Lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 575 af 4. maj 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1314 af 26. november 2024

Der er ingen senere ændringer til denne lov.

  • Ændringsloven er implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er delvist implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er endnu ikke implementeret i den konsoliderede lov
Kapitel 1 1 Anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg
§ 1

Femern A/S bemyndiges til at anlægge og drive en fast forbindelse over Femern Bælt (kyst til kyst-projektet) og til at foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen heraf.

Stk. 2 Den faste forbindelse over Femern Bælt består af

  • 1) etablering af en sænketunnel mellem Puttgarden i Tyskland og Rødbyhavn med en kombineret jernbane- og vejforbindelse bestående af en dobbeltsporet, elektrificeret jernbane og en firesporet motorvej med dertilhørende anlæg og

  • 2) etablering af et nyt landområde placeret på dansk territorium ud for Rødbyhavn.

Stk. 3 Kort over linjeføringen på land, gennem Femern Bælt og i projektområder, jf. stk. 2, nr. 1, fremgår af lovens bilag 1.

Stk. 4 Kort over det nye landområde, jf. stk. 2, nr. 2, fremgår af lovens bilag 2.

Stk. 5 Transportministeren kan fastsætte regler for arealanvendelsen af det i medfør af stk. 2, nr. 2, etablerede landområde, som ikke anvendes til det permanente anlæg. Fysisk planlægning efter lov om planlægning må ikke stride imod regler fastsat efter denne bestemmelse.

§ 1a

Sund & Bælt Holding A/S kan bevare produktionsområdet og de produktionsfaciliteter, der er opført til brug for fremstilling af tunnelelementer til den faste forbindelse over Femern Bælt, efter at fremstillingen af sådanne tunnelelementer er afsluttet, og foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik herpå. Kort over området med angivelse af de omhandlede produktionsfaciliteter fremgår af lovens bilag 8.

Stk. 2 Femern A/S skal foretage de dispositioner, som er nødvendige for, at Sund & Bælt Holding A/S kan bevare produktionsområdet og de opførte produktionsfaciliteter som nævnt i stk. 1.

Stk. 3 Bevarelse af produktionsområdet og de opførte produktionsfaciliteter efter stk. 1 skal ske inden for rammerne af de gennemførte miljøkonsekvensvurderinger af bevarelse af produktionsområdet og de opførte produktionsfaciliteter.

Stk. 4 Ved bevarelsen af produktionsområdet og de opførte produktionsfaciliteter efter stk. 1 udfører Sund & Bælt Holding A/S afværgeforanstaltninger i henhold til de gennemførte miljøkonsekvensvurderinger af bevarelse af produktionsområdet og de opførte produktionsfaciliteter.

§ 2

A/S Femern Landanlæg bemyndiges til at anlægge og drive de danske landanlæg og til at foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen heraf.

Stk. 2 De danske jernbanelandanlæg består af

  • 1) udbygning af jernbaneanlægget fra Vordingborg til Masnedø og fra Orehoved til syd for Holeby på Lolland til en dobbeltsporet jernbane med dertilhørende anlæg,

  • 2) elektrificering og opgradering af jernbanen, så passagertog kan passere med 200 km/t. på strækningen fra Ringsted til Masnedø og fra Orehoved til syd for Holeby,

  • 3) etablering af en passagervendt station ved Holeby og

  • 4) etablering af en ny jernbanebro over Masnedsund og en enkeltsporet jernbaneklapbro over Guldborgsund.

Stk. 3 Jernbanestrækningen og de anlæg, der omfattes af stk. 2, fremgår af lovens bilag 3.

Stk. 4 Det danske vejlandanlæg består af

  • 1) etablering af en ny bro over Sydmotorvejen ved Lundegårdsvej og

  • 2) gennemførelse af miljømæssige forbedringer af den eksisterende motorvej på strækningen mellem Sakskøbing og Rødbyhavn.

Stk. 5 Transportministeren kan beslutte at nedlægge Sydmotorvejen som hovedlandevej på strækningen mellem tilslutningspunktet for den faste forbindelse og Rødbyhavn, hvis en evaluering efter åbningen af den faste forbindelse viser, at trafikmængden er faldet til et niveau, som trafikalt og funktionsmæssigt er passende til en kommunevej. Hvis strækningen nedklassificeres som statsvej, skal strækningen ombygges til en passende standard.

Stk. 6 Kort over strækningen, som er nævnt i stk. 5, fremgår af lovens bilag 4.

Stk. 7 Transportministeren bemyndiges til ved ibrugtagningen af den nye, opgraderede jernbane, jf. stk. 2, at nedlægge den eksisterende jernbanestrækning fra Rødbyhavn til det punkt, hvor den nye, opgraderede jernbane drejer af mod tunnelåbningen.

Kapitel 2 1 Organisation og finansiering
§ 3

For Femern A/S og A/S Femern Landanlæg gælder selskabslovgivningen med de undtagelser, der følger af stk. 2-4.

Stk. 2 Vedtægterne for Femern A/S og A/S Femern Landanlæg og ændringer i disse vedtægter skal godkendes af transportministeren.

