Kapitel 2 1 Kommunalbestyrelsens opgaver
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for boligplacering af flygtninge, der er visiteret til den pågældende kommune, jf. kapitel 3, introduktionsprogrammer for flygtninge og familiesammenførte udlændinge, jf. kapitel 3 a og 4, introduktionsforløb for indvandrere, jf. kapitel 4 a, udbetaling af kontanthjælp efter § 16, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik til udlændinge omfattet af et introduktionsprogram, jf. kapitel 5, udbetaling af hjælp i særlige tilfælde, jf. kapitel 6, og samordning heraf med den øvrige integrationsindsats i kommunen.
Stk. 2 Ansvaret for flygtninge efter stk. 1 påhviler kommunalbestyrelsen fra udgangen af den første hele måned fra tidspunktet for afgørelsen om visitering, jf. § 10, stk. 1. Falder den 1. i en måned i en weekend eller på en helligdag, overgår ansvaret for en flygtning til kommunalbestyrelsen den førstkommende hverdag. Kommunalbestyrelsen kan med den pågældendes samtykke overtage ansvaret for en flygtning efter stk. 1 før udgangen af den første hele måned efter afgørelsen om visitering.
Stk. 3 Ansvaret efter stk. 1 for flygtninge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8 påhviler kommunalbestyrelsen fra tidspunktet for den pågældendes registrering i Det Centrale Personregister (CPR) som tilflyttet kommunen. Ansvaret efter stk. 1 for familiesammenførte udlændinge og indvandrere omfattet af § 2, stk. 6, nr. 1-8, påhviler kommunalbestyrelsen fra tidspunktet for den pågældendes registrering i Det Centrale Personregister (CPR) som tilflyttet kommunen eller, hvis ansøgning om opholdstilladelse indgives her i landet, fra tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse. Ansvaret efter stk. 1 for indvandrere omfattet af § 2, stk. 6, nr. 9, påhviler kommunalbestyrelsen i bopælskommunen fra det tidspunkt, hvor det er godtgjort, at den pågældende udlænding opfylder betingelserne i § 2, stk. 6, nr. 9, og senest på tidspunktet for den pågældendes registrering i Det Centrale Personregister (CPR).
Stk. 4 Ansvaret efter stk. 1 påhviler kommunalbestyrelsen i den kommune, hvortil flygtningen bliver visiteret efter reglerne i kapitel 3, eller hvor den familiesammenførte udlænding eller indvandreren bor eller opholder sig. Tager udlændingen bopæl eller ophold i en anden kommune, overgår ansvaret for introduktionsprogram, introduktionsforløb og udbetaling af kontanthjælp efter § 16, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik efter de nærmere regler i kapitel 4-5 til kommunalbestyrelsen i denne kommune, jf. dog stk. 5.
Stk. 5 Varetægtsfængsles eller indsættes en udlænding til afsoning i fængsel eller arresthus i en institution under kriminalforsorgen, der er beliggende i en anden kommune end den kommune, hvis kommunalbestyrelse efter stk. 1 er eller bliver ansvarlig for den pågældende udlænding efter stk. 2 eller 3, påhviler ansvaret efter stk. 1 kommunalbestyrelsen i den kommune, som er eller bliver ansvarlig for den pågældende efter stk. 2 eller 3, medmindre de to kommunalbestyrelser med samtykke fra udlændingen indgår aftale om andet.
Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om suspension af fristerne for kommunalbestyrelsens tilvejebringelse af tilbud efter kapitel 3 a, 4 og 5 og fristen for påbegyndelse af danskuddannelse, jf. § 5, stk. 1, i danskuddannelsesloven, når dette som følge af en større tilstrømning til landet er nødvendigt for at sikre kommunalbestyrelsens arbejde med modtagelsen af nyankomne udlændinge.
En kommunalbestyrelse kan overlade udførelsen af bestemte opgaver som led i gennemførelse af introduktionsprogrammer til en eller flere organisationer eller foreninger m.v., herunder Dansk Flygtningehjælp, uddannelsesinstitutioner, private virksomheder og andre kommunalbestyrelser.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan efter aftale bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at forestå opgaver vedrørende introduktionsprogrammer for flygtninge og familiesammenførte udlændinge, jf. kapitel 4, introduktionsforløb for indvandrere, jf. kapitel 4 a, udbetaling af kontanthjælp efter § 16, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik til udlændinge omfattet af et introduktionsprogram, jf. kapitel 5, udbetaling af hjælp i særlige tilfælde, jf. kapitel 6, og samordning heraf med den øvrige integrationsindsats i kommunen.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en organisation, forening m.v. til at forestå opgaver og træffe afgørelse om introduktionsprogrammer for udlændinge, jf. kapitel 4.
Stk. 4 Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter regler om krav til sagsbehandlingen hos andre aktører, jf. stk. 3, herunder om frister og procedurer i forbindelse med sagsbehandlingen, og kan fastsætte regler om, hvorledes kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med andre aktører.
Kommunalbestyrelsen kan med henblik på at styrke nyankomne udlændinges personlige netværk i lokalsamfundet og herigennem deres integration i det danske samfund etablere værtsordninger, hvorefter privatpersoner bosat i kommunen kan fungere som værter for nyankomne udlændinge og modtage støtte til dækning af enkeltudgifter til privatmiddage, mindre udflugter og lign., som knytter sig til deres værtsfunktion.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan fastsætte nærmere retningslinjer for, under hvilke omstændigheder der kan udbetales støtte efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal i så fald offentliggøre retningslinjerne.