Hvidvaskloven § 17

Denne konsoliderede version af hvidvaskloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven)

Lov nr. 651 af 8. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 807 af 21. juni 2024

Skærpede krav
§ 17

Virksomheder og personer omfattet af denne lov skal ud over kravene i §§ 11 og 12 gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, hvor der vurderes at være øget risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme. Virksomheden eller personen skal i vurderingen tage de højrisikofaktorer i betragtning, som fremgår af bilag 3 til loven, og andre højrisikofaktorer, som må skønnes at være relevante.

Stk. 2 Virksomheder og personer skal gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, hvis kunden har hjemsted i et land, der er opført på Europa-Kommissionens liste over højrisikotredjelande. De skærpede kundekendskabsprocedurer skal omfatte følgende:

  • 1) Indhentelse af yderligere oplysninger om kunden og reelle ejere.

  • 2) Indhentelse af yderligere oplysninger om forretningsforbindelsens tilsigtede karakter.

  • 3) Indhentelse af oplysninger om midlernes oprindelse og kilden til kundens og den reelle ejers formue.

  • 4) Indhentelse af oplysninger om årsagerne til de ønskede eller udførte transaktioner.

  • 5) Indhentelse af godkendelse ved etablering eller videreførelse af forretningsforbindelser hos den person, der er udpeget i henhold til § 7, stk. 2.

  • 6) Skærpet overvågning af forretningsforbindelsen ved at øge antallet af kontroller og ved at udvælge transaktionsmønstre, der kræver nøjere undersøgelse.

Stk. 3 Ud over de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 2, skal virksomheder og personer gennemføre en eller flere yderligere risikobegrænsende foranstaltninger, når fysiske personer eller juridiske enheder gennemfører transaktioner, der involverer lande, der er opført på Europa-Kommissionens liste over højrisikotredjelande. Disse foranstaltninger skal bestå i en eller flere af følgende:

  • 1) Anvendelse af supplerende elementer af skærpede kundekendskabsprocedurer.

  • 2) Indførelse af relevante skærpede indberetningsmekanismer eller systematisk indberetning af finansielle transaktioner.

  • 3) Begrænsning af forretningsforbindelser eller transaktioner med fysiske personer eller juridiske enheder fra de tredjelande, der er identificeret som højrisikotredjelande.

Stk. 4 Ud over de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 3, skal virksomheder og personer ved forretningsforbindelser eller transaktioner, der involverer lande, som er opført på Europa-Kommissionens liste over højrisikotredjelande, når det vurderes relevant, sikre, at første betaling foretages gennem en konto i kundens navn i et kreditinstitut, der er underlagt krav om kundekendskabsprocedurer, der mindst svarer til de kundekendskabsprocedurer, der er fastsat i denne lov.

Stk. 5 Kravet i stk. 2 kan på baggrund af en risikovurdering undlades for en filial eller et majoritetsejet datterselskab af en juridisk person, hvor den juridiske person er etableret i et EU- eller EØS-land og underlagt krav, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, og filialen eller det majoritetsejede datterselskab overholder koncernens politikker og forretningsgange, jf. § 9, stk. 2.