Kapitel 11 1 Folketingets godkendelse af valget
Folketinget afgør gyldigheden af kandidaternes valg.
Stk. 2 Folketinget afgør, om de beregninger og opgørelser, som indenrigs- og sundhedsministeren har foretaget, kan godkendes, eller om indenrigs- og sundhedsministeren skal foretage nye beregninger eller opgørelser. Folketinget kan endvidere pålægge indenrigs- og sundhedsministeren at indhente stemmemateriale m.v. til Folketinget.
Stk. 3 Folketinget kan pålægge valgbestyrelserne at foretage en fornyet gennemgang og opgørelse af det materiale eller dele heraf, der har været benyttet ved folketingsvalget, jf. § 72, stk. 2.
Enhver vælger kan klage over folketingsvalg. Klager skal stiles til Folketinget og sendes til indenrigs- og sundhedsministeren. Klager skal være indenrigs- og sundhedsministeren i hænde senest ugedagen efter valgdagen.
Hvis Folketinget træffer afgørelse om, at afstemningen i en opstillingskreds er ugyldig, udsættes godkendelsen af kandidaternes valg i storkredsen. Kandidaterne i storkredsen anses dog foreløbig som lovligt valgte. Godkendelsen af samtlige tillægsmandater har i så fald foreløbig gyldighed.
Folketinget afgør, i hvilket omfang og på hvilken måde omvalg skal afholdes. Ved omvalg kan kun de personer, der havde valgret og var optaget på valglisten på den almindelige valgdag, afgive stemme.
Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter og bekendtgør dagen for afholdelsen af omvalg.
Stk. 3 Når omvalg har fundet sted, foretages fornødne nye beregninger og opgørelser.
Stk. 4 Gyldighedsperioden for omvalg følger gyldighedsperioden for valgene på den almindelige valgdag.
En stedfortræder indtræder i Folketinget, når et folketingsmedlem ophører med at være medlem, og i øvrigt efter de regler herom, der er fastsat i Folketingets forretningsorden.
Stk. 2 Hvis et parti ikke har stedfortrædere til at besætte et ledigt mandat i en storkreds, overføres mandatet til den storkreds inden for landsdelen, som er nærmest berettiget til mandatet, jf. § 85, stk. 1.
Stk. 3 Er der ikke i landsdelen nogen stedfortræder for partiet, overføres mandatet til den storkreds inden for de to andre landsdele under ét, hvor partiet i henhold til beregningerne i §§ 79 og 84, stk. 2, har den største kvotient, der ikke har givet tillægsmandat. Mandatet overføres til den landsdel, hvor denne storkreds ligger.