Kørekort kan udstedes til en person, der ved en prøve godtgør at have tilstrækkelig kørefærdighed og fornødent kendskab til køretøjet og dets behandling samt til færdselsreglerne, jf. bestemmelserne i kapitel 5 og 6.
Stk. 2 Kørekort kan kun udstedes til personer, der har sædvanlig bopæl i Danmark, jf. § 7, eller personer, der fremlægger bevis for at have opholdt sig i Danmark i mindst 6 måneder som studerende. Første punktum finder dog ikke anvendelse ved udstedelse af internationale kørekort efter § 91 og ved udstedelse af turistkørekort efter § 122.
Stk. 3 Der kan ikke udstedes kørekort til personer, hvis førerret er begrænset, frakendt eller inddraget i et andet EU eller EØS-land. Dette gælder ikke for begrænsninger som anført i bilag 8.