Kørekortbekendtgørelsen § 81

Denne konsoliderede version af kørekortbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kørekort

Bekendtgørelse nr. 1402 af 30. november 2023

§ 81

Hvis ansøgeren har bestået køreprøven eller den praktiske prøve, skal ansøgeren i den prøvesagkyndiges påsyn udfylde underskriftsrubrikken i et stamkort. Tilsvarende gælder for ansøgere, der er fyldt 18 år og har bestået en teoriprøve til lille knallert i henhold til § 74.

Stk. 2 Har ansøgeren godtgjort sin identitet, jf. § 4, stk. 1 og 2, udsteder den prøvesagkyndige efter anmodning et midlertidigt kørekort med påførelse af relevante koder. Hvis et midlertidigt kørekort udstedes, skal eventuelt tidligere udstedt kørekort samtidig afleveres til den prøvesagkyndige. Har ansøgeren over for den prøvesagkyndige godtgjort sin identitet på anden måde end efter § 4, stk. 1 og 2, kan midlertidigt kørekort udstedes af kommunalbestyrelsen med påførelse af relevante koder, hvis ansøgeren over for kommunen godtgør sin identitet, jf. § 4, stk. 1-5, og samtidig afleverer et eventuelt tidligere udstedt kørekort. Bestemmelserne i § 5 finder i disse tilfælde tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Har ansøgeren beholdt et eventuelt tidligere udstedt kørekort, sendes det nye kørekort til kommunen, hvor ansøgeren kan få kørekortet udleveret mod aflevering af det tidligere udstedte kørekort.

Stk. 4 Oplyser ansøgeren at skulle føre motorkøretøj i udlandet, bortset fra i Finland, Island, Norge og Sverige, og skønner kommunalbestyrelsen, at det originale kørekort ikke kan udstedes, inden ansøgeren forlader landet, kan midlertidigt erstatningskørekort udstedes i overensstemmelse med bestemmelserne i § 89, stk. 2 og 3.