Stk. 3 Transportministeren kan i spørgsmål af væsentlig betydning give Femern A/S og A/S Femern Landanlæg generelle og specielle instrukser for udøvelsen af deres virksomhed.

Stk. 4 Femern A/S kan tidligst udlodde udbytte til A/S Femern Landanlæg fra det tidspunkt, hvor Femern A/S har tilbagebetalt sin statsstøttede gæld eller på anden måde afviklet statsstøtten.

§ 4

Femern A/S og A/S Femern Landanlæg kan optage lån og benytte andre finansielle instrumenter til finansiering og refinansiering af projektering, anlæg og drift og andre nødvendige dispositioner med henblik på anlæg og drift af de anlæg, der er nævnt i §§ 1 og 2. Lån optages efter finansministerens nærmere bestemmelse.

Stk. 2 A/S Femern Landanlæg kan optage lån og benytte andre finansielle instrumenter med henblik på videreudlån til Femern A/S til finansiering og refinansiering af projektering og anlæg og andre nødvendige dispositioner med henblik på de anlæg, der er nævnt i § 1.

Stk. 3 Finansministeren kan yde garanti af statskassen for Femern A/S’ forpligtelser vedrørende lån til finansiering og refinansiering af projektering og anlæg og andre nødvendige dispositioner med henblik på de anlæg, der er nævnt i § 1.

Stk. 4 Finansministeren kan yde garanti af statskassen for A/S Femern Landanlægs forpligtelser vedrørende lån og andre finansielle instrumenter til finansiering og refinansiering af projektering, anlæg og drift og andre nødvendige dispositioner med henblik på anlæg og drift af de anlæg, der er nævnt i § 2, og til videreudlån til Femern A/S til finansiering og refinansiering af projektering og anlæg og andre nødvendige dispositioner med henblik på de anlæg, der er nævnt i § 1.

Stk. 5 Finansministeren kan yde statslige genudlån til Femern A/S til forpligtelser vedrørende finansiering og refinansiering af projektering og anlæg og andre nødvendige dispositioner med henblik på de anlæg, der er nævnt i § 1. Genudlån må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager.

Stk. 6 Finansministeren kan yde statslige genudlån til A/S Femern Landanlæg til forpligtelser vedrørende finansiering og refinansiering af projektering, anlæg og drift og andre nødvendige dispositioner med henblik på anlæg og drift af de anlæg, der er nævnt i § 2, og til videreudlån til Femern A/S til finansiering og refinansiering af projektering og anlæg og andre nødvendige dispositioner med henblik på de anlæg, der er nævnt i § 1. Genudlån og videreudlån må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv og A/S Femern Landanlæg kan opnå som låntager.

Stk. 7 Femern A/S kan maksimalt optage lån med statsgaranti og statslige genudlån for i alt 69,3 mia. kr. i løbende priser, og indtil anlægget nævnt i § 1 har været i drift i 16 år. Er Femern A/S’ gæld til projektering og anlæg tilbagebetalt, inden anlægget nævnt i § 1 har været i drift i 16 år, skal statsstøtten uanset 1. pkt. ophøre fra tilbagebetalingstidspunktet.

Stk. 8 Femern A/S betaler provision for lån ydet med statsgaranti efter § 1, stk. 1, i lov om provision af visse lån optaget med statsgaranti og for statslån ydet efter § 2, stk. 3, i lov om bemyndigelse til optagelse af statslån. Femern A/S betaler herudover en provision for lån ydet med statsgaranti og statslige genudlån, således at den samlede provision udgør 2 pct. p.a.

Stk. 9 A/S Femern Landanlæg opkræver en provision på 2 pct. p.a. fra Femern A/S for videreudlån ydet efter stk. 4 og 6, jf. stk. 2. For eksisterende lån optaget med statsgaranti og statslån betaler Femern A/S en provision på forskellen mellem 2 pct. p.a. og provisionssatsen fastsat i henholdsvis lov om provision af statslån optaget med statsgaranti og lov om bemyndigelse til optagelse af statslån til A/S Femern Landanlæg.

Stk. 10 Den danske stat garanterer uden særlig tilkendegivelse i det enkelte tilfælde for de i stk. 1 nævnte selskabers øvrige økonomiske forpligtelser, som selskaberne har påtaget sig i forbindelse med anlæggelsen af anlægsprojektet.

§ 5

Femern A/S afholder alle udgifter til projektering, anlæg og drift og andre nødvendige dispositioner med henblik på anlæg og drift af anlægget nævnt i § 1.

Stk. 2 A/S Femern Landanlæg afholder alle udgifter til projektering, anlæg og drift og andre nødvendige dispositioner med henblik på anlæg og drift af anlægget, der er nævnt i § 2, stk. 1 og 2. A/S Femern Landanlæg afholder alle udgifter til projektering og anlæg og andre nødvendige dispositioner med henblik på anlæg af anlægget nævnt i § 2, stk. 4 og 5.

Stk. 3 Vejdirektoratet afholder alle udgifter til drift af anlægget nævnt i § 2, stk. 4 og 5.

§ 6

Transportministeren kan bemyndige Femern A/S og A/S Femern Landanlæg til at udøve ministerens beføjelser i denne lov.

