Kapitel 1 1 Indledende bestemmelser
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan oprette Energinet som en selvstændig offentlig virksomhed.
Stk. 2 Den overordnede infrastruktur på el- og gasområdet, som varetages af Energinet, skal forblive i offentligt eje.
Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ændre Energinets navn.
Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler eller træffer bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone.
Energinets formål er at eje, drive og udbygge overordnet energiinfrastruktur og varetage opgaver med sammenhæng hertil og herved bidrage til udviklingen af en klimaneutral energiforsyning. Energinet skal varetage hensyn til forsyningssikkerhed, klima og miljø samt sikre åben og lige adgang for alle brugere af nettene og systemet og effektivitet i sin drift.
Stk. 2 Energinet varetager en sammenhængende og helhedsorienteret planlægning efter reglerne i denne lov, lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi og lov om gasforsyning og driver systemansvarlig virksomhed, eltransmissionsvirksomhed og gastransmissionsvirksomhed. Endvidere varetager Energinet administrative opgaver vedrørende miljøvenlig elektricitet i medfør af lov om elforsyning, administrative opgaver vedrørende gas fra vedvarende energikilder i medfør af lov om gasforsyning, administrative opgaver vedrørende miljøvenlig elektricitet i medfør af lov om fremme af vedvarende energi og, administrative opgaver i medfør af lov om pilotudbud af pristillæg for elektricitet fremstillet på solcelleanlæg. Energinet kan endvidere varetage gasdistributions-, gaslager- og gasopstrømsrørlednings- og gasopstrømsanlægsvirksomhed. Endvidere kan Energinet varetage opgaver vedrørende CO2-rørledningsanlæg og CO2-lagringslokaliteter. Energinet kan tillige efter pålæg fra klima-, energi- og forsyningsministeren varetage opgaver vedrørende forundersøgelser og koblingsanlæg. Endelig kan Energinet varetage olierørledningsvirksomhed og dertil knyttet separationsvirksomhed.
Stk. 3 Energinet kan efter godkendelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren oprette helejede datterselskaber. Energinet kan herudover eje ejerandele i andre selskaber med begrænset ansvar og indgå samarbejdsaftaler og lignende i forbindelse med udøvelsen af sin virksomhed.
Stk. 4 Energinet kan efter godkendelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren foretage selskabsmæssige omstruktureringer af sin virksomhed, herunder fusioner og spaltninger mellem Energinet og Energinets helejede datterselskaber. Omstruktureringer skal gennemføres efter selskabslovens regler med de ændringer, der følger af denne lov.
Stk. 5 Aktiviteter, som ligger uden for de i stk. 2 angivne, og som Energinet varetager i medfør af denne lov, lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi, lov om gasforsyning, lov om tilskud til elproduktion eller ligningsloven, skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar.
Stk. 6 Myndighedslignende opgaver og fastlæggelse af de overordnede retningslinjer for den samlede virksomhed kan ikke varetages i datterselskaber.
Energinet varetager statens købepligt i medfør af § 35 i lov om elforsyning og § 34 i lov om gasforsyning.
Kapitel 2 1 Udbygning af eltransmissionsnet og gastransmissionssystemer m.m.
Etablering af nye eltransmissionsnet og gastransmissionssystemer og væsentlige ændringer i bestående net og systemer kan ske, hvis der er et tilstrækkeligt behov for udbygningen, herunder at udbygningen sker med sigte på øget forsyningssikkerhed, beredskabsmæssige hensyn, skabelse af velfungerende konkurrencemarkeder eller indpasning af vedvarende energi, eller hvis projektet er nødvendigt til opfyldelse af pålæg i medfør af stk. 6. Hvis et projekt har regional betydning på tværs af landegrænser, skal dette indgå i behovsvurderingen. I særlige tilfælde kan ændringer i bestående eltransmissionsnet ske alene af hensyn til forskønnelse.
