CFC-loven § 14

Denne konsoliderede version af cFC-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af cfc og visse industrielle drivhusgasser

Lov nr. 832 af 21. december 1988,
jf. lovbekendtgørelse nr. 387 af 3. april 2025

§ 14

Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til

  • 1) at foretage eftersyn i den registreringspligtige virksomhed og

  • 2) at efterse virksomhedens forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

Stk. 2 Den, der er ansvarlig for en registreringspligtig virksomhed, samt de personer, der er beskæftiget i virksomheden, skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 nævnte eftersyn.

Stk. 3  Det i stk. 1, nr. 2, nævnte materiale skal på told- og skatteforvaltningens anmodning udleveres eller indsendes til denne.

Stk. 4 Leverandører af råvarer m.v. til fremstilling af stoffer, der er afgiftspligtige efter § 1 eller § 3 a, skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysning om de leverede varer.

Stk. 5 Erhvervsdrivende skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres indkøb af afgiftspligtige stoffer.

Stk. 6 Told- og skatteforvaltningen er berettiget til, hvis det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation uden retskendelse at foretage eftersyn af regnskaber m.v. hos de i stk. 4 og 5 omhandlede virksomheder.

Stk. 7 Told- og skatteforvaltningen er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end oplagshavere.

Stk. 8 I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 er registreret elektronisk, omfatter forvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.

Stk. 9 Skatteministeren kan fastsætte de bestemmelser om kontrolforanstaltninger, der er nødvendige til lovens gennemførelse.