Fonden skal godkende uddelingsproceduren og foretage en forskningsfaglig vurdering af indkomne ansøgninger for de enkelte ministres uddeling af statslige forskningsbevillinger, som ikke er basisbevillinger knyttet til en bestemt institution eller bevillinger til forskningsbaseret myndighedsbetjening, jf. dog stk. 2 og 3. Fondens forskningsfaglige vurdering af indkomne ansøgninger sker ved brug af anerkendte forskere, jf. § 2, nr. 1, i lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond. Vurderes det tilstrækkeligt, kan fondens forskningsfaglige vurdering efter aftale med vedkommende minister ske ved brug af forskningskyndige, jf. § 2, nr. 2, i lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond. De enkelte ministre uddeler herefter midlerne blandt de ansøgere, som fonden har fundet støtteværdige.
Stk. 2 Fonden kan undlade at foretage en forskningsfaglig vurdering efter stk. 1, hvis denne vurdering kan foretages på et tilsvarende forskningsfagligt niveau inden for vedkommende ministers eget område.
Stk. 3 Fonden kan efter aftale overlade en forskningsfaglig vurdering efter stk. 1 til Danmarks Frie Forskningsfond, hvis uddelingen af en statslig forskningsbevilling falder inden for Danmarks Frie Forskningsfonds formål.
Stk. 4 Fonden kan efter anmodning bistå andre offentlige og private institutioner med forskningsfaglige vurderinger af uddelingsprocedurer og indkomne ansøgninger forud for sådanne institutioners uddeling af forskningsbevillinger.