Stk. 2 Energinet skal udarbejde en langsigtet udviklingsplan, som giver et samlet overblik over udviklingsbehovene for eltransmissionsnettet og gastransmissionssystemet, herunder for klynger, på både kort og lang sigt samt planlagte og mulige løsninger. Der skal i forbindelse med udarbejdelse af den langsigtede udviklingsplan ske inddragelse af offentligheden. Energinet skal offentliggøre den langsigtede udviklingsplan og samtidig indsende planen til klima-, energi- og forsyningsministeren til orientering.
Stk. 3 Energinet skal ansøge klima-, energi- og forsyningsministeren om godkendelse af projekter eller godkendelse af indmeldelse af projekter til EU, der er omfattet af godkendelsespligt, jf. stk. 9, nr. 3. Det ansøgte skal være belyst i den langsigtede udviklingsplan efter stk. 2.
Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i en godkendelse efter stk. 3 fastsætte vilkår, herunder om indberetning, foretagelse af undersøgelser, indretning, drift og bortskaffelse eller sanering af anlæg.
Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bestemme, at Energinet forpligtes til at dække de meromkostninger, som andre eltransmissions- og netvirksomheder bliver påført, når de efter påbud efter lov om elforsyning skal gennemføre kabellægninger og saneringer i forbindelse med Energinets etablering af 400 kV-eltransmissionsnet. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 6 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan pålægge Energinet at anlægge, udbygge og drive eltransmissionsanlæg samt søledningsanlæg til varetagelse af elforsyningssikkerheden på mindre øer. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i forlængelse af et pålæg efter 1. pkt. om at anlægge ilandføringsanlæg til havvindmølleparker, som etableres efter udbud, pålægge Energinet at anskaffe koblingsanlæg til placering på ilandføringsanlæg, hvis dette vurderes nødvendigt af hensyn til udbuddet. Koblingsanlægget overdrages efterfølgende til koncessionshaveren mod betaling af de omkostninger, som Energinet har afholdt.
Stk. 7 Stk. 5 og 6 finder ikke anvendelse på forhold, som omfattes af artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.
Stk. 8 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan indhente uafhængig ekstern bistand til brug for behandling af projekter, der er ansøgt om godkendelse af eller forventes ansøgt om godkendelse af efter stk. 3. Ministeren fastsætter nærmere regler om indhentelse af uafhængig ekstern bistand, herunder om, hvornår sådan bistand kan indhentes.
Stk. 9 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om den langsigtede udviklingsplan efter stk. 2 og godkendelse efter stk. 3. Ministeren fastsætter herunder regler om:
-
1) Forudsætninger for og indhold af den langsigtede udviklingsplan.
-
2) Inddragelse af offentligheden i forbindelse med udarbejdelse af den langsigtede udviklingsplan.
-
3) Hvilke projekter og indmeldelser af projekter til EU der kræver godkendelse efter stk. 3.
-
4) Krav til ansøgning om godkendelse efter stk. 3, herunder om ansøgningens indsendelse og indhold.
Etablering af nye elforsyningsnet som nævnt i § 4 på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone, væsentlige ændringer i tilsvarende bestående net og forundersøgelser hertil kan kun ske efter forudgående godkendelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren. § 4, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2 Godkendelsen kan betinges af vilkår, herunder krav til placering, indretning og bortskaffelse af anlæg samt tekniske, miljø- og sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med etablering og drift.
Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter med henblik på gennemførelse af EU-direktiver på naturbeskyttelsesområdet, for så vidt angår søterritoriet og den eksklusive økonomiske zone, regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår tilladelser efter disse regler kan meddeles efter § 4 a.
Klima-, energi- og forsyningsministeren træffer passende foranstaltninger, herunder ved fastsættelse af vilkår eller meddelelse af påbud eller forbud, for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i internationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrelser af de arter, som områderne er udpeget for, hvis disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for målsætningerne i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet).
Energinet skal betale omkostningerne til følgende opgaver, jf. dog stk. 2:
-
1) Myndighedsbehandling og vurdering af Energinets plan efter § 4, stk. 2.
-
2) Myndighedsbehandling forbundet med godkendelser af udbygning af eltransmissionsnet og gastransmissionssystemer efter § 4, stk. 3, og tilsyn hermed.
-
3) Indhentelse af uafhængig ekstern bistand efter § 4, stk. 8.
