IEU-loven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af iEU-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse

Lov nr. 418 af 6. juni 2002,
jf. lovbekendtgørelse nr. 145 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1355 af 29. november 2023, lov nr. 635 af 11. juni 2024 og lov nr. 688 af 11. juni 2024

Kapitel 3 1 Tilskud
§ 14

En institution, der er godkendt efter loven, skal i sit virke som selvejende institution være uafhængig, og institutionens midler må alene komme institutionens formål til gode.

§ 15

Børne- og undervisningsministeren yder tilskud eller lån til institutionerne efter stk. 2-9.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren yder tilskud til fællesudgifter i form af grundtilskud, der fastsættes på de årlige finanslove, og taxametertilskud, der ydes ud fra den enkelte institutions antal årselever og en takst pr. årselev. Taksterne pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove for grupper af uddannelser.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren yder taxametertilskud til institutionernes erhvervelse og opretholdelse af lokaler, bygninger og arealer ud fra den enkelte institutions antal årselever og en takst pr. årselev. Taksterne pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove for grupper af uddannelser.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om opgørelse af årselever efter stk. 2 og 3.

Stk. 5 Udenlandske deltagere i erhvervsuddannelser kan kun indgå i beregningen efter stk. 2 og 3 og § 19, stk. 4, hvis de

  • 1) er meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1-3§ 8, stk. 1 eller 2, eller § 9 c, stk. 3, nr. 1 eller 2, tidsubegrænset opholdstilladelse eller tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold i Danmark,

  • 2) er meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter udlændingelovens § 9, stk. 1, eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, eller § 8, stk. 1 eller 2,

  • 3) er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, som medfølgende barn af en udlænding, som dels er statsborger i et land, der ikke er tilsluttet Den Europæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen, dels er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, jf. dog stk. 6,

  • 4) er meddelt opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.,

  • 5) er meddelt opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine,

  • 6) er udvekslet med danske deltagere efter aftale mellem institutionen og en institutionen i udlandet,

  • 7) efter EU-retten, herunder EØS-aftalen, eller internationale aftaler, som Danmark har indgået, har krav på ligestilling med danske statsborgere eller

  • 8) har ansøgt om eller er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 5 eller 6, og de, inden de blev meddelt opholdstilladelse efter disse bestemmelser, var omfattet af nr. 1-7.

Stk. 6 En udenlandsk deltager er omfattet af stk. 5, nr. 3, uanset at forælderens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a ophører efter tidspunktet for påbegyndelsen af uddannelsen.

Stk. 7 Institutionens udbud af erhvervsuddannelser til andre udenlandske deltagere end dem, der er nævnt i stk. 5 og 6, sker som indtægtsdækket virksomhed.

Stk. 8 Børne- og undervisningsministeren kan yde lån og tilskud til institutioner, der efter ministerens skøn er kommet i en særlig vanskelig økonomisk situation. Lånet eller tilskuddet er betinget af, at institutionen følger ministerens krav til omlægning af institutionens virksomhed med henblik på genopretning af institutionens økonomi.

Stk. 9 Børne- og undervisningsministeren kan yde tilskud og lån i forbindelse med sammenlægning eller spaltning af institutioner.

Stk. 10 Uanset stk. 2 og 3 og § 19, stk. 1 og 2, kan der på de årlige finanslove fastsættes særskilte takster for fjernundervisning, herunder at der ved fjernundervisning ikke ydes tilskud til dækning af institutionernes erhvervelse og opretholdelse af lokaler, bygninger og arealer.

Stk. 11 Udbetaling Danmark varetager administrative opgaver af finansiel og regnskabsmæssig karakter vedrørende lån efter stk. 8 og 9.

§ 15a

Børne- og undervisningsministeren kan godkende, at en institution driver kollegievirksomhed som indtægtsdækket virksomhed, hvis institutionen var en amtskommunal institution og drev kollegievirksomhed pr. 31. december 2006. Tilsvarende gælder for institutioner, der sammenlægges med en tidligere amtskommunal institution, hvori der indgår et kollegium.

§ 15b

En institution skal som betingelse for at opnå tilskud til gymnasiale fuldtidsuddannelser sikre, at der fra den første opgørelse af klassekvotienter maksimalt er en gennemsnitlig klassekvotient på 28,0 på hvert klassetrin på de gymnasiale fuldtidsuddannelser, institutionen udbyder.

