Til brug for behandlingen af en sag om udsendelse af en udlænding, der har pligt til at udrejse, jf. § 1, stk. 1, videregiver Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, domstolene, Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet uden udlændingens samtykke alle akter, der er indgået i en sag om opholdstilladelse, til Hjemrejsestyrelsen, jf. dog udlændingelovens § 45 b.
Stk. 2 Indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, 2. pkt., for det indkvarteringssted, hvor en udlænding, der har pligt til at udrejse, jf. § 1, stk. 1, er indkvarteret, kan uden udlændingens samtykke videregive oplysninger til Hjemrejsestyrelsen.
Stk. 3 Myndigheder, institutioner og sundhedspersoner skal efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen videregive oplysninger fra patientjournaler m.v. vedrørende udlændinge, der har pligt til at udrejse, jf. § 1, stk. 1, i det omfang det er nødvendigt for styrelsens vurdering af, om udlændingens helbredstilstand tillader udsendelse, om der skal træffes særlige forholdsregler i forbindelse med planlægning og gennemførelse af udsendelsen, eller om der er behov for lægeordineret medicin i forbindelse med udsendelsen.