Erhvervsmæssig fremstilling af de i § 1, stk. 1, nævnte varer må kun finde sted i virksomheder, som er registreret som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen.
Stk. 2 Den, der erhvervsmæssigt fremstiller overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor til varer, der fremstilles i virksomheden og ikke er afgiftspligtige efter denne lov, skal anmelde fremstillingen af overtræk til registrering som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen, medmindre fremstillingen alene består i, at der til indkøbt afgiftsberigtiget overtræk tilsættes yderligere fedtstoffer (kokosolie og lign. ). 1. pkt. finder ikke anvendelse for virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller afgiftspligtige varer omfattet af § 1, stk. 1, i lov om afgift af konsum-is og er registreret efter § 3 i lov om afgift af konsum-is.
Stk. 3 Den, der erhvervsmæssigt anvender overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor til varer, der fremstilles i virksomheden, og ikke er afgiftspligtig efter denne lov, kan anmelde sig til registrering som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen. 1. pkt. finder ikke anvendelse for virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller afgiftspligtige varer omfattet af § 1, stk. 1, i lov om afgift af konsum-is og er registreret efter § 3 i lov om afgift af konsum-is.
Stk. 4 Virksomheder, der afsætter afgiftsfri varer med overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor udelukkende fra egne detailudsalg, kan af told- og skatteforvaltningen fritages for registrering som oplagshaver efter stk. 2, når antallet af udsalg ikke overstiger 3.
Stk. 5 Forinden registrering som oplagshaver sker, skal virksomhedens lokaler være godkendt af told- og skatteforvaltningen. Godkendelse kan nægtes eller tilbagekaldes, hvis lokalerne er indrettet på en sådan måde, at told- og skatteforvaltningens kontrol efter § 23 ikke kan udføres på rimelig måde. Tilbagekaldes godkendelsen, bortfalder registreringen.
Stk. 6 Virksomheder, der fra et andet EU-land sælger eller formidler salg af varer ved fjernsalg her til landet, hvoraf virksomheden er betalingspligtig for dansk moms, og hvor der af varen skal betales afgift efter denne lov, skal registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen.
Stk. 7 Til de registrerede oplagshavere udstedes et bevis for registreringen.