Stk. 2 Transportministeren kan bestemme, at Femern A/S og A/S Femern Landanlæg skal overlade til Banedanmark, Vejdirektoratet eller institutioner under Miljøministeriet at forestå opgaver vedrørende anlæg og drift af de anlæg, der er nævnt i §§ 1 og 2. Transportministeren fastsætter i så fald nærmere bestemmelser herom.

Kapitel 3 1 Miljøforhold
Miljømæssige vurderinger
§ 7

Anlægsprojektet skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, jf. dog §§ 8 og 9.

§ 8

Ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet, som kan være til skade for miljøet, må ikke påbegyndes uden tilladelse fra Trafikstyrelsen, jf. § 46.

Stk. 2 Trafikstyrelsen afgør på grundlag af en anmeldelse fra Femern A/S eller A/S Femern Landanlæg, om der skal udarbejdes en supplerende VVM-redegørelse, inden der gives tilladelse efter stk. 1. Femern A/S eller A/S Femern Landanlæg udarbejder i så fald den supplerende VVM-redegørelse. Trafikstyrelsen foretager offentliggørelse af VVM-redegørelsen med henblik på høring af offentligheden og berørte myndigheder.

Stk. 3 Transportministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte nærmere regler om

  • 1) anmeldelse efter stk. 2 af ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet til Trafikstyrelsen,

  • 2) pligt for andre myndigheder, Femern A/S og A/S Femern Landanlæg til at give de oplysninger, der er nødvendige for Trafikstyrelsens vurdering af ændringer eller udvidelser efter stk. 2,

  • 3) gennemførelse af Trafikstyrelsens vurdering efter stk. 2 og om indholdet af VVM-redegørelsen,

  • 4) vilkår for tilladelsen efter stk. 1 og

  • 5) offentliggørelse, herunder om udelukkende digital annoncering, af afgørelser efter stk. 1 og 2 og af den supplerende VVM-redegørelse.

Stk. 4 Bestemmelser i anden lovgivning, som fastsætter krav om vurdering af virkninger på miljøet (VVM), finder ikke anvendelse på ændringer og udvidelser omfattet af stk. 1.

Stk. 5 Trafikstyrelsens afgørelser efter stk. 1 og 2 og efter regler fastsat i medfør af stk. 3 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 9

Ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet, som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, må ikke påbegyndes uden tilladelse fra Trafikstyrelsen på baggrund af en konsekvensvurdering af ændringen eller udvidelsen, jf. stk. 2.

Stk. 2 Vurderer Trafikstyrelsen på grundlag af en anmeldelse fra Femern A/S eller A/S Femern Landanlæg, jf. § 8, stk. 2, at en ændring eller udvidelse af anlægsprojektet kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, foretager Trafikstyrelsen en nærmere konsekvensvurdering af virkningerne af ændringen eller udvidelsen på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser konsekvensvurderingen, at det ikke kan udelukkes, at ændringen eller udvidelsen vil skade Natura 2000-området, kan Trafikstyrelsen ikke meddele tilladelse til det anmeldte, jf. dog stk. 3, nr. 7.

Stk. 3 Transportministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte regler om

  • 1) anmeldelse efter stk. 2 af ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet til Trafikstyrelsen,

  • 2) pligt for andre myndigheder, Femern A/S og A/S Femern Landanlæg til at give de oplysninger, der er nødvendige for Trafikstyrelsens vurderinger af ændringer eller udvidelser efter stk. 2,

  • 3) gennemførelse af vurderingen efter stk. 2, herunder om eventuel høring af offentligheden,

  • 4) vilkår for tilladelsen efter stk. 1,

  • 5) offentliggørelse, herunder om udelukkende digital annoncering, af afgørelsen efter stk. 1 og af konsekvensvurderingen efter stk. 2,

  • 6) en samordnet eller fælles procedure for den supplerende VVM-redegørelse efter § 8, stk. 2, og konsekvensvurderingen efter stk. 2 og

  • 7) betingelserne for at tillade ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet, når vurderingen efter stk. 2 ikke udelukker skade på et Natura 2000-område.

Stk. 4 Bestemmelser i anden lovgivning, som fastsætter krav om vurdering af virkninger på Natura 2000-områder, finder ikke anvendelse på ændringer og udvidelser omfattet af stk. 1.

Stk. 5 Transportministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte regler om beskyttelse af dyre- og plantearter ved afgørelser om tilladelse til ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet efter stk. 2 og om, at reglerne administreres af Trafikstyrelsen.

Stk. 6 Trafikstyrelsens afgørelser efter stk. 1 og 2 og efter regler fastsat i medfør af stk. 3 og 5 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 10

Ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet kræver ikke vurderinger efter lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Varetagelse af naturhensyn
§ 11

Femern A/S og A/S Femern Landanlæg udfører afværgeforanstaltninger af hensyn til yngle- og rasteområder for arter omfattet af bilag 3 til lov om naturbeskyttelse som følge af anlægsprojektet.

Stk. 2 Femern A/S og A/S Femern Landanlæg udfører afværgeforanstaltninger for at modvirke, at fugle eller arter omfattet af bilag 3 til lov om naturbeskyttelse forstyrres med skadelig virkning for arten eller bestanden. Femern A/S og A/S Femern Landanlæg foretager endvidere afværgeforanstaltninger af hensyn til fugles æg og reder.

Stk. 3 Femern A/S og A/S Femern Landanlæg udfører afværgeforanstaltninger af hensyn til naturbeskyttelsen i øvrigt.

Fravigelse af anden lovgivning
§ 12

Udførelse af arbejder efter §§ 1, 2 og 11 i denne lov kræver ikke dispensation eller tilladelse efter § 50, § 65, stk. 1-3, og § 65 b, stk. 1, i lov om naturbeskyttelse og § 35, stk. 1, i lov om planlægning.

Stk. 2 Reglerne om kommune- og lokalplaner i lov om planlægning, §§ 20, 22 og 26 a i lov om naturbeskyttelse, kapitel 4 i bekendtgørelse om fredning af visse dyre- og plantearter og pleje af tilskadekommet vildt, §§ 8-13 og 26-28 i lov om skove, kapitel 8 og 8 a i museumsloven, lov om landbrugsejendomme og kapitel 1 a-4 i lov om kystbeskyttelse finder ikke anvendelse ved udførelse af arbejder efter §§ 1, 2 og 11 i denne lov.

Stk. 3 Arbejder med etablering af en sænketunnel og en arbejdshavn, jf. § 1, stk. 2, nr. 1, kræver ikke tilladelse efter kapitel 4 i lov om råstoffer.

Stk. 4 Byggelovens § 16, stk. 1, om byggetilladelse og bygningsreglementet finder ikke anvendelse i forhold til det produktionsområde og de produktionsfaciliteter, der opføres til etableringen af den faste forbindelse over Femern Bælt, og i forbindelse med de nødvendige aktiviteter til bevarelse af produktionsområdet og produktionsfaciliteterne efter §§ 1 og 1 a.

Stk. 5 Lov om elforsyning finder ikke anvendelse på Femern A/S’ elforsyningsaktiviteter til jernbanedrift.

Stk. 6 Transportministeren fastsætter nærmere regler for Femern A/S’ elforsyningsaktiviteter.

§ 12a

Arbejder efter § 1 a kræver ikke dispensation eller tilladelse efter regler nævnt i § 12, stk. 1.

Stk. 2 Regler nævnt i § 12, stk. 2, finder ikke anvendelse ved udførelse af arbejder efter § 1 a.

§ 13

Kommunalbestyrelsens eller en statslig myndigheds afgørelse vedrørende anlægsprojektet, jf. §§ 1 og 2, og bevarelse af produktionsområdet og produktionsfaciliteterne, jf. § 1 a, som træffes efter byggeloven, lov om jagt og vildtforvaltning, lov om naturbeskyttelse, lov om vandløb, dog undtaget kapitel 13, lov om skove, lov om vandforsyning m.v., lov om kystbeskyttelse, lov om miljøbeskyttelse og lov om råstoffer og regler udstedt i medfør af disse love, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende anlægsprojektet i henhold til de i stk. 1 nævnte love kan påklages af Femern A/S og A/S Femern Landanlæg til transportministeren.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til de i stk. 1 nævnte love kan påklages til transportministeren.

Stk. 4 Transportministeren kan beslutte at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser efter de i stk. 1 nævnte love i en nærmere bestemt sag, der vedrører anlægsprojektet eller bevarelse af produktionsområdet og produktionsfaciliteterne.

Stk. 5 Transportministerens afgørelse i klagesager efter stk. 2 og 3 og i sager, hvor ministeren har overtaget kommunalbestyrelsens beføjelser efter stk. 4, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 6 De kommunale tilsynsmyndigheder fører ikke tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser omfattet af stk. 1.

Stk. 7 Transportministeren kan til brug for behandlingen af sager efter stk. 2-4 fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af forhold, der reguleres efter de i stk. 1 nævnte love, inden for den pågældende kommune.

§ 14

Transportministeren kan fastsætte regler om forurening og gener fra anlægsprojektet. Transportministeren kan herunder fastsætte regler om egenkontrol og om tilsyn og håndhævelse, herunder at afgørelser om tilsyn og håndhævelse af regler fastsat efter denne bestemmelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2 Miljøbeskyttelsesloven og regler udstedt og afgørelser truffet i medfør heraf finder ikke anvendelse på forurening og gener fra de dele af anlægsprojektet, der omfattes af regler udstedt efter stk. 1.

§ 15

Fastsætter transportministeren regler i medfør af § 14, kan ministeren samtidig fastsætte regler om, at Femern A/S og A/S Femern Landanlæg skal tilbyde kompensation til beboere samt ejere af sommerhuse, der anvendes af ejerne som fritids- og feriebolig, som kan udsættes for gener som følge af regler udstedt i medfør af § 14. Transportministeren kan herunder fastsætte regler om kredsen af de berettigede, størrelsen af kompensationen, udbetaling, frister, renter m.v.