Stk. 2 En institution modtager uanset tilskudsbestemmelserne i denne lov ikke aktivitetsafhængige tilskud fra Børne- og Undervisningsministeriet til uddannelse af elever eller kursister, der er optaget ud over den gennemsnitlige klassekvotient på 28,0 på hvert klassetrin på de gymnasiale fuldtidsuddannelser.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om opgørelsen af den gennemsnitlige klassekvotient på de gymnasiale fuldtidsuddannelser, herunder om beregningen af klassekvotienten og opgørelsestidspunktet. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at en institution i særlige tilfælde uanset stk. 1 og 2 kan have en højere gennemsnitlig klassekvotient end 28,0 på hvert klassetrin på de gymnasiale fuldtidsuddannelser, herunder om vilkår for en højere gennemsnitlig klassekvotient.

§ 15c

Børne- og undervisningsministeren kan yde tilskud til institutioner, der udbyder særligt tilrettelagte forløb på uddannelsen til merkantil studentereksamen og uddannelsen til teknisk studentereksamen for elever med nedsat psykisk funktionsevne. Tilskuddet fastsættes på grundlag af takster på de årlige finanslove.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om tilskud, herunder om aktivitetsindberetninger og opgørelse af aktivitet.

§ 16

Kommuner kan yde tilskud til institutioner for erhvervsrettet uddannelse til anlægsudgifter ved etablering eller senere udbygning. Kommuner kan ikke uden særlig lovhjemmel yde tilskud til institutionernes driftsudgifter eller lån til anlægsudgifter.

§ 17

Aftaler, herunder husleje- og ejendomsaftaler, skal indgås på vilkår, der ikke er ringere for institutionerne end sædvanlige markedsvilkår, og skal søges ændret, hvis udviklingen i markedsvilkårene tilsiger det.

§ 18

Børne- og undervisningsministeren kan yde tilskud til kostafdelinger, hvis disse

  • 1) drives af en institution godkendt efter loven eller af en anden selvejende institution og

  • 2) er bolig for deltagere i tilskudsberettigede uddannelser.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om optagelse på kostafdelinger og om betaling for kost og logi.

Stk. 3 Tilskud efter stk. 1 udgøres af taxametertilskud, der ydes ud fra den enkelte kostafdelings antal kostårselever og en takst pr. kostårselev. Taksterne pr. kostårselev fastsættes på de årlige finanslove for forskellige grupper af deltagere i uddannelse. Deltagere, der betaler fuld pris for benyttelse af kostafdelingen i henhold til regler fastsat efter stk. 2, indgår ikke i tilskudsberegningen. Der kan derudover ydes grundtilskud, der fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om opgørelse af kostårselever for forskellige grupper af deltagere efter stk. 3.

§ 18a

Børne- og undervisningsministeren kan yde særlige tilskud til institutionernes udgifter til elever, lærlinge, kursister og studerende, der efter lov om erhvervsuddannelser, lov om de gymnasiale uddannelser, lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. eller lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne skal have tilbud om specialpædagogisk bistand.

Stk. 2 Handicappede elever, der er optaget på uddannelser godkendt efter § 37 c, og som har behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, skal have tilbud herom. Børne- og undervisningsministeren kan yde særlige tilskud til institutionernes udgifter til specialpædagogisk bistand.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om administration af de særlige tilskud efter stk. 1 og 2, herunder om ansøgning, indhentede sagkyndige udtalelser, tildeling, udbetaling, udbetaling af forskud til og tilbagebetaling fra institutionerne samt refusion af udgifter, som institutionerne har afholdt i overensstemmelse med tildelingen.

Stk. 4 Ansøgning om tilskud til specialpædagogisk bistand, jf. stk. 1 og 2, skal indgives til Børne- og Undervisningsministeriet ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening). Uddannelsesinstitutionen skal på tilsvarende vis modtage afgørelser og meddelelser vedrørende ansøgningen digitalt. Elever og kursister skal modtage afgørelser og meddelelser m.v. vedrørende ansøgningen digitalt.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om, at ansøgning om tilskud til specialpædagogisk bistand og modtagelse af afgørelser herom og meddelelser i øvrigt kan ske på anden vis end ved digital selvbetjening, hvor særlige forhold gør sig gældende.

