Lov om ejendomskreditselskaber § 3

Denne konsoliderede version af lov om ejendomskreditselskaber er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 697 af 25. juni 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 285 af 01. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 3

Finanstilsynet giver efter ansøgning et selskab tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab, når

  • 1) selskabet drives i form af et aktieselskab eller et anpartsselskab,

  • 2) selskabet har en bestyrelse og en direktion og medlemmerne heraf opfylder betingelserne i § 4,

  • 3) den person i selskabet, som er ansvarlig for handel med pantebreve, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1, og den, som er ansvarlig for kreditgivning, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, opfylder betingelserne i § 5,

  • 4) ejerne af kvalificerede andele i selskabet opfylder principperne i §§ 61-62 om ejerforhold i lov om finansiel virksomhed og

  • 5) selskabet har en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering, jf. lov om kreditaftaler.

Stk. 2 Et ejendomskreditselskab, der med forbrugere handler med pantebreve i fast ejendom, skal ud over at overholde kravene i stk. 1 dokumentere, at der er oprettet en særlig konto, hvor det aftalte provenu skal indsættes, og at selskabet har etableret sikkerhed for disse midler, jf. stk. 6.

Stk. 3 Kravene i stk. 1 skal være opfyldt ved indgivelse af ansøgning, og til enhver tid efter tilladelsen er givet, jf. dog § 24, stk. 2 og 3.

Stk. 4 En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige, for at Finanstilsynet kan vurdere, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt. Ansøgningen skal desuden indeholde oplysning om Bekendtgørelse om informationspligt ved erhvervsmæssig handel med pantebreve i fast ejendom og om visse pantebrevshandleres behandling af betroede midler og garantistillelse

  • 1) selskabsform og selskabets struktur og opbygning, herunder selskabets indretning og planlagte drift, samt forretningsgange for opfyldelse af oplysningskravene i § 8,

  • 2) navnene på selskabets kapitalejere og om kapitalejernes andel af selskabets kapital eller stemmerettigheder, og

  • 3) hvilke af de aktiviteter, som er nævnt i § 1, selskabet påtænker at udøve, herunder om selskabet handler med forbrugere.

Stk. 5 En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.

Stk. 6 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om omfang, art og den tidsmæssige udstrækning af sikkerheden nævnt i stk. 2.

Stk. 7 Ejendomskreditselskabet skal årligt til Finanstilsynet indsende en erklæring fra en godkendt revisor om sikkerheden nævnt i stk. 2.

Stk. 8 Finanstilsynet træffer afgørelse om tilladelse, senest 6 måneder efter at Finanstilsynet har modtaget de oplysninger, der er nødvendige for at behandle ansøgningen.