Hver institution udbyder et antal studieretninger fra oversigten i bilag 1. Antallet af studieretninger skal stå i rimeligt forhold til antallet af elever på den pågældende uddannelse på institutionen.
Stk. 2 Institutionens leder opretter studieretninger fra oversigten i bilag 1 og kan i forbindelse med dannelsen af studieretningsklasser, jf. § 31, oprette klasser med elever med forskellige studieretninger.
Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan godkende, at en institution med et særligt uddannelsesmiljø eller en bestemt faglig ekspertise kan udbyde en lokal studieretning, der ikke fremgår af bilag 1. Det er en betingelse, at der i studieretningen indgår studieretningsfag, som i antal og niveau svarer til principperne bag studieretningerne i bilag 1, som har gode muligheder for fagligt samspil, og som kan give direkte adgang til relevante videregående uddannelser.
Stk. 4 Institutionens leder kan for elever, som i studieretningsforløbet skifter uddannelse eller institution, som går om eller vender tilbage fra orlov, eller som har fået merit, tillade, at et eller flere studieretningsfag afviger fra resten af klassens både med hensyn til fag og niveau.
Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om godkendelse af lokale studieretninger.