Kørekortbekendtgørelsen § 45

Denne konsoliderede version af kørekortbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kørekort

Bekendtgørelse nr. 1402 af 30. november 2023

Køreundervisningens varighed
§ 45

Køreundervisningen (dvs. teoriundervisning og praktisk køreundervisning), som ansøgeren skal gennemføre i forbindelse med erhvervelse af kørekort til den valgte kategori, skal omfatte følgende antal lektioner af mindst 45 minutters varighed:

  • 1) Kategori AM: Mindst 22 lektioner i teorilokale (teoretiske emner) og mindst 12 lektioner i praktisk køreundervisning (øvelseskørsel) i overensstemmelse med undervisningsplanen for køreuddannelsen til kategori AM.

  • 2) Kategori A1: Mindst 29 lektioner i teorilokale (teoretiske emner) og mindst 22 lektioner i praktisk køreundervisning (øvelseskørsel) i overensstemmelse med undervisningsplanen for køreuddannelsen til kategori A, jf. dog stk. 2.

  • 3) Kategori A2: Mindst 29 lektioner i teorilokale (teoretiske emner) og mindst 22 lektioner i praktisk køreundervisning (øvelseskørsel) i overensstemmelse med undervisningsplanen for køreuddannelsen til kategori A, jf. dog stk. 2.

  • 4) Kategori A: Mindst 29 lektioner i teorilokale (teoretiske emner) og mindst 22 lektioner i praktisk køreundervisning (øvelseskørsel) i overensstemmelse med undervisningsplanen for køreuddannelsen til kategori A, jf. dog stk. 2.

  • 5) Kategori B: Mindst 29 lektioner i teorilokale (teoretiske emner) og mindst 24 lektioner i praktisk køreundervisning (øvelseskørsel) i overensstemmelse med undervisningsplanen for køreuddannelsen til kategori B, jf. dog stk. 2.

  • 6) Kategori C1, kategori C, kategori D1 eller kategori D: Mindst 16 lektioner i teorilokale (teoretiske emner) og mindst 18 lektioner i praktisk køreundervisning (øvelseskørsel) i overensstemmelse med undervisningsplanen for køreuddannelsen til henholdsvis kategori C1, C, kategori D1 eller D, jf. dog stk. 3.

  • 7) Kategori C1/E, kategori D1/E eller kategori D/E: Mindst 10 lektioner i teorilokale (teoretiske emner) og mindst 6 lektioner i praktisk køreundervisning (øvelseskørsel) i overensstemmelse med undervisningsplanen for køreuddannelsen til kategorierne C1/E, D1/E og D/E.

  • 8) Kategori C/E: Mindst 13 lektioner i teorilokale (teoretiske emner) og mindst 18 lektioner i praktisk køreundervisning (øvelseskørsel) i overensstemmelse med undervisningsplanen for køreuddannelsen til kategori C/E.

  • 9) Kategori B/E eller den i § 13, stk. 1, nr. 4, foreskrevne uddannelse (B+): Mindst 4 lektioner i teorilokale (teoretiske emner) og mindst 6 lektioner i praktisk køreundervisning (øvelseskørsel) i overensstemmelse med undervisningsplanen for køreuddannelsen til kategori B/E.

Stk. 2 Såfremt ansøgeren gennemfører køreundervisningen til en af kategorierne A1, A2 eller A samtidig med kategori B, jf. § 40, stk. 4, skal undervisningen i teorilokale (teoretiske emner) til de to kategorier sammenlagt mindst omfatte 38 lektioner af mindst 45 minutters varighed. For den praktiske køreundervisning gælder bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-5.

Stk. 3 Såfremt ansøgeren gennemfører køreundervisningen til en af kategorierne C1 eller C og en af kategorierne D1 eller D samtidig, jf. § 40, stk. 4, skal undervisningen i teorilokale (teoretiske emner) til de to kategorier sammenlagt mindst omfatte 26 lektioner af mindst 45 minutters varighed. For den praktiske køreundervisning gælder bestemmelserne i stk. 1, nr. 6.

Stk. 4 Undervisningsforløbet ved køreuddannelsen til kategorierne A1, A2, A og B skal strække sig over mindst 14 undervisningsdage.

Stk. 5 Undervisningsforløbet ved køreuddannelsen til kategorierne C1, C, D1 og D skal strække sig over mindst 12 undervisningsdage.

Stk. 6 Undervisningsforløbet ved køreuddannelsen til kategorierne AM og C/E skal strække sig over mindst 10 undervisningsdage.

Stk. 7 Undervisningsforløbet ved køreuddannelsen til kategori C1/E, D1/E og D/E skal strække sig over mindst 7 undervisningsdage.

Stk. 8 Undervisningsforløbet ved køreuddannelsen til kategori B/E og til den i § 13, stk. 1, nr. 4, foreskrevne uddannelse (B+) skal strække sig over mindst 3 undervisningsdage.