Kolonihaveloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af kolonihaveloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kolonihaver

Lov nr. 476 af 7. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af 21. juni 2007,
som ændret ved lov nr. 1336 af 19. december 2008, lov nr. 484 af 11. maj 2010, lov nr. 580 af 18. juni 2012, lov nr. 645 af 12. juni 2013, lov nr. 86 af 28. januar 2014, lov nr. 1658 af 20. december 2016 og lov nr. 1790 af 28. december 2023

Kapitel 3 1 Nedlæggelse af varige kolonihaveområder
§ 4

Et varigt kolonihaveområde må ikke nedlægges helt eller delvis uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen må kun meddele tilladelse efter stk. 1, hvis

  • 1) væsentlige samfundsmæssige hensyn gør det nødvendigt at disponere over arealet til et formål, der ikke kan tilgodeses et andet sted i kommunen, og

  • 2) der inden området ryddes, tilvejebringes et nyt kolonihaveområde, som kan erstatte det område, der nedlægges.

Stk. 3 Ejeren og lejeren af arealet skal have skriftlig meddelelse om afgørelser efter stk. 1. Tilladelser efter stk. 1 skal tillige offentliggøres. Meddelelsen og offentliggørelsen skal indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 9-11.

Stk. 4 Flytning af kolonihaver, hvorpå der kun må opføres et redskabsskur, inden for den samme ejendom betragtes ikke som nedlæggelse.

Stk. 5 Væsentlige samfundsmæssige hensyn som nævnt i stk. 2, nr. 1, omfatter ikke opførelse af almene og private boliger samt bebyggelse til nye erhvervsvirksomheder, medmindre ganske særlige forhold gør sig gældende.

§ 5

Reglerne i § 4 finder tilsvarende anvendelse ved ekspropriation af kolonihaveområder, jf. dog stk. 2, nr. 1.

Stk. 2 Reglerne i § 4 finder ikke anvendelse

  • 1) ved ekspropriation af eller inddragelse af kolonihaveområder som følge af anlægsarbejder i henhold til anlægslov, eller

  • 2) hvis et kolonihaveområde skal nedlægges, fordi det er etableret i strid med anden lovgivning.