Inddrivelsesloven § 3

Denne konsoliderede version af inddrivelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

Lov nr. 1333 af 19. december 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 26. september 2024,
som ændret ved lov nr. 1110 af 13. november 2019, lov nr. 814 af 9. juni 2020 og lov nr. 1565 af 12. december 2023

Restanceinddrivelsesmyndigheden
§ 3

Ved overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden overtager restanceinddrivelsesmyndigheden kreditorbeføjelserne.

Stk. 2 Skatteministeren kan fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan videregive oplysninger til kreditoplysningsbureauer om en virksomheds restance bestående af beløb til dækning af tilbagebetalingskrav efter § 10 b hidrørende fra særskilt lønindeholdelse efter den tidligere gældende § 10 a, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 2022, og biblioteksgebyrer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, kontrolafgifter med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber og af beløb til dækning af medielicens og radiolicens med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Stk. 3 Restanceinddrivelsesmyndigheden kan som led i inddrivelsen tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen, medmindre andet følger af bilag 1.

Stk. 4 Restanceinddrivelsesmyndigheden kan hos andre offentlige myndigheder og hos pengeinstitutter samt hos Værdipapircentralen indhente oplysninger, der er nødvendige for restanceinddrivelsesmyndighedens opgavevaretagelse. Endvidere kan restanceinddrivelsesmyndigheden fra registre, der føres af offentlige myndigheder, indhente de oplysninger om skyldnerens forhold, som er af betydning for inddrivelsen. Oplysningerne kan indhentes i elektronisk form.

Stk. 5 Restanceinddrivelsesmyndigheden kan til brug for inddrivelsen af de fordringer, som inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af denne lov, få terminaladgang til alle nødvendige oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske eller erhvervsmæssige forhold i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister. Oplysningerne anvendes til brug for behandling af enkeltsager eller til brug for kontrol ved samkøring og sammenstilling af oplysninger med restanceinddrivelsesmyndighedens øvrige oplysninger.

Stk. 6 Restanceinddrivelsesmyndigheden kan hos andre myndigheder indhente oplysninger om, hvilke personer der er berettiget til børne- og ungeydelse, og oplysninger om, hvilke børn og unge ydelsen vedrører. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan endvidere opbevare oplysningerne i et register, som restanceinddrivelsesmyndigheden opretter til formålet.

Stk. 7 Restanceinddrivelsesmyndighedens adgang til oplysninger, jf. stk. 4-6, gælder også indsamling og anvendelse af oplysninger om personers nettoindkomst og betalingsevne til brug for statistiske og regnskabsmæssige formål.

Stk. 8 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 3-7 og om fradrag af pensionsindbetalinger ved betalingsevnevurdering. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler, hvorefter fordringshavere og andre offentlige myndigheder får elektronisk adgang til oplysninger registreret af restanceinddrivelsesmyndigheden om restancens størrelse i forhold til vedkommende fordringshaver, og om der foreligger restante fordringer i forhold til andre fordringshavere. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens redegørelse for renter og gebyrer, der opkræves af told- og skatteforvaltningen eller via fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip, og for gebyrer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden eller måtte blive indberettet til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt., uden oplysning om, hvilket hovedkrav de vedrører, og for gebyrer, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden efter § 2, stk. 10, 3. pkt., har besluttet, at de fremover skal behandles som selvstændige hovedkrav, samt for renter og gebyrer, der som følge af en beslutning truffet i medfør af § 3 D, stk. 1, behandles som selvstændige hovedkrav, i afgørelser og meddelelser til skyldneren og andre. Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen