger 10.000 kr. årligt. Den årlige periode er virksomhedens regnskabsår, dog højst 12 på hinanden følgende måneder. For nystiftede virksomheder, hvis første regnskabsperiode overstiger 12 måneder, dog højst 18 måneder, jf. årsregnskabslovens § 15, stk. 2, anses den årlige periode for påbegyndt ved stiftelsen af virksomheden. 1. pkt. finder ikke anvendelse for stoffer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-5, og § 3 a, stk. 1, nr. 1 og 2.

§ 4

Virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller eller fra udlandet modtager stoffer, der er afgiftspligtige efter § 1 eller § 3 a, skal registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2-6, som efterfølgende destrueres hos virksomheden, kan lade sig registrere som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen.

Stk. 3 Told- og skatteforvaltningen udsteder et bevis for registreringen.

Stk. 4 Oplagshavere er berettiget til, uden at afgiften er berigtiget, at modtage stoffer, der er afgiftspligtige efter § 1 eller § 3 a.

Stk. 5 Oplagshavere, som er registreret efter stk. 2, er berettiget til, uden at afgiften er berigtiget, at modtage varer omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2-6.

Stk. 6 Virksomheder omfattet af stk. 1 og 2 kan dog undlade at lade sig registrere som oplagshaver og betale afgift, hvis mængden af afgiftspligtige varer opgjort efter § 5, stk. 2 og 3, svarer til en afgift, der ikke overstiger 10.000 kr. årligt. Den årlige periode er virksomhedens regnskabsår, dog højst 12 på hinanden følgende måneder. For nystiftede virksomheder, hvis første regnskabsperiode overstiger 12 måneder, dog højst 18 måneder, jf. årsregnskabslovens § 15, stk. 2, anses den årlige periode for påbegyndt ved stiftelsen af virksomheden. 1. pkt. finder ikke anvendelse for stoffer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-5, og § 3 a, stk. 1, nr. 1 og 2.

§ 5

Afgiftsperioden er måneden.

Stk. 2 Oplagshavere skal opgøre den afgiftspligtige vægt for en afgiftsperiode som vægten af den mængde afgiftspligtige stoffer, der i perioden er udleveret fra virksomheden.

Stk. 3 Oplagshavere, der udtager afgiftspligtige stoffer til fremstilling af varer, skal medregne forbruget til udleveringen efter stk. 2.

Stk. 4 Opgørelsen specificeres efter regler, som fastsættes af told- og skatteforvaltningen.

§ 6

I den afgiftspligtige vægt opgjort efter § 5, stk. 2, fradrages:

  • 1) Vægten af stoffer, der er udleveret til en anden oplagshaver efter § 4, stk. 4,

  • 2) vægten af stoffer, der er afgiftsfritaget efter § 3 a, stk. 5,

  • 3) vægten af stoffer, hvoraf der tidligere er svaret afgift, eller hvor stofferne er taget i anvendelse inden lovens ikrafttrædelse, og

  • 4) vægten af stoffer, der er leveret til udlandet.

Stk. 2 Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte regler om kontrol for fradrag efter stk. 1.

§ 7

Ved erhvervsmæssig levering til udlandet af de i § 1, stk. 2 eller bilag 1, nævnte varer, der er fremstillet her i landet ved anvendelse af et eller flere i § 1, stk. 1, eller § 3 a, stk. 1, nævnte stoffer, eller som er afgiftsberigtiget ved modtagelsen fra udlandet efter reglerne i § 3, § 3 c eller § 3 d, tilbagebetales afgiften af den mængde afgiftspligtige stoffer, der er indeholdt i varen. Registrerede varemodtagere kan uden bevilling efter udløbet af hver afgiftsperiode frem for at søge told- og skatteforvaltningen om godtgørelse i stedet angive afgift af afgiftsberigtigede varer modtaget, jf. §§ 3 og 3 c og § 3 d, stk. 1 og 2, når varerne er leveret til udlandet, jf. § 3 d, stk. 3, på afgiftsangivelsen, således at den godtgørelsesberettigede afgift indgår i opgørelsen af afgiftstilsvaret.

Stk. 2 Told- og skatteforvaltningen fastsætter nærmere regler for afgiftsgodtgørelsen efter stk. 1.

§ 8

Oplagshavere skal føre regnskab over fremstilling, modtagelse fra udlandet og udlevering m.v. af afgiftspligtige stoffer.

Stk. 2 Told- og skatteforvaltningen fastsætter nærmere regler om oplagshaveres regnskabsførelse, herunder udstedelse af fakturaer m.v.

Stk. 3 Oplagshavere skal opbevare regnskabsmateriale i 5 år efter regnskabsårets udløb.

Stk. 4 Virksomheder omfattet af § 3 d, stk. 6, og § 4, stk. 6, skal løbende føre regnskab, der dokumenterer, at mængden af afgiftspligtige varer svarer til en afgift, der ikke overstiger 10.000 kr. årligt. Den årlige periode er virksomhedens regnskabsår, dog højst 12 på hinanden følgende måneder. Hvad angår den årlige periode for nystiftede virksomheder, hvis første regnskabsperiode overstiger 12 måneder, dog højst 18 måneder, jf. årsregnskabslovens § 15, stk. 2, anses den årlige periode for påbegyndt ved stiftelsen af virksomheden.

§ 9

Oplagshavere skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de stoffer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, jf. §§ 5 og 6, og indbetale afgiften for afgiftsperioden til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i §§ 2-8 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.

§§ 10-11

(Ophævet).

