Elforsyningsloven § 71

Denne konsoliderede version af elforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om elforsyning

Lov nr. 375 af 02. juni 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 24. oktober 2023,
som ændret ved lov nr. 466 af 18. maj 2011, lov nr. 704 af 08. juni 2018, lov nr. 2605 af 28. december 2021, lov nr. 745 af 13. juni 2023 og lov nr. 1787 af 28. december 2023

§ 71

Priser for ydelser fra den, der varetager transmissionsvirksomhed eller systemansvarlig virksomhed, fastsættes i overensstemmelse med en indtægtsramme. Forsyningstilsynet fastsætter årligt indtægtsrammen for den pågældendes aktiviteter med henblik på dækning af omkostninger ved en effektiv drift af aktiviteterne og forrentning.

Stk. 2 Indtægtsrammen, jf. stk. 1, udgør det højeste beløb, der i et kalenderår kan oppebæres ved indtægter fra drift af aktiviteterne. Indtægtsrammen fastsættes med udgangspunkt i en reguleringsperiode. Indtægtsrammen fastsættes på baggrund af en omkostningsramme og en forrentningsramme, som beregnes efter regler fastsat i medfør af stk. 4, nr. 1-3, og justeres efter regler fastsat i medfør af stk. 4, nr. 4, 6 og 7, stk. 5 og § 71 a, stk. 7.

Stk. 3 Forsyningstilsynet kan indhente uafhængig ekstern bistand til brug for fastsættelse af indtægtsrammen for den, der varetager transmissionsvirksomheds eller systemansvarlig virksomheds regning.

Stk. 4 Forsyningstilsynet fastsætter nærmere regler om beregning og justering af indtægtsrammen og om længden af reguleringsperioden. Forsyningstilsynet fastsætter herunder regler om:

  • 1) Hvilke indtægter der omfattes af en indtægtsramme, og hvilke omkostninger en indtægtsramme dækker, herunder om indtægter og omkostninger, som regnskabsmæssigt indgår og bogføres i andre selskaber.

  • 2) Fastsættelse og justering af omkostningsrammen, herunder om frist for ansøgning om justering og konsekvens af fristoverskridelse.

  • 3) Fastsættelse og justering af forrentningsrammen, herunder om fastsættelse af forrentningsgrundlag, om beregning og fastsættelse af forrentningssats og om frist for ansøgning om justering og konsekvens af fristoverskridelse.

  • 4) Fastsættelse af effektiviseringskrav for den, der varetager transmissionsvirksomhed og systemansvarlig virksomhed.

  • 5) Fastsættelse af samfundsmæssige nøgleparametre for den, der varetager systemansvarlig virksomhed, dog ikke Datahub, der skal belyse, om aktiviteten varetages på tilfredsstillende vis, og inddragelse af offentligheden i forbindelse med fastsættelsen.

  • 6) Fastsættelse af beløbsmæssige justeringer af indtægtsrammen, herunder

    • a) om fradrag i tilfælde af transmissionsnettets utilstrækkelige leveringskvalitet eller som følge af effektiviseringskrav efter nr. 4,

    • b) om dækning af omkostninger til nettab  samt systemydelser og

    • c) om beløbsmæssige justeringer som følge af differencer efter nr. 7.

  • 7) Opgørelse og afvikling af differencer.

Stk. 5 Forsyningstilsynet kan fastsætte regler om driftsnøgleparametre for samkøringslinjer for den, der varetager transmissionsvirksomhed, og om beløbsmæssige justeringer uden for omkostnings- og forrentningsrammen som følge af manglende opfyldelse heraf.