Stk. 2 Transportministeren kan fastsætte regler om, at Femern A/S og A/S Femern Landanlæg skal tilbyde beboere, der er særligt udsat for gener som følge af transportministerens regulering af forholdene i medfør af § 14, genhusning eller overtagelse af deres bolig. Transportministeren kan herunder bestemme, at kommunalbestyrelsen i bopælskommunen efter beboerens anmodning skal anvise en genhusningsbolig. Transportministeren kan desuden fastsætte regler om fremgangsmåden ved genhusning eller overtagelse, herunder om vilkårene i aftaler om genhusning, omkostninger ved genhusning og genhusningsaftalens ophør, herunder bestemme, at aftalen ophører, hvis den bolig, hvor der er gener, udlejes eller anvendes til beboelse eller som fritidsbolig.

Stk. 3 Opnås der ikke en aftale mellem Femern A/S eller A/S Femern Landanlæg og den berettigede efter stk. 1 og 2, eller opstår der uenighed om en indgået aftale, træffer Ekspropriationskommissionen for Statens Ekspropriationer på Øerne afgørelse om kompensation, genhusning og overtagelse efter de regler, der er udstedt i medfør af stk. 1 og 2.

Stk. 4 Sager om kompensation, genhusning og overtagelse behandles i øvrigt af Ekspropriationskommissionen for Statens Ekspropriationer på Øerne efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 5 Kompensation og beløb ydet ved genhusning efter reglerne i stk. 1 og 2 indgår ikke ved vurderingen af, om en person har ret til ydelser fra det offentlige, og medfører ikke reduktion af sådanne ydelser. Kompensationen og beløbene medregnes endvidere ikke ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst.

Stk. 6 Har transportministeren fastsat regler efter stk. 1 og 2, herunder om genhusning, finder reglerne i kapitel 9 i lov om byfornyelse og udvikling af byer ikke anvendelse ved spørgsmål om sundhedsfare i bygninger, som benyttes til bolig eller ophold for mennesker, som følge af støjgener fra anlæggelsen af anlægsprojektet.

§ 16

Kapitel 6 i lov om miljøbeskyttelse og regler udstedt i medfør heraf finder ikke anvendelse på ufarlige havbundsmaterialer, som flyttes inden for overfladevand med henblik på landindvinding i anlægsprojektet.

Stk. 2 Transportministeren kan fastsætte regler om, hvornår havbundsmaterialer er ufarlige, jf. stk. 1. Transportministeren kan endvidere fastsætte regler om prøvetagning, egenkontrol, tilsyn og håndhævelse af disse regler.

§ 17

Bestemmelserne i §§ 10-16 finder tilsvarende anvendelse på ændringer og udvidelser af anlægsprojektet, der er tilladt efter § 8, stk. 1, eller § 9, stk. 1.

Kapitel 4 1 Ledninger og veje
§ 18

Bestemmelserne i § 106, stk. 1, i lov om offentlige veje og i § 70, stk. 1, i lov om private fællesveje finder anvendelse på ledningsarbejder i eller over vejarealer i forbindelse med anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2.

§ 19

Hvis der ikke kan opnås enighed med ejere af ledningsanlæg omfattet af § 18 om, hvordan planlagte anlægsarbejder på de arealer, hvori eller hvorover ledningerne er anbragt, kan tilrettelægges, kan transportministeren efter at have meddelt ledningsejeren, at det planlagte anlægsarbejde på arealet påbegyndes, gennemføre arbejdet og kræve bestemte ledningsarbejder udført af ledningsejeren.

Stk. 2 Transportministeren kan i særlige tilfælde lade de ledningsarbejder, der er nævnt i stk. 1, udføre for Femern A/S’, A/S Femern Landanlægs eller ledningsejerens regning, jf. § 18.

§ 20

For ledninger og andre forsyningsanlæg, der i forbindelse med anlæg eller drift af anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2 anbringes på ejendomme tilhørende Femern A/S eller A/S Femern Landanlæg, fastsætter transportministeren de vilkår, der skal gælde for lednings- eller forsyningsanlæggets anbringelse og forbliven på ejendommen.

Stk. 2 Transportministeren kan af hensyn til anlæggelsen og driften af anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2 fastsætte ændrede vilkår for ledninger og andre forsyningsanlæg, der befinder sig på ejendomme tilhørende Femern A/S eller A/S Femern Landanlæg.

§ 21

Erstatning som følge af ledningsarbejder eller fastsatte vilkår for ledninger i medfør af §§ 18-20 fastsættes, hvis der ikke kan indgås aftale herom, af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 2 Ved erstatningsfastsættelsen finder reglerne i § 51, stk. 1 og 2, i lov om offentlige veje anvendelse. Femern A/S eller A/S Femern Landanlæg afholder alle omkostninger forbundet hermed.

§ 22

Henholdsvis Femern A/S og A/S Femern Landanlæg kan anlægge nye veje og foretage ændringer af eksisterende veje eller afholde omkostninger hertil, når dette er nødvendigt for anlæggelsen og driften af anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2, uden at der træffes afgørelse herom i medfør af lov om offentlige veje og lov om private fællesveje.