-
4) Myndighedsbehandling forbundet med tilladelser efter § 4 a og regler udstedt i medfør af § 4 b og tilsyn hermed.
-
5) Koordinering af tilladelser til Energinets infrastrukturprojekter af fælles interesse efter kapitel III i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 af 17. april 2013 om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur.
Stk. 2 Omkostninger til opgaver efter stk. 1, som udføres for et af Energinet helejet datterselskab i medfør af § 2, stk. 2 og 3, skal betales af det helejede datterselskab.
Projekter skal forinden afgørelse efter § 4, stk. 3, forelægges et udvalg nedsat af Folketinget, jf. dog stk. 3.
Stk. 2 Kan udvalget ikke tilslutte sig meddelelse af en afgørelse som nævnt i stk. 1, underretter udvalget klima-, energi- og forsyningsministeren om begrundelsen herfor.
Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke projekter der er omfattet af stk. 1.
Kapitel 3 1 Klima-, energi- og forsyningsministerens beføjelser
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan træffe beslutning om ethvert forhold vedrørende Energinets anliggender.
Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter en vedtægt for Energinet. Ændringer af vedtægten skal godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren.
Stk. 3 Energinet fastsætter vedtægter for Energinets helejede datterselskaber. Klima-, energi- og forsyningsministeren skal godkende vedtægterne for Energinets helejede datterselskaber og ændringer heraf.
Stk. 4 Energinet fastsætter en koncerninstruks, som nærmere fastlægger beslutningsbeføjelserne og opgave- og ansvarsfordelingen mellem Energinet og Energinets helejede datterselskaber. Klima-, energi- og forsyningsministeren skal godkende koncerninstruksen og ændringer heraf.
Stk. 5 Energinet skal orientere klima-, energi- og forsyningsministeren om væsentlige forhold vedrørende Energinets virksomhed.
Stk. 6 Klima-, energi- og forsyningsministeren udøver sine beføjelser efter denne bestemmelse over for Energinet ved skriftlige meddelelser rettet til bestyrelsen.
Kapitel 4 1 Ledelse og interessentforum
Energinet ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer.
Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren udpeger 8 bestyrelsesmedlemmer, herunder bestyrelsens formand.
Stk. 3 Bestyrelsen sammensættes, således at bestyrelsen samlet har de nødvendige kompetencer til at drive selskabet på den bedst mulige måde, herunder sikre, at Energinet varetager selskabets formål. Bestyrelsesmedlemmerne skal være uafhængige af kommercielle interesser i produktions- og handelsvirksomheder på el- og gasområdet.
Stk. 5 Medarbejderne i Energinet og Energinets helejede datterselskaber vælger 3 medarbejderrepræsentanter til bestyrelsen efter reglerne herom i selskabsloven.
Stk. 6 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan genudpege bestyrelsesmedlemmer og kan til enhver tid afsætte de af ministeren udpegede bestyrelsesmedlemmer.
Energinets helejede datterselskaber ledes af en bestyrelse.
Stk. 2 Energinet udpeger medlemmer til bestyrelserne i Energinets helejede datterselskaber. Klima-, energi- og forsyningsministeren træffer beslutning om kriterierne for sammensætning af bestyrelserne i Energinets helejede datterselskaber.
Den daglige ledelse af Energinet varetages af en direktion, der ansættes af bestyrelsen efter forudgående orientering af klima-, energi- og forsyningsministeren.
Den daglige ledelse af Energinets helejede datterselskaber varetages af en direktion, der ansættes af datterselskabets bestyrelse.
Klima-, energi- og forsyningsministeren nedsætter et rådgivende interessentforum. Klima-, energi- og forsyningsministeren udpeger formanden og fastsætter formandens vederlag.
Stk. 2 Interessentforummet skal repræsentere et bredt udsnit af interessenter i Energinets virksomhed.
Stk. 3 Interessentforummet skal holde møde mindst en gang årligt.
Stk. 4 Interessentforummet skal med henblik på at understøtte driften af Energinet afgive udtalelser til ledelsen af Energinet om virksomhedens overordnede strategier og planer.
Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om interessentforummets udpegning, sammensætning, virke og sekretariatsbistand, herunder afholdelse af udgifter i forbindelse dermed.
Kapitel 5 1 Økonomi og regnskabsmæssige forhold
Energinet indgår ikke i det statslige overenskomst- og aftalesystem, men kan selv forhandle løn- og ansættelsesvilkår for sit personale, herunder indgå kollektive overenskomster.
Stk. 2 De hidtil gældende ansættelsesvilkår videreføres efter reglerne i lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse. Fristen på 3 uger i § 4 a, stk. 1, i lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse vedrørende en erhververs mulighed for at meddele, at denne ikke ønsker at indtræde i en gældende overenskomst, regnes fra den dag, bestyrelserne i de respektive selskaber har konstitueret sig.
De for aktieselskaber gældende regler i årsregnskabsloven om udarbejdelse og indsendelse af årsrapport m.v., herunder de bestemmelser, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for Energinet med de ændringer, der følger af denne lov.
Stk. 2 Energinets årsrapport revideres af rigsrevisor efter årsregnskabsloven og efter lov om revisionen af statens regnskaber m.m.
Stk. 3 Den reviderede årsrapport forelægges klima-, energi- og forsyningsministeren til godkendelse.
Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber skal i deres interne regnskabsføring med henblik på at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og konkurrenceforvridning
-
1) føre separate regnskaber for hver af deres elektricitetsrelaterede og gasrelaterede aktiviteter, herunder drift af systemansvarlig virksomhed og transmissions-, distributions-, lager-, gasopstrømsrørlednings- og gasopstrømsanlægsvirksomhed, for CO2-rørledningsanlæg og CO2-lagringslokaliteter og for deres olierørlednings- og separationsaktiviteter, og
-
2) specificere indtægter fra ejerskab af eltransmissionsnet, eldistributionsnet, gastransmissionssystemer, gasdistributionssystemer, lagerfaciliteter, gasopstrømsrørledningsnet og gasopstrømsanlæg, CO2-rørledningsanlæg og CO2-lagringslokaliteter samt olierørledning og separationsfaciliteter.
Stk. 2 For de i stk. 1 nævnte aktiviteter skal Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber føre regnskaber og lade disse revidere på samme måde, som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber. Aktiver, for hvilke der anvendes indgangsværdier efter dagældende § 35 O i selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 680 af 20. maj 2015, samt indtægter og udgifter forbundet med ejerskabet til disse aktiver indgår uanset aktivernes anvendelse i de særskilte regnskaber for Energinets elektricitetsrelaterede aktiviteter.
Stk. 3 Energinet skal føre separate regnskaber for
-
1) aktiviteter finansieret med lån efter § 14, stk. 1, og
-
2) øvrige transaktioner mellem Energinet og Energinets helejede datterselskaber.
Energinets overskud ifølge de i § 12, stk. 1 og 3, omtalte regnskaber for virksomhedens elforsynings- og gasrelaterede aktiviteter kan tilbageføres til de respektive forbrugergrupper som dividende eller anvendes til konsolidering. Overskud fra lager-, gasopstrømsrørlednings- og gasopstrømsanlægsvirksomhed, CO2-rørledningsanlæg og CO2-lagringslokaliteter samt olierørlednings- og separationsvirksomhed kan alene anvendes til konsolidering, jf. dog stk. 4. Overskud fra gasdistributionsvirksomhed kan anvendes efter bestemmelsen i § 37 a, stk. 5, i lov om gasforsyning.
Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvorledes tilbageførsel af overskud til forbrugerne efter stk. 1 kan finde sted.
Stk. 3 Energinet kan ikke udlodde overskud eller egenkapital ved udbytteudlodning eller på anden måde til staten.
Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg fastsætte særlige regler om anvendelse af overskud fra virksomhed, der er nævnt i stk. 1, 2. pkt.
Energinet kan optage lån til varetagelse af sin virksomhed, herunder til finansiering af anlægsinvesteringer samt til varetagelse af købepligten efter § 3. Lån optages på baggrund af en årlig investerings- og finansieringsplan, som er godkendt af klima-, energi- og forsyningsministeren.
