Fødevareloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af fødevareloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fødevarer

Lov nr. 526 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1033 af 5. juli 2023

Kapitel 4 1 Kost og ernæring
§ 10

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri har til opgave at formidle oplysning til forbrugerne om forhold, der er omfattet af loven, herunder om ernæring.

Stk. 2 Ministeren kan iværksætte overvågningsprogrammer for fødevarer og undersøgelser af fødevarer og af befolkningens kost og ernæring med henblik på udstedelse af regler inden for lovens område og på udarbejdelse af kost- og næringsstofanbefalinger, vejledninger til myndigheder og virksomheder samt forbrugeroplysning om kost og ernæring.

Stk. 3 Ministeren kan gennemføre og offentliggøre sammenlignende test af fødevarer. Der kan i forbindelse med testvirksomheden anvendes anonym informationsindsamling.

§ 11

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om privates, herunder virksomheders, oplysningsaktivitet om kost og ernæring.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler om, at fødevarer skal mærkes med angivelse af næringsværdi, herunder om, hvorledes næringsværdien skal angives på emballagen, i reklamer og lign. § 19 finder tilsvarende anvendelse for næringsdeklarationer.

§ 12

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan rådgive om og fastsætte regler for offentlig kostforplejning.

§ 13

(Ophævet)