§ 23

Transportministeren kan pålægge kommunalbestyrelsen at optage en privat fællesvej som offentlig vej, hvis den private fællesvej har betydning for anlæggelsen eller driften af anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2.

Stk. 2 Erstatning som følge af en afgørelse i medfør af stk. 1 fastsættes, hvis der ikke kan indgås aftale herom, af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Femern A/S eller A/S Femern Landanlæg afholder alle omkostninger forbundet hermed.

Stk. 3 Ved erstatningsfastsættelsen finder reglerne i § 51, stk. 1 og 2, i lov om offentlige veje anvendelse.

§ 24

Henholdsvis Femern A/S og A/S Femern Landanlæg kan overdrage arealer, bygninger, anlæg m.v. ejet af disse til anden offentlig myndighed, når de ikke længere er nødvendige for anlæg eller drift af anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2.

§ 25

Vejforbindelsen tilhørende kyst til kyst-projektet nævnt i § 1 er en offentlig vej, der administreres efter lov om offentlige veje. Femern A/S er vejmyndighed.

Stk. 2 Femern A/S kan bemyndige Vejdirektoratet eller en anden under Transportministeriet oprettet styrelse til at udøve de beføjelser, der er tillagt Femern A/S i henhold til stk. 1.

Stk. 3 Forvaltningsloven gælder for Femern A/S, i det omfang selskabet udøver opgaver som vejmyndighed, jf. stk. 1.

Kapitel 5 1 Lov om havne
§ 26

Arbejdshavnen, der anlægges som en del af kyst til kyst-projektet nævnt i § 1, er omfattet af § 14 a, stk. 2 og 3, og regler udstedt i medfør af § 14 a, stk. 1, i lov om havne.

Kapitel 6 1 Ekspropriation og adgang til undersøgelser uden retskendelse m.v.
§ 27

Transportministeren bemyndiges til ved ekspropriation at erhverve de arealer og rettigheder, der er nødvendige for anlæg og drift af anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2 eller ændringer heraf samt etablering af klimarelaterede afværgeforanstaltninger.

Stk. 2 Transportministeren kan efter anmodning fra ejeren i særlige tilfælde ekspropriere en ejendom, der berøres særligt indgribende af anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer.

Stk. 3 Transportministeren bemyndiges til ved ekspropriation at pålægge ejendomme langs anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2 servitut om eldrift eller andre servitutter med deraf følgende rådighedsindskrænkninger, der er nødvendige for anlæg og drift af anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2.

Stk. 4 Transportministeren bemyndiges til ved ekspropriation at erhverve de arealer og rettigheder, der er nødvendige for bevarelse af produktionsområdet og de opførte produktionsfaciliteter, jf. § 1 a.

Stk. 5 Ekspropriation efter denne bestemmelse sker efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

§ 28

Transportministeren har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage jordbundsundersøgelser, opmålinger, afmærkninger og andre undersøgelser af udendørs arealer med henblik på anlæggelse og drift af anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2 eller ændringer heraf og på etablering af klimarelaterende afværgeforanstaltninger.

Stk. 2 Transportministeren kan under samme betingelser som nævnt i stk. 1 få foretaget arkæologiske forundersøgelser.

Stk. 3 Ejere og brugere af arealer omfattet af stk. 1 skal underrettes skriftligt senest 14 dage inden gennemførelsen af undersøgelsen m.v.

Stk. 4 Ejere og brugere af arealer omfattet af stk. 2 skal underrettes skriftligt senest 28 dage inden gennemførelsen af arkæologiske forundersøgelser.

Stk. 5 Er det ikke muligt at underrette ejere og brugere af arealer skriftligt i henhold til stk. 3 og 4, skal oplysningen offentliggøres i de lokale medier el.lign.

§ 29

Transportministeren får adkomst til hele matr.nr. 244ed og den del af matr.nr. 244k og 244ø Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 6.

Stk. 2 Ved ekspropriation i henhold til stk. 1 ophæves endeligt alle rettigheder til eller over arealet.

Stk. 3 Rettigheder over matr.nr. 244b Rødby Markjorder til bygning nr. 1 og 3 på lejet grund ophæves endeligt.

§ 30

Transportministeren har indtil den 31. december 2023 ret til at råde over den del af matr.nr. 244l, 244o, 244al, 244as, 244at, 244av, 244az, 244aæ, 244ba, 244dy, 244eu, 244ey, 244ez, 244eæ, 244eø og 244fc Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 7.

Stk. 2 Rettighed over matr.nr. 244eø Rødby Markjorder til bygning nr. 1 på lejet grund ophæves endeligt. Transportministerens råderet i henhold til stk. 1 skal respekteres af indehavere af alle andre rettigheder over de i stk. 1 nævnte arealer.

Stk. 3 Ejeren af et areal omfattet af stk. 1 kan på ethvert tidspunkt kræve, at transportministeren overtager arealet mod fuld erstatning. En begæring om overtagelse skal fremsættes over for transportministeren inden den 31. december 2023.

Stk. 4 Ved overtagelse i henhold til stk. 3 ophæves endeligt alle rettigheder til eller over arealet.

