Rentekuponer til massegældsbreve følger lovens regler om ihændehavergældsbreve.
Stk. 2 Bestemmelser i gældsbrevenes fælles tekst er bindende for den, der erhverver en kupon. Han må også finde sig i den indsigelse, at det gældsbrev, kuponen hørte til, er ugyldigt, fordi det ikke er udgivet af udstederen.
Stk. 3 Når gældsbrevet med hjemmel i den fælles tekst er udtrukket eller på anden måde forfaldet til indfrielse, giver senere forfaldende kuponer ikke krav på betaling.
Stk. 4 Skyldneren kan ikke påberåbe sig § 19, hvis han særskilt indfrier en kupon mere end en måned før forfaldsdag. Overdrages en kupon særskilt inden samme tid, anvendes §§ 14 og 15 ikke.
Stk. 5 Overdrages kuponer sammen med gældsbrevet, får erhververen ikke bedre ret med hensyn til kuponerne end med hensyn til gældsbrevet.