Stk. 2 Finansministeren bemyndiges til, i det omfang det anses for hensigtsmæssigt, at dække virksomhedens finansieringsbehov efter stk. 1 gennem statslån. Sådanne lån må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager. Lånene optages inden for en ramme, der fastsættes af klima-, energi- og forsyningsministeren efter godkendelse i Folketingets Finansudvalg.
Kapitel 6 1 Anmeldelse og registrering
Energinet skal anmeldes og registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter reglerne i kapitel 2 i selskabsloven. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gælder for Energinet.
Kapitel 7 1 Offentlighed og digitalisering
Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand gælder for Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber.
Energinet skal straks give elektronisk meddelelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om alle væsentlige forhold, der vedrører virksomheden, og som kan antages at få betydning for virksomhedens fremtid, medarbejdere og kreditorer.
Årlige ejerbeslutninger vedrørende Energinet, der er truffet i henhold til Energinets vedtægter, skal offentliggøres i Erhvervsstyrelsens it-system.
Stk. 2 Energinet skal offentliggøre information om væsentlige ejerbeslutninger truffet af klima-, energi- og forsyningsministeren vedrørende Energinet på selskabets hjemmeside.
Stk. 3 Energinet skal på selskabets hjemmeside offentliggøre selskabets vedtægter og årsrapport.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at kommunikation om forhold, der er omfattet af denne lov, af bestemmelser fastsat i medfør af loven eller af EU-retsakter om forhold omfattet af loven, skal ske digitalt, og at henvendelser, meddelelser m.v., der ikke er indgivet digitalt, afvises af den pågældende myndighed. Ministeren kan herunder fastsætte regler om anvendelse af et bestemt digitalt system, om, at henvendelser, meddelelser m.v., der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af den pågældende myndighed, og om fritagelse for obligatorisk anvendelse for visse personer og virksomheder.
Stk. 2 En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for modtageren.
Kapitel 8 1 Tilsyn, klageadgang m.v.
Klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med, at Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber overholder bestemmelserne i denne lov.
Stk. 2 Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber skal på begæring stille enhver oplysning om sin virksomhed til rådighed for klima-, energi- og forsyningsministeren.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet institution eller anden myndighed til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren. Bekendtgørelse om Energistyrelsens opgaver og beføjelser
Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en institution eller anden myndighed, som ministeren i henhold til stk. 1 har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke skal kunne indbringes for ministeren.
Afgørelser truffet af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af § 4, stk. 3-5, og § 4 a kan, for så vidt angår eltransmissionsnet, påklages til Energiklagenævnet efter reglerne i §§ 89 og 91 i lov om elforsyning og, for så vidt angår gastransmissionssystemer, efter reglerne i §§ 51 og 53 i lov om gasforsyning.
Stk. 2 Energinets langsigtede udviklingsplan efter § 4, stk. 2, kan, i de tilfælde § 4, stk. 3, ikke finder anvendelse, påklages af enhver med en væsentlig og individuel interesse i den langsigtede udviklingsplan efter reglerne nævnt i stk. 1.
Kapitel 9 1 Erstatningsansvar og straf
Beslutning om anlæggelse af søgsmål mod bestyrelsesmedlemmer, direktører eller andre i anledning af tab påført Energinet kan træffes af bestyrelsen eller klima-, energi- og forsyningsministeren.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde bestyrelsesmedlemmer, direktører, vurderingsmænd samt deres suppleanter, såfremt de ubeføjet røber, hvad de under udøvelsen af deres hverv for Energinet har fået kendskab til.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes Energinet eller virksomhedens helejede datterselskaber med bøde, hvis de
-
1) undlader at ansøge om godkendelse efter § 4, stk. 3,
-
2) tilsidesætter vilkår for en godkendelse fastsat efter § 4, stk. 4, eller
-
3) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter § 4 c.
Stk. 2 I regler, som fastsættes i medfør af loven, kan det fastsættes, at Energinet eller virksomhedens helejede datterselskaber straffes med bøde, hvis bestemmelser i eller vilkår og påbud udstedt i henhold til reglerne overtrædes.