Kørekortbekendtgørelsen § 115

Denne konsoliderede version af kørekortbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kørekort

Bekendtgørelse nr. 1402 af 30. november 2023

Generhvervelse efter ubetinget frakendelse af førerretten
§ 115

Er førerretten frakendt ubetinget, skal ansøgeren bestå en kontrollerende køreprøve, før generhvervelse af førerretten kan ske, jf. dog stk. 2, § 116, stk. 1, og § 117, stk. 2. Er førerretten frakendt ubetinget i medfør af færdselslovens § 129, stk. 4, skal ansøgeren dog kun bestå en kontrollerende køreprøve, hvis førerretten har været frakendt i en sammenhængende periode på 1 år eller mere, eller hvis der ved ansøgning om generhvervelse af førerretten er forløbet mere end 1 år regnet fra begyndelsestidspunktet for frakendelsen, jf. færdselslovens § 129, stk. 7.

Stk. 2 Er førerretten frakendt ubetinget inden for de første tre år efter førstegangserhvervelse af førerret, jf. færdselslovens § 60 c, stk. 3, skal særlig køreundervisning være gennemført og kontrollerende køreprøve bestået, før førerretten kan generhverves. Den særlige køreundervisning, der tidligst kan påbegyndes tre måneder før frakendelsestidens udløb, skal være gennemført, før den kontrollerende køreprøve kan aflægges. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse, hvis førerretten er frakendt ubetinget i medfør af færdselslovens § 129, stk. 4.