Kørekortbekendtgørelsen Kapitel 6

Denne konsoliderede version af kørekortbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kørekort

Bekendtgørelse nr. 1402 af 30. november 2023

Kapitel 6 Kørekort til lille knallert til personer, der er fyldt 18 år
§ 74

Kørekort til lille knallert kan udstedes til personer, der er fyldt 18 år, og som har bestået en teoriprøve.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen berammer teoriprøven efter aftale med Færdselsstyrelsen. Teoriprøven kan tidligst aflægges den dag, hvor ansøgeren fylder 18 år. Færdselsstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde give tilladelse til, at teoriprøven aflægges tidligere.

Stk. 3 Teoriprøven afholdes af Færdselsstyrelsen. Teoriprøven gennemføres i overensstemmelse med bilag 7, afsnit I.

Stk. 4 Ved afholdelse af teoriprøven skal ansøgningsblanketten og eventuelt tidligere udstedt kørekort medbringes. Ved afholdelse af teoriprøve skal ansøgeren endvidere godtgøre sin identitet, jf. § 4, stk. 1 og 2. Teoriprøven kan dog afholdes, hvis ansøgeren på anden og tilstrækkelig sikker måde godtgør sin identitet.

Stk. 5 Resultatet af teoriprøven skal straks efter prøvens bedømmelse meddeles ansøgeren.

Stk. 6 Ved afholdelse af teoriprøver efter denne bestemmelse finder § 61, stk. 3 anvendelse.

Kørekort til lille knallert til personer under 18 år
§ 75

Kørekort til lille knallert kan udstedes til personer, der er fyldt 15 år, men endnu ikke fyldt 18 år, som har modtaget undervisning i færdselsreglerne og kørsel med lille knallert, jf. § 76, samt bestået en teoriprøve og en praktisk prøve i tilknytning hertil, jf. § 78.

§ 76

Kommunen sørger for undervisning i færdselsreglerne og i kørsel med lille knallert (knallertundervisning). Undervisningen gives efter retningslinjer udfærdiget af Rådet for Sikker Trafik efter forhandling med Færdselsstyrelsen, jf. bilag 11.

Stk. 2 Undervisningen skal forestås af undervisere, der har de fornødne faglige og pædagogiske forudsætninger, og som har gennemført et grundkursus for undervisere i obligatorisk knallertundervisning, der er godkendt af Rådet for Sikker Trafik.

Stk. 3 Undervisningen tilrettelægges med en varighed på mindst 30 lektioner af mindst 45 minutters varighed. Undervisningen skal bestå af mindst 16 lektioner i teori og risikoforståelse og mindst 14 lektioner i praktisk køreundervisning (øvelseskørsel). Teoriprøven og den praktiske prøve afholdes inden for de 30 lektioner.

Stk. 4 En elev, der har været fraværende i højst 4 lektioner, kan anses for at have gennemført knallertundervisningen, hvis elevens underviser finder det forsvarligt. Eleven skal dog altid have deltaget i øvelseskørsel på lukket øvelsesplads.

Stk. 5 Undervisningsforløbet inklusive teoriprøven og den praktiske prøve skal strække sig over mindst 14 dage.

Stk. 6 Al øvelseskørsel skal ske under overvågning af underviseren, der højst må have opsyn med 6 elever ad gangen.

§ 77

Knallertundervisningen kan tidligst påbegyndes, når eleven er fyldt 14 år og 6 måneder.

Stk. 2 Kommunen kan kræve, at det i bekendtgørelse om gebyrer og afgifter på Færdselsstyrelsens område fastsatte beløb betales, inden eleven kan påbegynde undervisningen.

§ 78

Kommunen afholder teoriprøve og praktisk prøve for elever, der har modtaget knallertundervisning. Teoriprøven og den praktiske prøve afholdes i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag 11.

Stk. 2 Den praktiske prøve kan først aflægges, når teoriprøven er bestået, og kommunen har konstateret, at betingelserne for udstedelse af kørekort, bortset fra alderskravet i § 75, stk. 1, i øvrigt er opfyldt.

Stk. 3 Ved afholdelse af den praktiske prøve skal ansøgningsblanketten og eventuelt tidligere udstedt kørekort medbringes.

Stk. 4 Er den praktiske prøve ikke bestået senest 12 måneder efter den dag, eleven påbegyndte knallertundervisningen, skal eleven begynde forfra på knallertundervisningen, jf. § 76.

Stk. 5 Bedømmelsen af den praktiske prøve må ikke foretages af elevens egen underviser. Personen, der bedømmer den praktiske prøve (censor), skal opfylde betingelserne for at virke som underviser, jf. § 76, stk. 2.