DBO med Schweiz (arvemidler)

1. Denne overenskomst omfatter arvemidler efter arveladere, som ved deres død havde bopæl i en af de kontraherende stater eller i begge de kontraherende stater.

2. Overenskomsten finder ikke anvendelse på formue, der hører til pengefideikommisser eller afløsningssummer for fideikommisser (herunder danske len og stamhuse) eller på indkomst heraf. De kompetente myndigheder i de to stater vil i givet fald træffe særlig aftale til undgåelse af en dobbeltbeskatning i enkelttilfælde af denne art.

1. Denne overenskomst finder anvendelse på skatter af arvemidler, der udskrives på hver af de kontraherende staters, deres administrative underafdelingers eller deres lokale myndigheders vegne (også i form af tillæg) uden hensyn til, hvorledes de opkræves.

2. Som skatter af arvemidler anses alle skatter, som i anledning af dødsfald opkræves som skatter af arvemidler, arveafgifter, afgifter af formueovergang eller skatter af gaver med døden som opfyldelsestermin.

3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse, er især:

• a) for Danmarks vedkommende: arveafgiften;
• b) for Schweiz' vedkommende: de af kantoner, distrikter, kredse og kommuner opkrævede bo- og arveafgifter.

4. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af arvemidler, som efter undertegnelsen af denne overenskomst måtte blive pålagt ud over de gældende skatter eller i stedet for disse. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal ved udgangen af hvert år give hinanden underretning om de ændringer, der er blevet foretaget i deres respektive skattelove.

5. Overenskomsten finder ikke anvendelse på beskatningen af i levende live ydede gaver og dotationer (Zweckzuwendungen), der ikke er arveafgiftspligtige.

1. I denne overenskomst skal:

• a) udtrykket "Danmark" betyde Kongeriget Danmark, herunder ethvert område hvorover Danmark ifølge sin lovgivning og i overensstemmelse med international ret kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til udforskning og udnyttelse af kontinentalsoklens naturforekomster; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;
• b) udtrykket "Schweiz" betyde Det schweiziske Forbund;
• c) udtrykkene "en af de kontraherende stater" og "den anden kontraherende stat" betyde Danmark eller Schweiz, alt efter sammenhængen;
• d) udtrykket "kompetente myndigheder" betyde:
• (1) for Danmarks vedkommende: Finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder, og
• (2) for Schweiz' vedkommende: der Direktor der Eidgenoessischen Steuerverwaltung eller hans befuldmægtigede stedfortræder.

2. Ved anvendelsen af denne overenskomst i en af de kontraherende stater skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke på anden måde er defineret, tillægges den betydning, som det har i henhold til de i denne stat gældende love om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

1. Ved anvendelsen af denne overenskomst træffes afgørelsen om, hvorvidt en arvelader ved sin død havde bopæl i en af de kontraherende stater, efter denne stats lovgivning.

2. Hvor en arvelader efter bestemmelserne i stykke 1 havde bopæl i begge de kontraherende stater, skal følgende regler gælde:

• a) Arvelader skal anses for at have haft bopæl i den kontraherende stat, i hvilken han havde en fast bolig til sin rådighed. Såfremt han havde en fast bolig til sin rådighed i begge kontraherende stater, skal han anses for at have haft bopæl i den kontraherende stat, med hvilken han havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).
• b) Kan det ikke afgøres, i hvilken af de to kontraherende stater arvelader havde midtpunkt for sine livsinteresser, eller havde han ikke fast bolig til sin rådighed i nogen af de kontraherende stater, skal han anses for at have haft bopæl i den kontraherende stat, i hvilken han sædvanligvis opholder sig.
• c) Opholdt arvelader sig sædvanligvis i begge de kontraherende stater, eller havde han ikke sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at have haft bopæl i den stat, i hvilken han var statsborger.
• d) Var arvelader statsborger i begge de kontraherende stater, eller var han ikke statsborger i nogen af dem, vil de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

1. Fast ejendom kan beskattes i den af de kontraherende stater, i hvilken ejendommen er beliggende.

2. Udtrykket "fast ejendom" skal forstås i overensstemmelse med lovgivningen i den af de kontraherende stater, i hvilken ejendommen er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og inventar, der anvendes i landbrug og skovbrug, rettigheder på hvilke den almindelige lovgivning om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, såvel som rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster; skibe og luftfartøjer anses ikke for fast ejendom.

3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 finder også anvendelse på fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv eller anden selvstændig virksomhed af lignende art.

Formue, hvorpå artikel 5 ikke finder anvendelse, beskattes alene i den stat, i hvilken arveladeren havde bopæl ved dødsfaldet.

Gældsforpligtelser fradrages efter forholdet mellem den del af boets aktivmasse, som hver stat har beskatningsretten til, og den samlede af arvelader efterladte aktivmasse.