§ 31

Transportministeren har indtil den 31. december 2023 ret til at råde over den del af matr.nr. 244k, 244x, 244y, 244æ, 244ø, 244bo, 244fa, 244fe, 253, 546a, 549r, 549u og 549x Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 5, 6 og 7.

Stk. 2 Transportministerens råderet i henhold til stk. 1 skal respekteres af indehavere af alle andre rettigheder over de i stk. 1 nævnte arealer.

§ 32

Transportministeren har indtil den 31. december 2023 ret til at råde over de veje, som er markeret i lovens bilag 5 og 6.

Stk. 2 Transportministerens råderet i henhold til stk. 1 skal respekteres af indehavere af alle andre rettigheder over de i stk. 1 nævnte veje.

§ 33

Transportministeren har ret til at anlægge et vandløb på matr.nr. 244l, 244o, 244at, 244av, 244az, 244aæ, 244ba, 244dy og 244fc Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 7.

Stk. 2 Transportministeren har ret til at foretage ændringer af diget på matr.nr. 244k, 244bo og 244fa Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 5, 6 og 7.

Stk. 3 Transportministeren har frem til den 31. december 2023 ret til at foretage ændringer af broerne, som er markeret i lovens bilag 6.

Stk. 4 Transportministeren har ret til at etablere natur på matr.nr. 1a og 1r Lungholm Inddæmning, Olstrup, og 244o og 549r Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 6 og 7.

Stk. 5 Transportministeren har ret til at anlægge veje på matr.nr. 1eq, 1ez, 1fq, 1fu, 244bc, 244fa og 271k Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 5.

Stk. 6 Transportministeren har ret til at placere en afløbsledning på matr.nr. 244k Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 6, og ejendommen pålægges servitut om afløbsledningen.

Stk. 7 Transportministeren har indtil den 31. december 2023 ret til at etablere og opretholde en vandledning på matr.nr. 12a, 12d, 12h, 15c, 15d, 244al, 244at og 244bc Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 6. De nævnte matrikelnumre pålægges indtil den 31. december 2023 servitut om vandledningen.

Stk. 8 Transportministeren har indtil den 31. december 2023 ret til at udvide vejene på matr.nr. 12a, 12h, 85b, 112b, 271h, 271i, 271k, 271l og 271n Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 6.

Stk. 9 Med henblik på gennemførelse af de i stk. 1-8 nævnte arbejder kan transportministeren råde midlertidigt over de i lovens bilag 5, 6 og 7 markerede arealer.

Stk. 10 Transportministerens råderet i henhold til stk. 1-9 skal respekteres af indehavere af alle andre rettigheder over de i stk. 1-9 nævnte arealer.

§ 34

Ejere af anlæg og arealer omfattet af § 29, stk. 1 og 3, § 30, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 31, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 33, stk. 1-9, skal senest 14 dage inden ibrugtagningen underrettes skriftligt.

Stk. 2 Hvis det ikke er muligt at underrette ejere skriftligt i henhold til stk. 1, skal oplysning om ibrugtagningen offentliggøres i de lokale medier el.lign.

Stk. 3 Transportministeren kan efter ibrugtagningen, jf. stk. 1, uden yderligere varsel fjerne anlæg, installationer, beplantning m.v. på de arealer, der er omfattet af § 29, stk. 1 og 3, § 30, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 31, stk. 1, § 32, stk. 1, og § 33, stk. 1-9.

§ 35

Transportministerens adkomst i henhold til § 29 og råderet i henhold til §§ 30-33 tinglyses på de berørte ejendomme. Adkomst- og rettighedshaver er Femern A/S.

§ 36

Erstatning for indgreb i medfør af §§ 27-33 fastsættes, hvis der ikke kan indgås aftale herom, af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 2 Ved erstatningsfastsættelsen finder reglerne i § 51, stk. 1 og 2, i lov om offentlige veje anvendelse. Femern A/S og A/S Femern Landanlæg afholder omkostningerne forbundet hermed.

Kapitel 7 1 Beredskab
§ 37

De kompetente danske myndigheder varetager den offentlige sikkerhed og orden samt beredskabsmæssige forhold under anlæg og drift af den faste forbindelse over Femern Bælt. De kompetente danske myndigheder skal i nødvendig udstrækning samarbejde med de kompetente tyske myndigheder.

Stk. 2 Femern A/S skal inden åbningen af den faste forbindelse over Femern Bælt udarbejde et sikkerhedskoncept for opgavevaretagelsen efter stk. 1, herunder om samarbejdet mellem selskabet og de kompetente danske og tyske myndigheder og om planer for mulige nødsituationer.

Stk. 3 Transportministeren kan efter forhandling med relevante myndigheder fastsætte regler om varetagelsen af den offentlige sikkerhed og orden samt beredskabsmæssige forhold, jf. stk. 1.

Stk. 4 Transportministeren kan træffe beslutning om, at Femern A/S skal afholde omkostninger, som er nødvendige for, at de kompetente myndigheder kan varetage opgaverne efter stk. 1 og 2 og regler udstedt i medfør af stk. 3.

Kapitel 8 1 Ejendomsret og benyttelse af den faste forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg
§ 38

Femern A/S ejer den faste forbindelse over Femern Bælt, jf. § 1.