§ 12

Hvis virksomheden ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille sikkerhed, jf. § 11 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v., kan told- og skatteforvaltningen inddrage virksomhedens registrering som oplagshaver, indtil der er stillet sikkerhed.

§ 13

Virksomheder, der fra et andet EU-land sælger eller formidler salg af varer ved fjernsalg her til landet, hvoraf virksomheden er betalingspligtig for dansk moms, og hvor der af varen skal betales afgift eller dækningsafgift efter denne lov, skal registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen. Dog finder § 3 d, stk. 6, og § 4, stk. 6, også anvendelse for virksomheder omfattet af 1. pkt. For disse virksomheder opgøres den afgiftspligtige mængde som den mængde varer, virksomheden i perioden har solgt her til landet ved fjernsalg.

§ 14

Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til

  • 1) at foretage eftersyn i den registreringspligtige virksomhed og

  • 2) at efterse virksomhedens forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

Stk. 2 Den, der er ansvarlig for en registreringspligtig virksomhed, samt de personer, der er beskæftiget i virksomheden, skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 nævnte eftersyn.

Stk. 3  Det i stk. 1, nr. 2, nævnte materiale skal på told- og skatteforvaltningens anmodning udleveres eller indsendes til denne.

Stk. 4 Leverandører af råvarer m.v. til fremstilling af stoffer, der er afgiftspligtige efter § 1 eller § 3 a, skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysning om de leverede varer.

Stk. 5 Erhvervsdrivende skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres indkøb af afgiftspligtige stoffer.

Stk. 6 Told- og skatteforvaltningen er berettiget til, hvis det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation uden retskendelse at foretage eftersyn af regnskaber m.v. hos de i stk. 4 og 5 omhandlede virksomheder.

Stk. 7 Told- og skatteforvaltningen er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end oplagshavere.

Stk. 8 I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 er registreret elektronisk, omfatter forvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.

Stk. 9 Skatteministeren kan fastsætte de bestemmelser om kontrolforanstaltninger, der er nødvendige til lovens gennemførelse.

§ 14a

Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen efter § 14. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 14b

I forbindelse med kontrol efter § 14 er told- og skatteforvaltningen berettiget til at foretage enhver undersøgelse af stoffer og varer, der er nødvendig for udøvelse af kontrol, og til uden erstatning at udtage prøver af stoffer og varer, i det omfang det er nødvendigt for at undersøge deres beskaffenhed. Varemodtageren eller -fremstilleren er berettiget til efter undersøgelsens afslutning på begæring at få de udtagne prøver tilbageleveret, i det omfang de ikke er medgået ved undersøgelsen.

Stk. 2 Såfremt told- og skatteforvaltningen har besluttet kun at undersøge en del af de angivne stoffer og varer, anvendes resultaterne af den delvise undersøgelse på alle stoffer og varer, der er anført under den pågældende varepost i den afgiftspligtiges regnskab. Varemodtageren eller -fremstilleren kan dog anmode om en supplerende undersøgelse af stofferne og varerne, såfremt det kan sandsynliggøres, at resultatet af den delvise undersøgelse ikke kan anvendes på resten af de angivne stoffer og varer.

Stk. 3 Det påhviler varemodtageren eller -fremstilleren eller den, som handler på varemodtagerens eller -fremstillerens vegne, at udføre det for undersøgelsen af stofferne og varerne nødvendige arbejde (ud- og indpakning, opvejning, opmåling m.v.). Omkostningerne i forbindelse hermed afholdes af varemodtageren eller -fremstilleren.

§ 15

Foruden den personkreds, der er omhandlet i § 10 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v., hæfter de i § 3 d nævnte registrerede varemodtagere og den, der er i besiddelse af varen, for betaling af afgift efter bestemmelserne i denne lov.

Stk. 2 Har en virksomhed overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, kan told- og skatteforvaltningen udstede en notifikation, der gennem konkrete påbud pålægger virksomheden at udvise større agtpågivenhed ved sine handler. Notifikationen kan gives til virksomheden og den personkreds, som er nævnt i opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 1. Notifikationen gives for en tidsbegrænset periode på 5 år og bortfalder herefter. Notifikationen kan gives for en ny periode på 5 år, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Oplysninger om notifikationen registreres i kontrolinformationsregisteret efter skattekontrollovens § 69.

Stk. 3 Har en virksomhed overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, skal virksomheden betale afgift af varerne senest 14 dage efter påkrav, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Told- og skatteforvaltningen har konstateret, at den pågældende virksomhed tidligere har overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er blevet betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov.

  • 2) Den pågældende virksomhed har modtaget en notifikation fra told- og skatteforvaltningen efter stk. 2.

  • 3) Den pågældende virksomhed har forsætligt eller groft uagtsomt ikke overholdt påbuddene i en gældende notifikation.

Stk. 4 Har en virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, skal virksomheden betale afgift af varerne senest 14 dage efter påkrav.

§ 16

 (Ophævet).

§ 17

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt

  • 1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for kontrollen med afgiften,

  • 2) overtræder § 4, stk. 1, § 8, stk. 1, 3, og 4§ 13, 1. pkt., eller § 14, stk. 2-5,

  • 3) fortsætter driften af en registreringspligtig virksomhed, hvis registrering er inddraget efter § 12 og told- og skatteforvaltningen har meddelt virksomheden dette.

Stk. 2 I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf i form af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelserne.

Stk. 3 Begås en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Stk. 4 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 18

Reglerne i §§ 18 og 19 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. finder tilsvarende anvendelse på sager om overtrædelse af denne lov.

§ 19

(Ophævet).

§ 20

Loven træder i kraft den 1. januar 1989.

§ 21

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.