Den kontraherende stat, i hvilken arvelader ved sin død havde sin bopæl, fritager den formue, som i medfør af denne overenskomst kan beskattes i den anden kontraherende stat, for beskatning; imidlertid kan denne stat ved fastsættelsen af skatten af den formue, til hvilken den bevarer beskatningsretten, anvende den skattesats, som ville være bragt i anvendelse, hvis den omhandlede formue ikke havde været fritaget for beskatning.

1. Statsborgere i en af de kontraherende stater skal ikke i den anden kontraherende stat kunne underkastes nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i den anden stat under samme forhold er eller måtte blive underkastet.

2. Udtrykket "statsborgere" betyder:

• a) alle fysiske personer, der har statsborgerret i en af de kontraherende stater:
• b) alle juridiske personer, interessentskaber og foreninger, der består i kraft af den gældende lovgivning i en af de kontraherende stater.

3. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en af de kontraherende stater har i den anden kontraherende stat, må ikke være ugunstigere i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der udøver samme virksomhed.

Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en af de kontraherende stater til at tilstå personer, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den indrømmer de personer, der er bosat inden for dens eget område som følge af personlig stilling eller forsørgerpligt over for familie.

4. Foretagender i en af de kontraherende stater, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere i den anden kontraherende stat hjemmehørende personer, skal ikke i den førstnævnte kontraherende stat kunne underkastes nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive underkastet.

5. Udtrykket "beskatning" betyder i denne artikel skatter af enhver art og betegnelse.

1. Mener en person, at foranstaltninger, som er truffet af en eller begge de kontraherende stater, resulterer eller vil resultere i en beskatning af ham, som ikke er i overensstemmelse med denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der står til rådighed ifølge disse staters nationale lovgivning, forelægge sin sag for den kompetente myndighed i en af de to stater.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen forekommer den begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en passende løsning, bestræbe sig på at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten.

3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal bestræbe sig på ved gensidig aftale at løse enhver vanskelighed eller ethvert tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller praktiseringen af overenskomsten. De kan også rådføre sig med hinanden for at undgå dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke omhandles i overenskomsten.

4. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan træde i direkte kontakt med hinanden med henblik på indgåelse af aftaler i overensstemmelse med de foregående stykker. Hvor det for tilvejebringelsen af enighed skønnes ønskeligt, at der finder en mundtlig meningsudveksling sted, kan en sådan ske i en komite bestående af repræsentanter for de kompetente myndigheder i de kontraherende stater.

1. Denne overenskomst berører ikke de skattemæssige begunstigelser, som i kraft af folkerettens almindelige regler eller i medfør af bestemmelser i særlige overenskomster tilkommer diplomatiske eller konsulære tjenestemænd.

2. For så vidt formue ikke beskattes i modtagerstaten som følge af de diplomatiske eller konsulære forrettigheder, der tilkommer en person i kraft af folkerettens almindelige regler eller i medfør af særlige internationale overenskomster, tilkommer beskatningsretten udsenderstaten.

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de fornødne ændringer udvides til ethvert område af Danmark, som i henhold til artikel 3, stykke 1a) udtrykkeligt er holdt uden for overenskomsten, og som pålægger skatter af samme eller væsentligt samme karakter som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på. En sådan udvidelse skal have virkning fra det tidspunkt og med de ændringer og under de betingelser, som måtte blive fastsat og aftalt mellem de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej.

2. Medmindre andet aftales mellem de kontraherende stater, skal opsigelse af overenskomsten fra en af de kontraherende stater i henhold til artikel 14 medføre, at aftalen også ophører at gælde for ethvert område, hvortil den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.

1. Denne overenskomst træder i kraft, når det ved noteveksling bekræftes, at hver af de kontraherende stater har gennemført de forfatningsmæssige foranstaltninger, som udkræves for ikrafttræden, og overenskomsten finder herefter anvendelse på arvemidler efter personer, som er afgået ved døden denne dag eller senere.

2. Med denne aftales ikrafttræden ophører overenskomsten af 14. januar 1957 mellem Kongeriget Danmark og Det schweiziske Forbund til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af arvemidler med at være i kraft. Dens bestemmelser finder ikke længere anvendelse på skatter, på hvilke nærværende overenskomst i medfør af stykke 1 finder anvendelse.

Denne overenskomst forbliver i kraft, så længe den ikke er opsagt af en af de kontraherende stater. Enhver af de kontraherende stater kan opsige overenskomsten ad diplomatisk vej under iagttagelse af en frist på mindst seks måneder til ophør ved udgangen af et kalenderår. I så fald finder overenskomsten ikke længere anvendelse på arvemidler efter personer, som afgår ved døden efter udløbet af det kalenderår, ved hvis udgang opsigelsen har virkning.