Investeringsforeningsloven § 119

Denne konsoliderede version af investeringsforeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om investeringsforeninger m.v.

Lov nr. 597 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1163 af 13. november 2024

Fusion
§ 119

En dansk UCITS kan fusionere med en anden dansk UCITS, og en afdeling i en dansk UCITS kan fusionere med en anden afdeling i en dansk UCITS. Forud for fusionen skal de fusionerende enheder offentliggøre en fusionsplan. Fusion kan ske uden kreditorernes samtykke.

Stk. 2 En fusion af danske UCITS eller af afdelinger heraf er ikke gyldig, før Finanstilsynet har godkendt fusionen.

Stk. 3 En fusion af danske UCITS gennemføres, ved at den ophørende danske UCITS overdrager sine afdelinger til den fortsættende danske UCITS.

Stk. 4 En fusion af afdelinger gennemføres, ved at den ophørende afdeling overdrager aktiver og forpligtelser som helhed til den fortsættende afdeling.

Stk. 5 Ved fusion af afdelinger skal investorerne i den ophørende afdeling have ombyttet deres andele med andele i den forsættende afdeling. Ved ombytning af andele bliver investorerne i den ophørende afdeling investorer i den fortsættende afdeling.

Stk. 6 Overskydende beløb, der opstår ved ombytning af andele ved en fusion mellem afdelinger, skal udbetales til investorerne af den ophørende afdeling.

Stk. 7 En beslutning om fusion af den eneste eller sidste afdeling i en dansk UCITS, hvor denne er ophørende, anses samtidig for at være en beslutning om afvikling af den danske UCITS. En ansøgning til Finanstilsynet om godkendelse af en sådan fusion skal være vedlagt en erklæring fra den danske UCITS’ ledelse om, at al gæld til kreditorerne, som ikke overtages af den fortsættende enhed som en del af fusionen, er betalt.