Grundforløbet skal danne grundlag for elevernes valg og gennemførelse af studieretning og give eleverne faglig indsigt og forståelse og en indføring i gymnasiets arbejdsmetoder.
Stk. 2 Grundforløbet består af undervisning i dansk, engelsk, matematik og samfundsfag og i nogle af de studieretningsfag, som udbydes af institutionen. Undervisningen i disse studieretningsfag skal understøtte elevernes valg af studieretning og skal derfor tilrettelægges, så eleverne opnår en grundlæggende indsigt i og erfaring med fagene.
Stk. 3 I grundforløbet indgår tillige undervisning i
-
1) naturvidenskabeligt grundforløb og produktudvikling i uddannelsen til teknisk studentereksamen,
-
2) almen sprogforståelse og økonomisk grundforløb i uddannelsen til merkantil studentereksamen og
-
3) almen sprogforståelse og naturvidenskabeligt grundforløb i uddannelsen til almen studentereksamen.
Stk. 4 Institutionens leder kan beslutte, at der i grundforløbet herudover indgår undervisning i andre obligatoriske fag end de i stk. 2 nævnte.
Stk. 5 Forløbene, der er nævnt i stk. 3, evalueres ved afsluttende, interne prøver, som tæller med i elevens samlede eksamensresultat. Endvidere foretages en skriftlig screening i matematik i løbet af grundforløbet.
Stk. 6 Hver elev deltager i løbet af grundforløbet i en evalueringssamtale, der afdækker elevens faglige niveau og ønsker til videregående uddannelse.
Stk. 7 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om grundforløbet, herunder om mål for og indhold og omfang af de forløb, der er nævnt i stk. 3.