Erhvervsministeren kan fastsætte regler om udskydelse af fristen for indsendelse af årsrapporter m.v., jf. årsregnskabslovens § 138, stk. 1, 2. pkt., § 143, stk. 1, eller § 144, for følgende virksomheder og filialer af udenlandske virksomheder, når det må anses for umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for en stor del af de omfattede virksomheder og filialer af udenlandske virksomheder at overholde indsendelsesfristen som direkte eller indirekte konsekvens af covid-19:
-
1) Virksomheder omfattet af regnskabsklasse B og C for regnskabsår, der afsluttes i perioden fra den 31. december 2020 til den 30. juni 2021.
-
2) Virksomheder omfattet af regnskabsklasse D for regnskabsår, der afsluttes i perioden fra den 31. januar 2021 til den 31. juli 2021.
-
3) Filialer af udenlandske virksomheder, der i medfør af årsregnskabsloven skal indsende en udenlandsk virksomheds årsrapport eller koncernregnskab, når den udenlandske virksomheds regnskabsår afsluttes i perioden fra den 31. december 2020 til den 30. juni 2021.
Stk. 2 Har erhvervsministeren fastsat regler i medfør af stk. 1, nr. 1 og 2, kan ministeren endvidere fastsætte regler, der muliggør, at virksomhedernes ledelse kan fravige bestemmelser om fristen eller tidspunktet for indkaldelse til og afholdelse af generalforsamling eller en anden forsamling, der er virksomhedens øverste myndighed, eller bestemmelser om indsendelse af årsrapporten i virksomhedens vedtægter eller tilsvarende aftaler, når det må anses for umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for visse af de omfattede virksomheder at opfylde bestemmelserne som direkte eller indirekte konsekvens af covid-19.
Stk. 3 Regler fastsat i medfør af stk. 2 kan ikke give virksomheder en mere byrdefuld retsstilling, end der følger af de vedtægtsbestemmelser, der fraviges.