Kapitel 2 Ansættelse i præstestilling
Menighedsråd medvirker ved ansættelse i stillinger som sognepræst efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 2 Reglerne i dette kapitel gælder ikke for stillinger som sognepræst, der er forbundet med stilling som værnsprovst eller domprovst.
Stk. 3 Ministeren for ligestilling og kirke fastsætter særlige regler om fremgangsmåden ved ansættelse i præstestillinger, der helt eller overvejende er oprettet med henblik på betjening af institutioner eller grupper af personer, for hvilke der ikke er oprettet menighedsråd.
Stk. 4 Ministeren for ligestilling og kirke fastsætter endvidere særlige regler om fremgangsmåden ved ansættelse i præstestillinger for menigheder, for hvilke der er oprettet menighedsråd i medfør af § 5 i lov om menighedsråd.
Et pastorats menighedsråd afgiver indstilling om ansættelse i ledige stillinger som sognepræst i pastoratet. Er en sognepræstestilling oprettet for flere pastorater, afgives indstilling af disse pastoraters menighedsråd.
Stk. 2 Skal flere menighedsråd medvirke ved indstillingen efter stk. 1, afgives indstillingen i et fællesmøde. Ministeren for ligestilling og kirke kan bestemme, at det af afstemningsresultatet skal fremgå, hvorledes stemmerne er faldet inden for hvert enkelt af de menighedsråd, der deltager i indstillingen.
Stk. 3 Ministeren for ligestilling og kirke fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved menighedsråds afgivelse af indstilling.
Forinden indstilling afgives efter § 9, afholdes der et møde mellem biskoppen og menighedsrådet (menighedsrådene), hvorunder biskoppen orienterer om ansøgerne. Mødet berammes af biskoppen snarest muligt efter ansøgningsfristens udløb og ledes af biskoppen. Efter anmodning af et eller flere menighedsrådsmedlemmer, eller såfremt biskoppen anser det for ønskeligt, skal der afholdes yderligere et orienterende møde mellem biskop og menighedsråd.
Ministeren for ligestilling og kirke kan ikke ansætte en ansøger, som ikke er omfattet af menighedsrådets indstilling. Såfremt særlige omstændigheder foreligger, kan ministeren for ligestilling og kirke bestemme, at genopslag af stillingen skal foretages og fornyet indstilling finde sted.
Stk. 2 En ansøger, som ved første afstemning på indstillingsmødet har opnået alle afgivne stemmer, skal udnævnes i stillingen. Er der i pastoratet ikke normeret andre stillinger som sognepræst, skal en ansøger, der ved første afstemning har opnået 2/3 af de afgivne stemmer, ansættes.
Stk. 3 Ved ansættelse i præstestillinger i pastorater med flere præstestillinger skal ministeren for ligestilling og kirke tage hensyn til mindretal i pastoratet.
Hvis et pastorats menighedsråd skønner, at der i pastoratet er et udbredt ønske om, at en bestemt person ansættes i en ledig stilling i pastoratet, eller såfremt 20 pct. af de stemmeberettigede medlemmer af folkekirken i pastoratet ansøger om ansættelse af en bestemt person i stillingen, kan ministeren for ligestilling og kirke uanset bestemmelsen i § 11 imødekomme ønsket, hvis
-
1) ansøgning herom er ministeren for ligestilling og kirke i hænde senest 14 dage efter ansøgningsfristens udløb og
-
2) der ved afstemning på et efterfølgende menighedsmøde for hele pastoratet afgives 2/3 af stemmerne for ansættelse af den pågældende.
Stk. 2 Menighedsmøde efter stk. 1 berammes og bekendtgøres af biskoppen, der ligeledes leder mødet. Biskoppen kan bestemme, at menighedsmødet deles i flere møder, såfremt forholdene begrunder det. Møderne skal i så fald afholdes samtidig. Biskoppen beskikker mødeleder for den del af menighedsmødet, som biskoppen ikke selv leder. I øvrigt finder bestemmelsen i § 42 i lov om menighedsråd tilsvarende anvendelse.
Bestemmelserne i §§ 9 og 10 og § 11, stk. 1 og 3, finder tilsvarende anvendelse ved ansættelser af 1 års varighed eller mere af overenskomstansatte sognepræster med en beskæftigelsesgrad mindst svarende til halvtidsbeskæftigelse. Dette gælder dog ikke, såfremt stillingen er oprettet med henblik på helt eller overvejende at betjene institutioner eller grupper af personer, for hvilke der ikke er oprettet menighedsråd.
I pastorater med tre eller flere præstestillinger kan pastoratets menighedsråd aftale med biskoppen, at ansættelse i en af præstestillingerne forudsætter, at den pågældende kan henføres til en af følgende grupper:
-
1) Præster i folkekirken, herunder provster, domprovster, værnsprovster, biskopper og valgmenighedspræster, som ved ansøgningsfristens udløb har beklædt deres embede uafbrudt i mindst 10 år.
-
2) Præster for danske evangelisk-lutherske menigheder i udlandet, som ved ansøgningsfristens udløb har beklædt deres stilling uafbrudt i mindst 4 år.
-
3) Teologiske kandidater, der er ordinerede i den danske folkekirke, og som ved ansøgningsfristens udløb har fungeret som missionær i et dansk missionsselskabs tjeneste uafbrudt i mindst 4 år.
-
4) Sognepræster i et pastorat, hvor der mellem præsten og menigheden består en dybtgående uoverensstemmelse, som betyder en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel på det pågældende sted.
-
5) Teologiske kandidater, der ved ansøgningsfristens udløb har været ansat i folkekirkelige institutioner eller uddannelsesinstitutioner i mindst 10 år.
Stk. 2 I pastorater med tre eller flere præstestillinger kan pastoratets menighedsråd aftale med biskoppen, at ansættelse i en af pastoratets præstestillinger uanset bestemmelserne i §§ 8-13 kan ske uden medvirken af pastoratets menighedsråd, såfremt den ansatte kan henføres til en af de i stk. 1, nr. 1-5, anførte grupper.
Ministeren for ligestilling og kirke kan uanset bestemmelserne i §§ 8-13 a godkende, at to præster, der begge har været ansat uafbrudt i deres embeder i mere end 6 år, indtræder i hinandens embeder varigt eller for en periode på mindst 1 år. Det er en betingelse, at hvert af de berørte menighedsråd på et i den anledning særligt menighedsrådsmøde, der indkaldes til med mindst 10 dages varsel, tilslutter sig dette med mere end halvdelen af de afgivne stemmer. Udskrift af beslutningsprotokollen med hvert menighedsråds tilslutning indsendes til ministeren for ligestilling og kirke bilagt en udtalelse fra vedkommende biskop.
Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 kan også anvendes, hvor den ene af præsterne er ansat i Danske Sømands- og Udlandskirker eller i en anden kirkelig institution i tilknytning til folkekirken. Tilslutning fra ansættelsesmyndigheden inden for den pågældende institution træder i så fald for dennes stillings vedkommende i stedet for menighedsrådets tilslutning.