§ 39

A/S Femern Landanlæg og staten ejer hver en andel af de i § 2 nævnte landanlæg.

Stk. 2 Transportministeren foretager den nærmere indbyrdes opdeling af ejendomsretten til de af staten ejede eksisterende jernbane- og vejanlæg samt landanlæggene nævnt i § 2 og fastlægger tidspunktet for, hvornår ejendomsretten til de nævnte landanlæg overgår til hver part nævnt i denne bestemmelse.

§ 40

Femern A/S er infrastrukturforvalter for jernbaneforbindelsen på den faste forbindelse over Femern Bælt.

Stk. 2 Transportministeren kan beslutte, at Banedanmark skal varetage kapacitetstildeling på jernbaneforbindelsen på den faste forbindelse over Femern Bælt.

§ 41

Transportministeren fastsætter bestemmelser om niveauet for samt principperne for reguleringen af jernbanevirksomhedernes betaling til Femern A/S for jernbanevirksomhedernes benyttelse af jernbaneforbindelsen på den faste forbindelse over Femern Bælt nævnt i § 1.

Stk. 2 Transportministeren fastsætter bestemmelser om niveauet for samt principperne for reguleringen af jernbanevirksomhedernes betaling til staten og A/S Femern Landanlæg for jernbanevirksomhedernes benyttelse af de danske jernbanelandanlæg nævnt i § 2.

§ 42

For benyttelse af vejforbindelsen på den faste forbindelse over Femern Bælt opkræver Femern A/S betaling af brugerne.

Stk. 2 Transportministeren fastsætter niveauet for betaling og principperne for regulering af denne.

Stk. 3 Føreren af køretøjet skal betale et tillæg til de gældende afgifter, hvis vejforbindelsen benyttes uden at betale. Den registrerede ejer (bruger) hæfter tillige for betaling heraf, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget er i besiddelse af køretøjet. Tillægget fastsættes af transportministeren.

Stk. 4 Betales det i stk. 3 nævnte tillæg og den normale betaling, jf. stk. 1, ikke rettidigt, tillægges der renter i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten skal betales fra forfaldsdagen, som er 30 dage efter den dag, Femern A/S har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen. Endvidere kan Femern A/S opkræve inddrivelsesomkostninger og rykker- og inkassogebyrer i henhold til rentelovens §§ 9 a og 9 b.

Stk. 5 De i stk. 1-4 nævnte betalinger offentliggøres på Femern A/S’ hjemmeside.

Stk. 6 Køretøjer, der anvendes i forbindelse med anlæg eller drift af den faste forbindelse over Femern Bælt eller til varetagelse af anliggender om offentlig sikkerhed og orden samt beredskab vedrørende kyst til kyst-projektet, er fritaget for afgift i henhold til stk. 1.

Kapitel 9 1 Tv-overvågning m.v.
§ 43

Femern A/S kan foretage tv-overvågning på den faste forbindelse over Femern Bælt, herunder ved betalingsanlægget, og registrere billeder fra denne overvågning. Der skal ved skiltning eller på anden tydelig måde gives oplysning herom.

Stk. 2 Transportministeren kan bestemme, at Femern A/S kan give tyske politi- og redningsmyndigheder adgang til den i stk. 1 nævnte tv-overvågning og registrering på den faste forbindelse over Femern Bælt.

Stk. 3 Femern A/S kan foretage automatisk registrering af nummerplader med henblik på at understøtte betalingsopkrævningen.

Stk. 4 Oplysninger i Køretøjsregisteret om den registrerede ejer (bruger) af køretøjet kan videregives til Femern A/S.

§ 44

Femern A/S kan i anlægsfasen foretage tv-overvågning af de arealer, der anvendes til anlæg af kyst til kyst-projektet, og af vejstrækninger i nærområdet. Der skal ved skiltning eller på anden tydelig måde gives oplysning om, at der gennemføres tv-overvågning af de arealer, der anvendes til anlæg af kyst til kyst-projektet.

Kapitel 10 1 Øvrige bestemmelser
§ 45

Staten stiller vederlagsfrit de vandområder og den havbund, hvorover staten udøver højhedsret, og som er nødvendige for anlæggelsen og driften af den faste forbindelse over Femern Bælt, til rådighed for Femern A/S og A/S Femern Landanlæg.

Kapitel 11 1 Kompetence, domstolsprøvelse m.v.
Trafikstyrelsens opgaver
§ 46

Trafikstyrelsen udfører de opgaver, der fremgår af §§ 8 og 9.

Stk. 2 Ved udførelsen af de opgaver, der fremgår af §§ 8 og 9, er Trafikstyrelsen uafhængig af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.

Domstolsprøvelse m.v.
§ 47

Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter denne lov eller de regler, der fastsættes i medfør af loven, skal være anlagt, inden 6 måneder efter at afgørelsen eller beslutningen er meddelt adressaten eller offentliggjort.

Stk. 2 Ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af denne lov, skal retten påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter.

Kapitel 12 1 Straf
§ 48

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes overtrædelse af §§ 8 og 9 med bøde.

Stk. 2 I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 13 1 Ikrafttræden m.v.
§ 49

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.