Er førerretten frakendt ubetinget som følge af spirituskørsel, herunder promillekørsel efter de regler, der var gældende herom før den 1. september 2005, eller på grund af kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom m.v., kan retten kun generhverves, såfremt ansøgeren har gennemført et kursus i alkohol, narko og trafik (ANT-kursus) og bestået en kontrollerende køreprøve. ANT-kursus skal være gennemført, før den kontrollerende køreprøve kan aflægges. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. gælder dog ikke, hvis førerretten er frakendt ubetinget i medfør af færdselslovens § 129, stk. 4, som følge af spirituskørsel eller kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom m.v. begået på lille knallert.
Stk. 2 Kontrollerende køreprøve kan aflægges før frakendelsestidens udløb. Den praktiske prøve kan dog tidligst aflægges en måned før frakendelsestidens udløb, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 3 Har den pågældende i andre tilfælde end de i § 115, stk. 2, nævnte bestået en køreprøve, jf. § 60, stk. 2, efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, skal kontrollerende køreprøve ikke aflægges, såfremt køreprøven er bestået inden for det sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgningen om generhvervelse af førerretten. Beståelse af en køreprøve fritager ikke for gennemførelse af ANT-kursus, jf. stk. 1. ANT-kursus skal i disse tilfælde være gennemført senest tre måneder efter, at afgørelsen om kontrollerende køreprøve er endelig.
Stk. 4 Ansøgere omfattet af den obligatoriske alkolåsordning, jf. færdselslovens § 60 a, stk. 3, som ikke ønsker at deltage i alkolåsordningen, kan tidligst aflægge den praktiske prøve i forbindelse med den kontrollerende køreprøve en måned før alkolåsperiodens udløb.
Stk. 5 Ansøgere omfattet af den frivillige alkolåsordning, jf. færdselslovens § 132 a, stk. 1, kan tidligst aflægge den praktiske prøve i forbindelse med den kontrollerende køreprøve en måned før alkolåsperiodens start, hvis alkolåsperiodens start efter ansøgerens valg påbegyndes senere end frakendelsestidens start.