Stk. 6 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om indretning og administration af den digitale løsning, jf. stk. 4 og 5, herunder om

  • 1) indhold og udformning af ansøgninger,

  • 2) frister for indgivelse af ansøgninger,

  • 3) frister for indgivelse af oplysninger og

  • 4) frister for udbetalinger af støtte.

Stk. 7 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af digital signatur og anden sikker personidentifikation.

§ 18b

Børne- og undervisningsministeren yder tilskud til pædagogikum, jf. lov om pædagogikum i de gymnasiale uddannelser, på grundlag af den enkelte institutions antal af årspædagogikumkandidater. Takster pr. årspædagogikumkandidat fastsættes på de årlige finanslove for en eller flere grupper af uddannelsesforløb.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om tilskud efter stk. 1, herunder om aktivitetsindberetninger og om opgørelse af årspædagogikumkandidater.

§ 18c

Staten yder tilskud til dækning af de direkte undervisningsudgifter ved uddannelsen til merkantil studentereksamen og uddannelsen til teknisk studentereksamen fraregnet indtægter ved uddannelserne. Tilskuddet til undervisningsudgifter bestemmes ud fra antallet af årselever ved uddannelserne og et gennemsnitligt tilskud pr. årselev fastlagt i de årlige finanslove. Der kan på de årlige finanslove fastsættes særskilte takster for fjernundervisning.

Stk. 2 Staten yder et særligt tilskud for færdiggørelse af uddannelsen til merkantil studentereksamen og uddannelsen til teknisk studentereksamen. Taksten fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 3 Staten yder et særligt tilskud på baggrund af andelen af frafaldstruede elever på uddannelsen til merkantil studentereksamen og uddannelsen til teknisk studentereksamen. Taksten fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 4 Staten kan yde særlige tilskud i forbindelse med uddannelsesforsøg for elever i enkeltfagsundervisning samt for skoler med lille elevtilgang, hvis det ud fra regionale hensyn er vigtigt at bevare uddannelsen det pågældende sted.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler efter stk. 1-4, herunder om betingelser for og beregning af det særlige tilskud efter stk. 2, om betingelser for og beregning af andelen af frafaldstruede elever efter stk. 3 og om særlige tilskud i forbindelse med uddannelsesforsøg og skoler med lille elevtilgang efter stk. 4.

§ 18d

Børne- og undervisningsministeren kan ved ydelse af tilskud efter § 18 a, stk. 1, til institutionerne stille krav om, at institutionerne ved køb af varer og tjenesteydelser til brug for specialpædagogisk bistand til elever og lærlinge, der skal have tilbud om specialpædagogisk bistand efter lov om erhvervsuddannelser, lov om de gymnasiale uddannelser, lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. eller lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, anvender en eller flere centralt koordinerede indkøbsaftaler om levering af varer og tjenesteydelser til brug for specialpædagogisk bistand.

Stk. 2 Elever, lærlinge, kursister og studerende, der modtager specialpædagogisk bistand, kan frit vælge mellem de leverandører, der er omfattet af centralt koordinerede indkøbsaftaler efter stk. 1.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om institutionernes forpligtelse til at anvende centralt koordinerede indkøbsaftaler efter stk. 1, herunder om proceduren og fremgangsmåden for anvendelsen heraf.

§ 19

Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om tilskud til de direkte undervisningsudgifter til uddannelse ved institutionerne i tilfælde, hvor der ikke ydes tilskud til undervisningsudgifterne efter lovgivningen om uddannelserne, jf. dog § 15, stk. 10, eller § 18 c.

Stk. 2 Tilskuddet ydes som et taxametertilskud ud fra den enkelte institutions antal årselever og en takst pr. årselev. Taksterne pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om opgørelse af årselever.

Stk. 4 Staten kan yde et særligt tilskud ved færdiggørelse af uddannelse, hvor der ikke ydes tilskud efter lovgivningen om uddannelserne. Taksten fastsættes på finansloven. Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for og beregning af det særlige tilskud.

Stk. 5 Staten kan yde et særligt tilskud på baggrund af andelen af frafaldstruede elever, hvor der ikke ydes tilskud efter lovgivningen om uddannelserne. Taksten fastsættes på finansloven. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om betingelser for og beregning af tilskud på baggrund af andelen af frafaldstruede elever.

§ 20

Børne- og undervisningsministeren kan helt eller delvis yde tilskud til udviklings- og forsøgsvirksomhed eller til andre særlige formål samt til iværksættelse af nye uddannelser ved institutionerne.

