Lov om Danmarks Eksport- og Investeringsfond Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 871 af 21. juni 2022

Kapitel 1 1 Formål, målgruppe og anvendelsesområde
§ 1

Danmarks Eksport- og Investeringsfond har til formål at skabe størst muligt samfundsmæssigt afkast ved at

  • 1) fremme vækst og fornyelse i dansk erhvervsliv,

  • 2) fremme dansk erhvervslivs muligheder for eksport og internationalisering, deltagelse i den globale værdikæde og opdyrkelse af nye markeder og

  • 3) bidrage til en bæredygtig og grøn omstilling.

§ 2

Danmarks Eksport- og Investeringsfonds målgruppe er:

  • 1) Virksomheder med vækstpotentiale.

  • 2) Virksomheder og fonde, der investerer direkte eller indirekte i virksomheder med vækstpotentiale.

  • 3) Virksomheder med aktiviteter inden for eller potentiale for eksport eller internationalisering.

  • 4) Virksomheder, der bidrager til en bæredygtig og grøn omstilling af samfundet.

  • 5) Almene boligorganisationer og offentlige selskaber og institutioner m.v., hvis formue er adskilt fra henholdsvis statens, regionernes og kommunernes formue, og som har mulighed for at optage finansiering på det private marked, såfremt de bidrager til en bæredygtig og grøn omstilling, jf. § 1, stk. 1, nr. 3.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om adgang til Danmarks Eksport- og Investeringsfonds ydelser for virksomheder på Færøerne og i Grønland.

§ 3

Danmarks Eksport- og Investeringsfond udøver kun sine aktiviteter i medfør af kapitel 2 i den udstrækning, det private marked normalt ikke vil påtage sig at udøve den pågældende aktivitet henset til arten, omfanget eller risikoen forbundet hermed.

§ 4

Danmarks Eksport- og Investeringsfond skal ved udøvelsen af sine finansielle aktiviteter følge regeringens bestemmelser, for så vidt angår eksportfremme, handelspolitik og politisk pålagte handelssanktioner og eksportkontrol.

Stk. 2 Danmarks Eksport- og Investeringsfond inddrager klima- og miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i forbindelse med sine finansielle aktiviteter.

§ 5

Danmarks Eksport- og Investeringsfond er Danmarks eksportkreditagentur.

Stk. 2 Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan repræsentere regeringen nationalt og internationalt i sager vedrørende eksportkreditpolitik og hertil relaterede aftaler.

Stk. 3 Danmarks Eksport- og Investeringsfond er underlagt instruks fra og refererer til erhvervsministeren, for så vidt angår forhold vedrørende eksportkreditpolitik.