I forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse til en flygtning træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, i hvilken kommune den pågældende skal tage bopæl (visitering), jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Udlændingestyrelsen kan for mindreårige uledsagede asylansøgere træffe afgørelse om visitering efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til de pågældende, når dette er påkrævet for at inddrage de pågældende i afgørelsen om visitering. Afgørelsen om visitering skal i sådanne tilfælde træffes senest 2 uger efter meddelelsen af opholdstilladelse.
Stk. 3 En flygtning, som visiteres til en kommune i medfør af stk. 1 eller 2, skal af den ansvarlige kommunalbestyrelse registreres i Det Centrale Personregister (CPR) som tilflyttet landet i den pågældende kommune. Dette gælder, uanset om flygtningen i en tidsbegrænset periode midlertidigt tager ophold i en anden kommune som led i aktivering.
Stk. 4 Registrering i medfør af stk. 3 foretages med virkning senest fra den dato, hvor ansvaret for flygtningen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. denne lovs § 4 eller § 30, stk. 2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
Stk. 5 Foretager den ansvarlige kommunalbestyrelse ikke registrering af en flygtning efter stk. 3, registrerer Udlændingestyrelsen i Det Centrale Personregister (CPR) flygtningen som tilflyttet landet i den pågældende kommune.
Stk. 6 Registrering i medfør af stk. 3 eller 5 finder sted, uanset om flygtningen tager bopæl eller ophold i kommunen fra den i stk. 4 nævnte dato.
Stk. 7 Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om Udlændingestyrelsens afgørelser efter stk. 1 eller 2 og om registrering i Det Centrale Personregister, jf. stk. 3-6. Bekendtgørelse om boligplacering af flygtninge
Udlændingeloven § 62l, stk. 6 Udlændingeloven § 62y, stk. 3 Bekendtgørelse om tilbud om helbredsmæssig vurdering af nyankomne flygtninge og familiesammenførte til flygtninge § 3, stk. 1 Bekendtgørelse om boligplacering af flygtninge § 18, stk. 1 Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine § 30, stk. 4 Retssikkerhedsloven (det sociale område) § 9a, stk. 6