Konkurrenceloven § 15f

Denne konsoliderede version af konkurrenceloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 370 af 10. juni 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1150 af 3. november 2024

§ 15f

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter godkendelse fra Konkurrencerådet indlede en markedsefterforskning af adfærd eller strukturer i en eller flere erhvervssektorer, hvis Konkurrencerådet finder tegn på, at der er forhold, der svækker den effektive konkurrence i den eller de pågældende sektorer.

Stk. 2 Inden Konkurrencerådet træffer beslutning efter stk. 1, gennemfører Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en offentlig høring om styrelsens udkast til beslutning om at indlede en markedsefterforskning.

Stk. 3 Beslutter Konkurrencerådet i henhold til stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal indlede en markedsefterforskning, offentliggør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at markedsefterforskningen indledes, med angivelse af, hvad der er omfattet heraf.

Stk. 4 Vurderer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som led i gennemførelsen af en markedsefterforskning, at adfærd eller strukturer i en eller flere erhvervssektorer tydeligt svækker den effektive konkurrence, kan styrelsen efter høring af relevante markedsdeltagere og ressortmyndigheder udstede adfærdsmæssige påbud til en virksomhed, en virksomhedssammenslutning eller enhver anden juridisk person for at afhjælpe den identificerede svækkelse og fremme effektive konkurrenceforhold i den eller de pågældende sektorer. Et påbud kan gælde for en bestemt periode eller være tidsubegrænset. § 16, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 Et påbud efter stk. 4 skal være rimeligt, nødvendigt og proportionalt for at sikre den effektive konkurrence.

Stk. 6 Vurderer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at adfærd eller strukturer i en eller flere erhvervssektorer svækker den effektive konkurrence i den eller de pågældende erhvervssektorer, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter høring af relevante markedsdeltagere og ressortmyndigheder træffe afgørelse om at gøre tilsagn, som en virksomhed, en virksomhedssammenslutning eller enhver anden juridisk person har afgivet, bindende, hvis styrelsen vurderer, at tilsagnene kan afhjælpe svækkelsen og fremme effektive konkurrenceforhold i den eller de pågældende erhvervssektorer. Afgørelser efter 1. pkt. kan gælde for en bestemt periode og skal fastslå, at der ikke længere er grund til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udsteder påbud efter stk. 4. § 16 a, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 7 Udstedes der som led i en markedsefterforskning påbud efter stk. 4, eller gøres tilsagn bindende efter stk. 6, udsender Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en orientering til de virksomheder, virksomhedssammenslutninger eller andre juridiske personer, der er parter. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan offentliggøre udkast til afgørelse om påbud efter stk. 4 og udkast til afgørelse om at gøre tilsagn bindende efter stk. 6. § 13, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse på offentliggørelse efter 2. pkt. Inden Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udsteder påbud efter stk. 4 eller gør tilsagn bindende efter stk. 6, sender Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen et udkast til afgørelse til parterne. Fristerne i § 15 a, stk. 3, 3. og 4. pkt., for parternes afgivelse af bemærkninger finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 8 Senest 2 år efter offentliggørelse af Konkurrencerådets godkendelse af, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indleder en markedsefterforskning, jf. stk. 3, træffer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgørelse om påbud efter stk. 4 eller afgørelse om at gøre tilsagn bindende efter stk. 6 eller offentliggør, at markedsefterforskningen afsluttes. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan træffe beslutning om at forlænge tidsfristen med op til 6 måneder og offentliggør i givet fald beslutningen herom.

Stk. 9 §§ 17 og 18 finder tilsvarende anvendelse på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelser efter stk. 1.