Finanstilsynet kan påbyde en forsikringsmæglervirksomhed at afsætte en direktør eller den for forsikringsformidlingen ansvarlige person inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 8, stk. 2, ikke kan bestride stillingen.
Stk. 2 Finanstilsynet kan påbyde et medlem af bestyrelsen i en forsikringsmæglervirksomhed at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 8, stk. 2, ikke kan bestride hvervet.
Stk. 3 Finanstilsynet kan påbyde en forsikringsmæglervirksomhed at afsætte en direktør eller den for forsikringsformidlingen ansvarlige person, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, lov om forsikringsformidling eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 8, stk. 2, nr. 1. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsynet kan under samme betingelser som i 1. pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen i en forsikringsmæglervirksomhed at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.
Stk. 4 Varigheden af påbud meddelt efter stk. 2 på baggrund af § 8, stk. 2, nr. 2 eller 3, skal fremgå af påbuddet.
Stk. 5 Påbud meddelt i henhold til stk. 1-3 kan af forsikringsmæglervirksomheden og af den person, som påbuddet vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende direktør, det pågældende bestyrelsesmedlem eller den for forsikringsformidlingen ansvarlige person under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller sin stilling. Finanstilsynet indbringer inden 4 uger sagen for domstolene. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 6 Finanstilsynet kan af egen drift eller efter ansøgning tilbagekalde et påbud meddelt i medfør af stk. 2 og stk. 3, 3. pkt. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren forlange afslaget indbragt for domstolene. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at afslaget er meddelt den pågældende. Anmodning om domstolsprøvelse kan dog kun fremsættes, såfremt påbuddet ikke er tidsbegrænset og der er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af påbuddet, eller mindst 2 år efter at Finanstilsynets afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.
Stk. 7 Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på en forsikringsmægler, der er meddelt tilladelse af Finanstilsynet til at udøve forsikringsmægling i en enkeltmandsvirksomhed eller som ansat i en forsikringsmæglervirksomhed, jf. § 6 og § 7.
Stk. 8 Har forsikringsmæglervirksomheden ikke afsat direktøren eller den for forsikringsformidlingen ansvarlige person inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, kan Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 22, stk. 1, nr. 4. Finanstilsynet kan endvidere inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 22, stk. 1, nr. 4, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af stk. 2 og 3.