Medmindre der foretages afsluttende skatteansættelse efter § 13, anses afdødes indkomstskatter for mellemperioden og eventuelle restskatter m.v., der er overført til dødsåret efter kildeskattelovens § 61, stk. 3 og § 61 A, for endeligt afgjort med betalingen af de foreløbige indkomstskattebeløb, der er forfaldet før dødsfaldet, eller som skulle indeholdes af indtægter, som afdøde havde optjent før dødsfaldet.
Stk. 2 Hvis afdøde anvendte et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), regnes som foreløbige skatter i dødsåret de beløb, som forfaldt før dødsfaldet, men i det kalenderår, hvori dødsfaldet fandt sted. Endvidere medregnes indkomstskatter, som skulle indeholdes af indtægter indtjent i det nævnte tidsrum. Hvis afdøde anvendte et forskudt indkomstår, der udløb efter udgangen af det kalenderår, det trådte i stedet for (fremadforskudt indkomstår), og hvis dødsfaldet er indtruffet den 1. januar eller senere i det forskudte indkomstår, medregnes tillige de foreløbige indkomstskattebeløb, som forfaldt til betaling, eller som skulle indeholdes af indtægter, der er indtjent i kalenderåret forud for det år, hvori dødsfaldet fandt sted.