Regionsrådet træffer afgørelse om, i hvilket omfang der skal ryddes op i henhold til værditabsordningen. Oprydningen svarer til en oprydning i medfør af kapitel 3. Hvis en offentligt bekostet oprydning i henhold til værditabsordningen kan iværksættes, meddeler regionsrådet tilsagn til ejeren, herunder om hvornår oprydningen kan forventes påbegyndt.
Stk. 2 Når et tilsagn om oprydning er meddelt i henhold til stk. 1, indtræder regionsrådet i de krav, som ejeren måtte have over for forureneren eller tidligere ejere i anledning af forureningen i det omfang, ejerens krav mod forureneren eller tidligere ejere reduceres som følge af oprydningen.
Stk. 3 Tidligst ni måneder inden oprydningen påbegyndes, sender regionsrådet en anmodning om indbetaling af egenbetaling, jf. § 31 og § 32. Regionsrådet kan stille krav om, at egenbetalingen anvises fra en konto i et pengeinstitut. Betalingsfristen fastsættes til ikke under tre måneder. Hvis ejeren ikke betaler inden for fristen, bortfalder ejerens ret til oprydning i henhold til værditabsordningen. Regionsrådet kan under særlige omstændigheder se bort fra mindre overskridelser af fristen.
Stk. 4 Påbegyndes oprydningen i henhold til værditabsordningen ikke senest på det meddelte tidspunkt, forrentes den indbetalte egenbetaling med en årlig rente, der svarer til Nationalbankens diskonto den 1. januar det år, hvor egenbetalingen blev indbetalt, med et tillæg på fem procent. De tilskrevne renter udbetales, når oprydningen påbegyndes, eller hvis ejeren trækker begæring om oprydning tilbage. Trækkes begæringen tilbage, fordi oprydningen ikke er påbegyndt rettidigt, frigives egenbetalingen, og ejeren kan ikke på ny begære oprydning på ejendommen, medmindre regionsrådet under særlige omstændigheder træffer afgørelse om andet.
Stk. 5 Hvis ejeren i andre tilfælde end nævnt i stk. 4 trækker sin begæring tilbage efter indbetaling af egenbetaling, træffer regionsrådet afgørelse om, hvorvidt oprydningen alligevel skal gennemføres. Hvis regionsrådet beslutter, at oprydningen ikke skal gennemføres, frigives egenbetalingen. Har regionsrådet afholdt udgifter, kan regionsrådet dog træffe afgørelse om, at egenbetalingen ikke tilbagebetales helt. Ved tilbagebetalingen tillægges beløbet ikke renter.
Stk. 6 Skønnes en oprydning i henhold til værditabsordningen upåkrævet, eller findes der efter en værditabsoprydning fortsat en forurening på ejendommen, udsteder regionsrådet en erklæring om, at forureningen er uden betydning for anvendelsen af grunden til den faktiske anvendelse til helårsbolig, jf. dog § 9, stk. 1 og 2. Oplysning herom indføres i det digitale, offentlige register, jf. § 14.
Stk. 7 Efterlades der efter en oprydning i henhold til værditabsordningen forurening, jf. stk. 6, under bestående bygninger til helårsbolig eller dertil hørende ledningsanlæg, træffer regionsrådet afgørelse om, hvorvidt ejendommen fortsat skal være omfattet af et tilsagn om oprydning i henhold til værditabsordningen.
Stk. 8 Regionsrådet underretter ejeren om den foretagne oprydning.