§ 21

Ydelse af tilskud efter §§ 15-19 er betinget af, at tilvækst i formuen hidrørende fra perioden den 1. januar 1991 eller senere, henholdsvis den 1. januar 1994, for institutioner, der på tidspunktet for overgang til denne lov er godkendt efter lov om arbejdsmarkedsuddannelsescentre, i tilfælde af institutionens eller kostafdelingens ophør anvendes til undervisnings- og uddannelsesformål efter børne- og undervisningsministerens bestemmelse. Dette gælder dog ikke de i § 3, stk. 2, nævnte gaver.

§ 21a

Tilskud efter §§ 15, 18-20 og 37 c ydes ikke til dækning af institutionernes udgifter til betaling af afgifter i henhold til momsloven.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kompenserer institutionerne for udgifter til betaling af afgifter i henhold til momsloven, som efter momsloven ikke kan fradrages ved en virksomheds opgørelse af afgiftstilsvaret (ikkefradragsberettiget købsmoms), og som institutionerne afholder ved køb af varer og tjenesteydelser, til hvilke der ydes tilskud efter §§ 15, 18-20 og 37 c.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om kompensationen efter stk. 2 og kan herunder beslutte, at der skal etableres en a conto-ordning for momskompensationen til institutionerne.

§ 21b

Børne- og undervisningsministeren kan efter forhandling med transportministeren bemyndige Bygningsstyrelsen til at varetage administrationen af de bygninger, huslejekontrakter og leasingkontrakter, som Børne- og Undervisningsministeriet den 1. januar 2007 overtager fra amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg Kommuner, Bornholms Regionskommune og Hovedstadens Sygehusfællesskab, jf. § 12 i lov nr. 590 af 24. juni 2005.

§ 22

Institutionerne disponerer frit inden for deres formål ved anvendelsen af de samlede statslige tilskud efter §§ 15-21 og øvrige indtægter under ét, jf. dog stk. 3. Det er en betingelse, at institutionerne opfylder de bestemmelser, der gælder for de enkelte uddannelser og formål, og gennemfører den uddannelsesaktivitet, kostafdelingsaktivitet eller anden aktivitet, som tilskuddene er betinget af. Institutionerne kan opspare tilskud til anvendelse i følgende finansår til institutions- og undervisningsformål.

Stk. 2 Hvis tilskud efter § 20 er ydet under forudsætning af, at uforbrugte midler tilbagebetales,er dette tilskud ikke omfattet af stk. 1.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan pålægge en institution at tilpasse, udskyde eller standse investeringer, såfremt de samlede budgetterede investeringer for de statsfinansierede selvejende institutioner på Børne- og Undervisningsministeriets område overstiger den flerårige investeringsramme, der fastsættes på finansloven. Børne- og undervisningsministeren offentliggør de flerårige investeringsrammer.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om forvaltningen af investeringsrammen, der fastsættes på de årlige finanslove, jf. stk. 3.

§ 23

Institutionerne skal følge de af finansministeren fastsatte eller aftalte bestemmelser om løn- og ansættelsesvilkår, herunder om pensionsforhold, for det personale, der er ansat ved institutionen.

Stk. 2 Bestemmelserne i § 10, stk. 1, og §§ 19-25 i lov om tjenestemænd finder anvendelse på det personale ved institutionerne, der er ansat på vilkår svarende til tjenestemandsvilkår. § 21, stk. 4, i tjenestemandsloven gælder for medlemmer af institutionernes bestyrelser.

§ 24

Børne- og undervisningsministeren kan ved ydelse af tilskud til institutionerne stille vilkår, der fremmer formålet i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (sociale klausuler). Ministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 24a

Institutionen anvender ved udbud og efterfølgende kontraktindgåelser klausuler om uddannelses- og praktikaftaler eller offentliggør senest ved kontraktindgåelsen på institutionens hjemmeside på internettet sin begrundelse for at undlade dette.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om forpligtelsen efter stk. 1, herunder om, hvilke udbud der er omfattet af forpligtelsen.

§ 25

Institutionerne skal som betingelse for at opnå tilskud følge Finansministeriets regler om udbud og udlicitering af statslige drifts- og anlægsopgaver.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler om institutionernes budget- og bevillingssystem og om udbetaling af tilskud til institutionerne.